Motorløb ved Hinge Sø
I efteråret 1947 – helt nøjagtigt søndag d. 12. oktober – blev der kørt det første motorløb ved Hinge Sø. Arrangørerne var Kjellerup og Omegns Motorklub (KOM), som var blevet stiftet året før - i efteråret 1946.
Foreningen havde fundet et velegnet kuperet jordstykke til anlæg af en terrænbane. Stykket – vel en 6 – 7 td. land? – tilhørte vores nabo, gdr. Marius Søndergaard, Hinge Søfald, og han viste sig villigt til at udleje jorden til formålet. Der blev aftalt en lejepris på 500 kr. pr. løb?
I august måned 1947 var det nemlig blevet besluttet på et bestyrelsesmøde i KOM, at man skulle undersøge muligheden for etablering af en jordbane på arealet ved Hinge Sø – og i givet fald igangsætte projektet. Der blev derefter handlet hurtigt, for allerede 2 mdr. senere kunne man så afholde det første løb.
Vue over noget af motorbanen ved Hinge Sø fra et løb i 1948? Man ser inderkredsen med samaritertelt, ambulance og højttalervogn. Billedet er taget mod syd, og man ser søen og Serup i baggrunden. Læg mærke til det åbne landskab og det frie udsyn – det er fuldstændig lukket nu af store, tætte og mørke nåletræer!
Til det første løb – og de følgende i foråret 1948 – kom der omkring et par tusinde tilskuere, og det var helt tilfredsstillende. Alt fungerede perfekt, og klubben såvel som kørerne – og ikke at forglemme: Hinge kommune – var tilfredse. Kommunen havde faktisk været noget betænkelig ved at give tilladelse til anlæggelse af banen.
Man var bange for, om vejene nu kunne holde til og klare trafikken fra de mange tilskuere, men det viste sig ikke at give problemer.
Det hjalp naturligvis også til, at det mest benyttede transportmiddel på den tid var cyklen – der var jo stadigvæk ikke så mange biler i disse år lige efter krigsafslutningen! – og cyklerne var jo ret blide ved de kommunale grusveje! Men ok! – der skulle jo oprettes cyklestalde – d.v.s parkerings-pladser til cyklerne – og jeg mindes endnu den enorme ophobning af cykler på de dertil indrettede områder!
Løbene på Hingebanen var tilrettelagt for motorcykler – for det meste store, tunge standard-cykler, hvorpå der kun var foretaget små ændringer. Det kunne være noget med lydpotten, sadlen, dækkene og div. andre småting – og så hældte man for øvrigt noget specielt brændstof i tankene – vistnok æter?
Starten er gået på Hingebanen 1948 – 49? Se, hvor tæt publikum stod omkring banen!
Mange af de de folk, der var medstifter af KOM i 1946, kørte selv på motorcykel, så det var sikkert ønsket om at få et sted til at køre terrænløb med deres maskiner, der førte til den hurtige etablering af banen ved Hinge Sø.
Ved det første løb i oktober 47 deltog 2 helt unge kørere fra KOM’s egne rækker: Preben Schou, der kørte Nimbus med sidevogn, og Bent Mogensen, der kørte solo-cykel.
Klubbens første bestyrelse bestod af 4 personer: Formand, kørelærer Svend Sørensen (i daglig tale kaldt Svend Kørelærer), næstformand, kørelærer Harald Kiib, kasserer, karetmager Orla Knappe og sekretær, Preben Schou. Klubben startede med ca. 4o medlemmer.
Officials ved det første terrænløb på Hingebanen d. 12. oktober 1947 var følgende:
Dommere: Havn, Viborg, og Adam Bjørn, Kjellerup
Løbsleder: Sv. Aa. Sørensen, Kjellerup
Starter: S. S. Kloster, Kjellerup
Tidtager: Klostergaard, Silkeborg
Listeførere: J. Pedersen, Viborg, og Staugaard, Kjellerup
Maskinekspert: Bjørn, Kjellerup, og K. Salling, Kjellerup
Speaker: Henry Kloster, Kjellerup
Alle disse officials var sandsynligvis taget fra egne medlemsrækker? – og mange af dem var kendte personer fra Kjellerups handels- og håndværkerkredse.
