Musikken blev hans skæbne! – jo, det ligner noget, som W.C.Field kunne have sagt, men det er i virkeligheden mig selv, jeg tænker på med denne overskrift – for ikke bare min barndom var stærkt præget af spilleriet (beskrevet under punktet: Hinge Søbad), men også i mit senere voksenliv blev musikken i perioder temmelig dominerende! – ja, måske ind imellem så meget, at den kom til at blokere for andre vigtigere – og mere fornuftige – gøremål og ting!

Men ét er helt sikkert! Jeg fik gennem min musik mange spændende og interessante bekendtskaber. Jeg mødte – og kom til at kende – en stor flok af gode kolleger, som jeg sandsynligvis ikke havde truffet, hvis det ikke lige havde været for det med musikken. Der var mange dygtige imellem – også mindre dygtige! – men alle var de gode bekendtskaber på hver sin måde. Det meste af det mindes jeg med stor glæde!

Nå, men nu vil jeg prøve at skrive noget om, hvordan det gik med mig og musikken i min videre voksne tilværelse – måske en 10 – 20 år frem i tiden? – vi får se, hvad det ender med?


Et mislykket projekt

Dengang i mine helt unge år (1952 – 53), da jeg blev smidt ud fra al videre spilleri på Hinge Søbad, kom det ikke blot som et chok for mig selv, men også mine forældre blev naturligvis meget berørte over det skete. Især min mor, som vistnok havde ”store” ambitioner med hensyn til min videre fremfærd indenfor musikken? Derfor undersøgte de alle muligheder for, hvordan jeg nu kunne fortsætte min musikundervisning et andet sted?
Heldigvis var der en ung musiker i Kjellerup, som var i gang med en uddannelse på musikkonservatoriet i Århus, men stadigvæk på det tidspunkt boede hjemme. Han hed Kaj Frederiksen, og hans hovedinstrument var klarinetten – med violin som bi-instrument. Han var villig til at tage mig som elev, men kun på klarinet, hvilket mine forældre ikke var helt tilfredse med, men de accepterede dog.

Kaj var utrolig dygtig og meget ambitiøs, og han endte da også lynhurtigt efter sin færdiguddannelse med at blive fastansat i Det kgl. Kapel.
Han var også lidt af et kunstnerisk multitalent. Foruden musikken dyrkede han også maleriet, og der var han lige så overbevisende som på sit musikinstrument. I forældrenes nye hus på Tværgade i Kjellerup havde han sit øverum/lejlighed nede i kælderen, der dog lå halvvejs over gadeniveau og derfor var lys og venlig. Der i dette hyggelige lokale, hvor jeg kom en gang om ugen til min musiktime, stod der også et staffeli, hvor Kaj altid var i gang med et eller andet billede – gerne en opstilling eller et portræt. Jeg var bestemt meget imponeret over hans evner indenfor såvel musikken som maleriet!

Han viste sig også – skønt han vel kun var en 18 – 19 år – at være en dygtig og inspirerende musiklærer. Han krævede meget, og gik meget op i detaljer. Jeg havde stor respekt for ham, og hvis det ind imellem hændte, at jeg ikke havde fået øvet tilstrækkeligt, var jeg ikke helt tryg ved at møde op, for han afslørede hurtigt mit manglende hjemmearbejde, og så var han ikke i det muntre hjørne!
Men ellers havde vi det godt sammen, og jeg var også meget glad for at komme der. Jeg lærte utroligt meget i det korte tidsrum, jeg gik til spil hos Kaj. Jeg havde jo i virkeligheden aldrig tidligere rigtigt fået undervisning på klarinetten, men nu blev der taget fat for alvor – både med teknik og tone. Han bestemte hurtigt, at jeg skulle forberede mig til optagelses-prøve på musikkonservatoriet, og derfor blev jeg sat i gang med at indøve Mozarts klarinetkoncert, og den blev virkeligt terpet godt og grundigt igennem, skal jeg love for!
En vigtig ting, som Kaj Frederiksen gjorde meget ud af, var at få fortalt en forvirret og meget umoden teenager, der kun havde pop, piger – og jeg ved ikke hvad? – i hovedet, at der er noget, der hedder kvalitet indenfor musikken. Han kunne ikke fordrage den lette popmusik, selv om han i sin studietid selv måtte udføre denne i forskellige sammenhænge, for at skrabe penge sammen til at leve for. Det fik vi skam mange, lange diskussioner ud af!

