Hinge kommune
Vejen mod demokrati og
kommunalt selvstyre i landsognene.
Fra gammel tid havde
landdistrikterne været opdelt i sogne, og et sogn havde oprindeligt været
betegnelsen for det
område, hvis beboere søgte (sogn = søge) samme kirke.
Altså, oprindeligt en
kirkelig inddeling, men da man i præsten have en person, der både kunne læse og
skrive, blev
denne person også efterhånden
pålagt verdslige administrative opgaver inden for sognet – såsom fattigdoms-forsør-
gelsen og skole-undervisningen.
Et reglement fra 5. juli 1803
førte til oprettelse af sogne-kommissionerne (el. fattig-kommissionerne). I
hvert sogn
blev der nu nedsat en
kommission, der lokalt skulle administrere fattighjælpen. Kommissionen bestod
af præsten,
politimesteren (alm.vis repræsenteret ved sognefogden), én af sognets
største jordbesiddere – ofte en godsejer samt
3 – 4 af sognets bedste mænd.
Der var på ingen måde tale om et demokratisk valg, idet præsten og
politimesteren
udvalgte de menige medlemmer.
Fattig-kommissionen sad 3 år ad gangen.
I 1814 blev skoleforordningen
for landdistrikterne reformeret, og i hvert sogn skulle der nu oprettes en skolekom-
mission. Også her var præsten
den centrale person, idet han blev formand for kommissionen, der foruden ham
selv
bestod af ”skolepatroner” – d.v.s. folk, der ejede mere end 32 tdr. hartkorn, samt
”skoleforstandere”, der blev udpe-
get blandt sognets hæderligste bønder – som det hed sig!
Skolekommissionen fungerede 2 år ad gangen.
Med fattig-forordningen og
skolelovene var de lokale folk i landdistrikterne efterhånden blevet inddraget
i den prak-
tiske forvaltning af to
vigtige samfundsanliggender. Det medførte, at der i de nye rådgivende
stænderforsamlinger
fremkom ønske om, at man på
landet fik et lokalt selvstyre. Svaret på det blev sogneforstanderskaberne
fra 1841
– forløberne for kommunerne.
I hvert sognedistrikt skulle
der nu oprettes et sogneforstanderskab, der skulle
bestå af præsten, den eller de lodsejere,
der havde mindst 32 tdr.
hartkorn, samt af 4 - 9 mand, der skulle udvælges blandt sognets mandlige
beboere efter gæl-
dende regler. De gældende valgregler var følgende:
For at
være vælger og valgbar til sogneforstanderskabet
gjaldt følgende betingelser:
1.
Man skulle være mand og mindst 25 år gammel samt eje eller have en
ejendom i arve-
eller livsfæste
på mindst 1 tønde hartkorn ager og eng eller 2 tdr. skov- eller mølleskyld.
2.
Man havde også valgret og var valgbar, hvis man ejede en bygning til en
forsikringsværdi
på 1000 rigsbankdalere.
Eller var forpagter eller lejer af et avlsbrug på 6 tdr. hartkorn.
3.
Var man dømt for en i den offentlige mening vanærende handling, eller
hvis man ikke juridisk
havde rådighed over sit bo, havde man
hverken valgret eller kunne vælges.
Valgperioden var på 6 år, men
efter 3 år skulle halvdelen af medlemmerne gå af og nye vælges. Genvalg var
tilladt, og
valgene foregik i fuld
offentlighed. Ansvarsområderne for forstanderskaberne
var omfattende og mangeartede, men
fattig-, skole- og vejvæsen var de vigtigste.
I 1868 sker der et stort
fremskridt for det kommunale selvstyre, idet den nye landkommunallov vedtages
og træder i
kraft. Den indførte sogneråd
og kom til at regulere den kommunale forvaltning indtil 1933. Sognerådenes hovedop-
gaver bestod fortsat i
forvaltningen af det kommunale skole-, fattig- og vejvæsen, men dertil kom
diverse andre kom-
munale opgaver, hvoraf skatte-ligning og -udskrivning var en
ny og ikke uvæsentlig opgave.
Nu var det ikke længere de
højst beskattede, der kunne vælge og være valgbar, nu kunne den almindelige
bondemand
også være med, selv om
kvinder, tyende og fattigunderstøttede endnu ikke havde valgret.
Reglerne for valgbarhed og
valgret til sognerådet var som til Folketinget efter grundloven af 1849.
Herunder er reg-
lerne anført, som de står i original-teksten – det drejer
sig om paragrafferne 35 og 36:
§ 35.
Valgret til Folkethinget har
enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han
har fyldt sit 30te Aar, medmindre han:
a. uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold;
b. nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er
enten eftergiven eller tilbagebetalt;
c. er ude af Raadigheden over sit Bo;
d. ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i den Valgkreds eller den
Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer.
§ 36.
Valgbar til Folkethinget er, med de i § 35
a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har
fyldt sit 25de Aar.
Til sognerådet kunne vælges 5 – 7 eller 9 valgbare personer, men selvom landkommunal-loven er et skridt i
den rig-
tige retning, var det dog foreløbig så som så med demokratiet,
hvilket vil fremgå af punkt 3 i Lov om Landkommu-
nernes Styrelse af 6. juli 1867:
3. Med hensyn til valget deles antallet af sognerådets medlemmer i to
dele, af hvilke den ene del er i større end den anden. - Den mindre
del af sognerådets medlemmer
vælges af samtlige de beboere, som er i besiddelse af betingelserne for
valgbarhed til folketinget, når
de derhos i det foregående
kalenderår, under hvilken som helst benævnelse, har udredet deres bidrag, det
være sig i penge, naturalier
eller arbejde til kommunen. Den
større del vælges af den femtedel af kommunens fornævnte valgberettigede
beboere, som i det fore-
gående kalenderår har udredet
de højeste bidrag til de på hartkorn og efter formue og lejlighed pålignede
kommuneafgifter.
I 1908 blev sognerådenes demokratiske
grundlag dog stærkt udbygget, idet alle over 25 år – både kvinder og mænd –
fik valgret. Stadig var det
sådan, at valgretten blev frataget, hvis man skyldte i skat eller ikke havde
tilbagebetalt sin
fattighjælp – det blev dog i
store træk ophævet i 1933.
De
valgte personer til sognerådet skulle selv vælge deres formand, og denne nye
sognerådsformand blev nu en meget
magtfuld
person i lokal-området, idet han blev tillagt adskillige administrative og
ledelsesmæssige opgaver i sognet.
Men
om de nye landkommuners organisation, funktion, arbejdsområder m.m. kan der
læses udførligt på sitet: Land-
kommunernes
administration 1660 - 1970
Bemærk! Her følger forhåbentligt senere
en artikel om sogneråds-arbejdet i Hinge kommune, når arkivmaterialet er
blevet frigivet og dermed gjort tilgængeligt for almindelig dødelige!