Jens Nielsen, Silkeborg
Det har sikkert været noget primitivt i starten, men der blev fra myndighederne igen og igen stillet krav om yderlig forbedring af sikkerheden, og da foreningen fattedes penge – det var jo et overordentligt stort projekt, man havde sat i søen – blev der forhandlet og indledt et samarbejde med Silkeborg Motor Sport (SMS) omkring driften og udbygningen af Hingebanen.
Det var nu så smart, at den nye samarbejdspartner var i besiddelse af et net-hegn, der havde været anvendt til at sikre en terrænbane ved Resenbro. Denne motorbane var blevet nedlagt, og hegnet kunne nu flyttes og genrejses omkring Hingebanen. Dermed var sikkerhedskravet til fulde efterkommet.
Her i slutningen af 40-erne var løbene vokset meget i omfang. Nu var det almindeligt, at tilskuer-antallet lå omkring de 4ooo, så folk stod tæt sammenpakket rundt om banen.
Fra Silkeborg deltog også en del lokale kørere – f.eks. kan nævnes Jens Nielsen (senere Volvo-forhandler) på Nimbus med sidevogn(?), Arne Svendsen ( noget med Silkeborg Flytteforretning?) på solomaskine og Ernst Østerlund – også på solomaskine.
Til højre ses et billede af Jens Nielsen fra Silkeborg på sin Nimbus – iført styrthjelm og læderantræk. Med hensyn til styrthjelm er der den pudsighed at fortælle, at denne beklædning var det kun tilladt at bære, når man kørte på selve motorbanen. Hvis nu unge hr. Nielsen fra Silkeborg var kørt til Hinge på sin Nimbus – hvilket udmærket kunne være tilfældet – det var jo standard cykler! – så måtte han tage turen uden hjelm.
Kan du kende nogen blandt publikum? Læg mærke til konstruktionen af hegnet!
Selve motorbanen var vistnok fuldstændig cirkulær – med en bredde på vel en 7 – 8 meter? og hele 440 m lang. Banen var belagt med slagger eller cinders – tror jeg det var? – d.v.s. affald fra gasproduktionen på de gasværker, som der var rigtig mange af på den tid, men selv om disse cinders med mellemrum blev tromlet fast ned i underlaget – og jævnligt blev vandet både før og under løbene – gav det dog store støvproblemer.
Men det hørte ligesom med til gamet! Var man tilskuer til et motorløb på en jordbane, måtte man finde sig i at få både jord i hovedet og støv i øjnene!
Det hegn, som Silkeborg-folkene havde bragt med derud, var i virkeligheden et dobbelthegn. Ind mod kørerne var der et kraftigt flettet trådnet, og ud mod publikum bestod det af et par solide ståltråde – det hele udspændt på nogle kraftige nedgravede træpæle. Mellem de to hegn var der vel en meters penge – vil jeg tro?
Motorcykel med sidevogn var et populært indslag og på programmet ved alle løbene.
Hvis der så ind imellem var løb, hvor publikum svigtede, og derfor sluttede med et underskud – og det begyndte skam at indtræffe i starten af 50-erne! – var der begyndende optræk til økonomisk krise i den økonomisk hårdt trængte motorklub.
I sommeren 1951 gik det så helt galt, idet én af de deltagende kørere, Tage Flor fra Randers, mistede livet ved en tragisk ulykke under kørslen. Han væltede kort efter starten, og blev påkørt af den efterfølgende kører, der ikke kunne nå at undvige.
Denne forfærdelige ulykke satte ligesom et punktum for motorløb ved Hinge Sø. Der blev godt nok kørt et par løb hen over sommeren og efteråret i 1951, men publikum svigtede, og man blev nødt til at stoppe og efterfølgende afvikle hele det store anlæg!
Og hvad husker jeg så selv fra motorløbene ved Hinge Sø?
Jeg husker meget – stemningen, mylderet af mennesker, larmen fra kørerne, lugten af det brændstof de hældte på deres cykler – og meget mere! Indrømmet, jeg gik ikke særligt meget op i selve løbene – kørslen på banen etc. – men stemningen fascinerede mig. Og den har jeg aldrig siden glemt!
Billedet er taget mod Kåsmosen – altså mod nord. Læg mærke til gratisterne i træerne uden for det afspærrede område!