Efter knapt et år stoppede det hele desværre pludseligt, for Kaj havde fået job som musiker på en natklub i Århus (restaurant Syveren!). Derfor måtte han nødvendigvis flytte derud, og så var det slut med at gå til undervisning i Kjellerup – og dermed stoppede også min videre færd mod konservatoriet, og alt det der!

Nå, men jeg tog det vel ikke så tungt – jeg havde nok aldrig rigtig selv troet på og heller ikke engageret mig 100% i projektet? Jeg var slet ikke moden nok og klar til at gå den vej! Mit udviklingstrin indenfor musik haltede på det tidspunkt mange år efter mit eksakte alderstrin! – og det gør det vel fortsat?


I gang med dansemusikken

Efter min musikundervisning hos Kaj Frederiksen har jeg ikke siden modtaget nogen form for undervisning i instrument-spil af betydning, men jeg havde jo dog i årene hos hr. og fru Bjerregaard – og efterfølgende hos Kaj – fået lagt et absolut brugbart fundament. Jeg var blevet nogenlunde god på mine instrumenter – violin og klarinet – og jeg var blevet en rimelig "stærk" nodelæser – joh da!
Men hvad skulle jeg nu med det, jeg kunne? Kunne jeg mon bruge det til noget? – og hvad havde jeg egentligt lyst til?

Jamen, jeg havde lyst til at komme ud at spille til fest og dans. Jeg havde jo altid beundret de der spillemænd, der en 3 – 4 stykker spillede rundt omkring til de fester, som vi børn også med mellemrum kom med til. Disse musikere spillede lettere underholdningsmusik og dansemusik i form af døgnets melodier. Nogen af grupperne var ret professionelle – bestående af dygtige musikere, der beherskede deres instrumenter på et rimeligt højt niveau. Jo, dem beundrede jeg, og jeg prøvede også på at aflure dem deres finesser og metoder.

Hvis man skulle i gang med noget i den stil, skulle man jo have fat i nogle habile, ædruelige musikere, der helst ikke skulle være meget ældre end én selv, og som kunne læse noder. Jo, for den gang spillede man alting efter noder – også dansemusikken!
Det var selvfølgeligt også vigtigt med instrumenterne. En typisk 4-mands gruppe skulle dengang helst bestå af violin, klaver, trompet og trommer. Vi er jo stadigvæk nede midt i 50-erne, og da så en standard besætning således ud, men der skulle jo ikke gå mange år, før der blev lavet grundigt om på dette!

Hvis man så fik samlet nogle musikere – og måske fik øvet lidt? – skulle man jo også ud og spille – have skaffet nogle engagementer – men pudsigt nok var det det mindste problem. Der var nok af spillemuligheder dengang – nej, det sværeste af alt var at finde en klaverspiller til orkestret! Dem var der ikke mange af på markedet – og dem , der fandtes, var naturligvis ret efterspurgte og derfor ret håbløse at få fat på.
Dengang man startede i gamet, var det ikke altid med en fasttømret orkesterbesætning – nej, sådan fungerede det slet ikke! Der kunne være stor udskiftning fra gang til gang – især på grund af det med pianisten! Men i virkeligheden var det også ret almindeligt, at musikerne spillede ”på løst” – som man sagde – så det kom an på, hvem man nu lige kunne få fat på til den pågældende dato.

Det kunne let blive noget være rod. Jeg mindes endnu en jul, hvor jeg havde fået skrabet engagementer sammen til næsten alle juledagene, men hvor jeg (og ikke mindst min mor – hun kunne være ret effektiv!) måtte starte hver morgen forfra med at finde en ny klaverspiller til den kommende aften. Det var helt vanvittigt!

Første gang, jeg kom ind i en mere fasttømret sammenhæng, var med et engagement på et dansested i Bjerringbro, hvor den helt unge pianist, Kaj Petersen fra Tange, var ”kapelme-ster”. Ham kendte jeg godt i forvejen, for jeg havde haft fat i ham et par gange til nogle ”løse” engagementer. Jeg husker ikke lige, hvordan forbindelsen til ham var blevet etableret?
Nå, men i vinteren 1954 – 55 blev jeg så – sammen med en saxofonist fra Kjellerup (Åge Mortensen!) – hyret til spille til dans hver lørdag på Hotel Gudenå i Bjerringbro. Trioen bestod af Kaj på klaver og harmonika, Åge på es-sax og mig på violin, klarinet og es-sax (jo, sådan én havde jeg også fået anskaffet mig!).

Jeg var altså kun en 15 – 16 år, da jeg fik mit første faste ”professionelle” musiker-job. Jeg var ret imponeret og syntes, det var sjovt og spændende. Der kom en masse mennesker – dansegulvet var fyldt med kønne piger – og værtens datter, som serverede, var den allerkønneste – nå, men i virkeligheden var det et møg-job for jeg brugte utroligt mange timer på det, og lønnen var uhyre beskeden.
Jeg tog hjemmefra midt eftermiddag på min knallert – læsset til med violin, klarinet og saxofon. Jeg kørte så til Kjellerup, hvor jeg halvvejs ude i Almtoft parkerede knallerten i kælderen hos nogle bekendte. Derefter gik jeg med min store oppakning hele den lange vej ned til jernbanestationen, som lå i den anden ende af byen.
Derfra tog jeg det følgende tog mod Rødkjærsbro, hvor jeg så måtte vente en times tid på et godstog, der kørte i retning mod Bjerringbro. Godstoget havde en personvogn påhængt, og der sad jeg nu i min videre færd frem mod næste destination.
For jeg skulle faktisk ikke køre med helt til Bjerrringbro, men allerede forlade godstransporten i Tange, hvor jeg blev afhentet af Kaj i bil, og sammen kørte vi derefter til vores spillested på Hotel Gudenå i Bjerringbro.

Det var en meget lang og besværlig tur. Hjemad var den anderledes – og hurtigere – for da blev jeg kørt til Kjellerup af Kaj i hans lille Fiat 500. Jeg tror, vi spillede fra kl. 20 til kl. 01 – med én indlagt pause – så inden jeg nåede hjem igen, var der nok gået mindst 12 timer. Det var en lang, sej hyre for beskedne 15 kr. – eller var det kun 10?
Jeg kom ikke senere i min musiker-tilværelse til at spille sammen med Kaj Petersen. Han var en rigtig dygtig klaverspil-ler, og han fortsatte sin musiker-karriere som pianist i diverse orkestre i 50 – 60-erne. Senere går han solo og begynder også at undervise i musik.

En stor pianist i svøb!

Efter min første sæson på Hotel Gudenå var tilendebragt, stod jeg så igen uden et fast spillested – og uden faste spille-kammesjukker.
Men hele tiden var man på udkig efter mulige emner – og især – som sagt – pianister! Under dette research-arbejde overværede jeg en aften en ”amatør-kabaret” – i Mausing forsamlingshus – tror jeg det var? – hvor amatører fra nær-området gav prøver på deres kunnen.

Det meste var naturligvis noget bras, men en dreng skilte sig fuldstændig ud fra den håbløse flok af dilletanter. Han sang og akkompagnerede sig selv på klaver. Han var klædt i dametøj og fremførte for fuld drøn ”Sådan var det ikke i halvfemserne” – og det gjorde han imponerende godt!
Han var kun 14 år – hed Walter Troelsen og var søn af bageren i Frederiksdal. Jeg fik hurtigt etableret kontakt til ham – eller rettere til hans forældre – for at forhøre mig, om muligheden for et sammenspil. De var ikke alt for begejstret på grund af hans unge alder, men det endte dog med, at det blev accepteret. Vi var så et par stykker, der tog ud til Frederiksdal nogle gange derefter for at øve med bagerens søn.
De var hyggelige mennesker – hr. og fru Troelsen – og deres unge, generte søn var – sin alder til trods – en fremragende klaverspiller. Indrømmet, hans musikalske evner lå allerede på dette tidspunkt et niveau – (eller to) – over vores, og det blev da heller ikke lang tid, vi fik fornøjelsen af at spille sammen med ham, men han var vel mere eller mindre vores pianist i mindst et par år?