Et af de der ”is-huse” blev bestyret af Bech Bjerregaard’s bror, Hans Bjerregaard – som til dagligt passede sin musikforretning i Kjellerup – og der fik jeg så lov til at stå og hjælpe til med ekspeditionen, og det syntes jeg var sjovt og spændende – og så faldt der jo også en Rønbjerg-is – eller en sodavand – af ind imellem – uhm!
Jeg husker selvfølgeligt også den dag, da den tragiske ulykke skete, og det kunne jeg næsten ikke klare! Tænk sig! – et menneske var slået ihjel lige her, hvor vi stod – og hvor vi boede så tæt på! Det var meget, meget grimt og uhyggeligt for et barn på min alder, der jo ikke havde tænkt så meget på det med død etc.!
Det var forfærdeligt og mærkeligt derved, at vi drenge flere gange i dagene derefter nødvendigvis måtte ned og igen se stedet, hvor det var sket. Det blev næsten et helt ritual – og det var jo en noget underlig reaktion!
Se, alle de herlige gamle før-krigs-modeller!
Det forholdt sig nemlig sådan, at vores jord stødte op til motorbanen på nordsiden, og da vores jord lå en del højere, var der derfra frit udsyn til hele baneanlægget. Der kunne man – næsten som var det første parket – stå og følge med i alt, hvad der skete på banen. Der var bare det problem, at man ikke stod helt tæt på, og derfor heller ikke fornemmede den intime stemning, der ligesom hørte med til et motorløb – altså, menneske-mylderet og det med jord i hovedet og støv i øjnene etc.!
Og da min mor absolut ønskede at få hele oplevelsen med, ”forlangte” hun at få fribilletter stillet til rådighed. Så ville hun til gengæld love ikke at invitere familie, venner og andre bekendte til gratis motorløbs-kig fra hendes private udkigspost!
Om det lykkedes for hende, husker jeg ikke, men hun kunne være meget stædig og utrolig – til det pinlige! – stridslysten, når hun havde sat sig noget i hovedet – så måske?
Og nu til noget helt andet – noget, som tilsyneladende intet har med motorbanen ved Hinge Sø at gøre – og så dog alligevel!
Klos op ad motorbanen – på dens nordside – lå – og ligger – et moseområde kaldet: Kåsmose – på egnens dialekt: Kåesmues! Mosen ligger omgivet af skov, men lige op ad skellet til naboen og derfor også lige op ad den daværende motorbane. Se kort!
Mosen – mosehullet, for det er nu i vore dage et stort, dybt vandhul! – tilhører Hingeballe Skovgård.
Under krigen – og i årene derefter – gravede man tørv alle steder, hvor der var tørvejord af rimelig kvalitet. Der var jo stor mangel på brændsel. En lokal entreprenør – Arne Hjort – fik øje på Kåsmosen, og efter han havde forvisset sig om tørvens fine kvalitet – og fået lavet en aftale med min far - gik han i gang med produktionen, som derefter fortsatte i en del år – i sommerperioden! – indtil al tørvejord var bortgravet, og det store udgravede vandfyldte mosehul lå forladt tilbage!
Jeg mener ikke, de kom i gang under krigen, men sikkert lige efter – måske 1946? Og dog! – noget siger mig, at motorbanen var etableret, før tørveproduktionen gik i gang, så det er nok snarere 1947 – 48!
En 8 – 10 mand var direkte beskæftiget med det hårde arbejde med tørveproduktion. En 2 – 3 personer stod nede i tørvegraven, hvor de skovlede tørvejorden op i transportøren, der førte materialet op til ”æltemaskinen”. Dette ret voldsomme monstrum af en maskine var næsten at sammenligne med en gammeldags kødhakker – altså råvaren ind i maskinen i den ene ende, og efter en bearbejdning blev det så via en snegl sendt ud ad den anden ende – ikke som en rund pølse, men en mere affladet én af slagsen.
For enden af ”kødhakkeren” stod et par mænd – den ene skulle afskære ”pølsen” i bestemte længder og derefter lægge stykkerne over på en lille lav vogn uden sider. Den anden skulle med et specielt redskab – nærmest en greb med 4 grene – opdele de enkelte stykker i 5 dele af tørve-størrelse. Det var de ret gode til!
Der arbejdes i Kåsmosen
Der skulle tørvene så ligge til tørring indtil de var så tørre, at de kunne vendes og senere stables i nogle pyramideformede stakke med et bestemt antal tørv i hver stak. Jeg husker ikke tallet, men 100 er sikkert et godt bud?
Jobbet med at vende og stable tørvene var kvinde- og børnearbejde, og mange af egnens arbejdsmands- og husmandskoner – ikke gårdmandskoner! – uha nej! – havde et hårdt og opslidende job der – til en sandsynligvis ringe betaling. Det var akkordarbejde – og det tror jeg for øvrigt også meget af det øvrige arbejde i mosen var!
Der skulle bruges ret store arealer til læggeplads. Et mindre område – tilhørende Hingeballe Skovgård – på vel en td. land, der lå vest for mosen og umiddelbart op ad denne, blev inddraget, men det var slet ikke tilstrækkeligt. Derfor – og nu kommer forbindelsen til motorbanen! – måtte man se om man evt. kunne få en aftale med løbs-arrangørerne – altså KOM – om leje af en del af motorbane-arealet.
En lejeaftale kom i stand, og hele midtarealet – altså området inden for selve baneringen blev derefter benyttet som læggeplads for tørvene fra Kåsmosen i de 3 – 4 år, som tørvegravningen stod på!
Hvor mange tørv blev der så lavet i disse 3 – 4 år? Jeg har ingen tal på det, og overhovedet intet er nedskrevet og gemt omkring tørvearbejdet dernede i mosen. Hvad jeg her har beskrevet i denne lille beretning, er udelukkende, hvad jeg selv husker – og jeg var jo godt nok kun et lille uskyldigt blålys fra landet – dengang i 40-erne!
Men omkring antallet af tørv er der dog lidt mere gemt inde i min hukommelse. Jeg husker nemlig, at hen midt på sommeren – måske sidst i juni – omkring St. Hans(?) – afholdt man hvert år million-fest – altså man fejrede, at man der ved midsommertid havde rundet dette magiske store tal.
Denne fest lagde mine forældre som regel matrikel til, og da der virkelig var somre dengang – med bagende sol og varme – foregik det almindeligvis som en meget animeret havefest, hvor entreprenøren afholdt alle udgifter. Derfor blev der drukket tæt og virkeligt gået til den – med øl og sprut i rigelige mængder.
Det var en voldsom begivenhed – og det var selvfølgeligt ikke særlig morsomt for et barn at være vidne til alt det drikkeri – og hvad deraf fulgte!. Vi var vel nærmest skrækslagne, så når begivenheden har sat sig fast i hukommelsen, hænger det selvfølgeligt sammen med det groteske – set med barneøjne!
Men med hensyn til antallet af tørv må det jo så betyde, at man fra forår til midsommer har fået lavet én million tørv! Men kan det nu passe? – det er jo en ordentlig slat!
Vi prøver derfor at lave en lille simpel beregning. Hvis vi nu antager, at man er startet i mosen i begyndelsen af april. Det var jo vigtigt at komme i gang så tidligt som muligt på året, så man kunne udnytte den forholdsvis regnfattige periode i foråret og forsommeren til tørring af tørvene.
Hvis vi samtidig antager, at den flade tørvevogn, de benyttede, kunne læsses med 200 ”pølse”stykker, der hver gav 5 tørv – altså 1000 tørv pr. læs! – og det er slet ikke usandsynligt – og måske for lavt sat?
Nå, men hvor mange læs kunne de så køre ud på læggepladsen hver dag?
De kørte med (mindst) 2 tørvevogne, så 25 læs pr. dag er et udmærket gæt. Og hvis vi nu lægger os på det tal, får vi altså produceret 25.000 tørv pr. dag – og dermed skal vi bruge 40 arbejdsdage for at nå millionen!
Dengang arbejdede man også om lørdagen – i hvert fald til middag? – men hvis vi nu ser bort fra den halve arbejdsdag om lørdagen – den kunne jo gå til driftsstop, når maskiner skulle flyttes m.v. - og derfor kun regner med 5 arbejdsdage pr. uge, passer det jo alligevel meget fint med million-fest der hen sidst i juni!
De nåede sandsynligvis at producere en million mere i den resterende del af sommeren, så et par millioner pr. sæson i en 3 – 4 år(?) giver en samlet produktion på vel en 7 -8 millioner tørv i den tid tørvegravningen i Kåsmosen fandt sted.
Om det så er mange eller få? – ja, det har jeg ingen rigtig fornemmelse af!