I den periode var der flere forskellige helt unge musikere med inde i kortere eller længere tid. Som regel var vi kun en trio. Det betød Walter på klaver, mig på violin, klarinet og sax’en og så en 3. person på et blæseinstrument og/eller trommer – f.eks. husker jeg, at en hel ung knøs – Stanley Møller fra Kjellerup – var med nogle gange på sin ventilbasun – og vist nok også lidt trommespil? Denne Stanley vil vi komme til høre meget mere om senere hen i fortællingen.
Vi spillede nu igen meget på Hotel Gudenå i Bjerringbro – ja, det var næsten vores faste spillested. Der var ikke mange penge i det – selvom det var blevet bedre! – men det var et hyggeligt og rart sted at spille.

En aften på hotellet kom der en mand hen til os i pausen og præsenterede sig som musiker – trommeslager. Han hed Søren Petersen – i daglig tale kaldet SP – var en del ældre end os, og så var han fra Bjerringbro – og jeg mener for øvrigt – ved nærmere eftertanke! – at hans kone serverede på hotellet.
Han havde derfor flere gange hørt os spille og spurgte nu, om vi evt. kunne være interesseret i at få ham som fast trommeslager. Vi må jo åbenbart havde accepteret hans frieri, for han var derefter med i en lang periode som fast medlem af trioen. Måske lettede det hans optagelse, at han havde bil, og derfor kunne transportere os frem og tilbage, for det med transporten var stadigvæk et stort problem.
Nu blev det med et slag løst, og det var jo godt nok, men rent musikalsk var det vel ikke det bedste, for SP var ikke det største geni bag trommerne – absolut ikke! Men han var et flinkt og rart, piberygende menneske, og han var god til at skaffe kontakter, så han overtog næsten alt det med at skaffe engagementer etc.

Vi spillede vel godt et års tid på den måde, og vi kom skam mange andre steder end på Hotel Gudenå, selv om dette dansested blev ved med at være vores vigtigste spillested. Vores sammenspil stoppede nok først, da jeg skulle ind som soldat i 1959, hvilket jo desværre medførte, at alt civilt spilleri var udelukket for mit vedkommende i de 16 måneder, man dengang skulle springe rundt i kongens klæ’r!
Mens jeg spillede med Walter, blev vi for øvrigt medlemmer af DMF – Dansk Musiker Forbund. Dengang var det ikke bare en forening, man uden videre meldte sig ind i, hvis man var udøvende musiker. Nej, man skulle sandelig bestå en optagelsesprøve, hvor man viste, om man beherskede sit instrument og var en habil nodelæser. Først skulle man spille et forud indøvet nummer, og derefter et ukendt stykke, som man skulle spille direkte fra et udleveret nodeblad!
Og sandelig om vi ikke bestod i første ombæring – og med glans, tør jeg sige – men ok! – sværhedsgraden lå nok også på et rimelig tilgængeligt niveau!

Jeg kom aldrig til at spille med Walter igen, men denne dygtige og talentfulde pianist kom naturligvis – og fuldt fortjent – langt med sin musik. Han var under mit fravær kommet ind i et andet lokalt orkester, og der spillede han nu i et par år, hvorefter han dannede sit eget professionelle band, som han turnerede med i ind- og udland i de følgende mange år.
Jeg har ikke helt fulgt med i alle Walters gerninger gennem tiderne, men jeg ved dog, at på et tidspunkt stoppede han med musikken og blev munk i et buddhistisk kloster i Thailand – tror jeg det var? Efter en 8 – 10 år som munk vendte han i 2007 – som en lidt ældre herre på 65 – hjem til Danmark og bosatte sig i Århus.



En forvirret tid

Da jeg i starten af 1961 endelig blev sluppet fri af militærets favntag var verden helt forandret. Intet var som før – spille-kammeraterne var væk – kontakten til spillestederne var gået fløjten – og med selve musikken var der sket store ting. Populær-musikken var nemlig under stærk forvandling der i starten af 60-erne. Den gik i mange retninger, så det var temmelig svært at orientere sig.
Mens jeg var ved militæret, havde jeg f.eks. spillet med i et big-band-orkester, hvor der blev spillet noget meget rytmisk præget ”swing-musik”. Det var meget interessant og dengang noget helt nyt for mig!
Endvidere var det jo også tiden – der i starten af 60-erne – hvor rock’en og beat-musikken rullede ind over landet, og hvor mange ”pigtråds-bands” opstod lokalt og derefter efterhånden overtog en stor del af markedet.

Jo, det gærede og sydede virkeligt inden for genren, så hvad skulle man nu gribe til? I hvilken retning skulle man gå? – hvis man overhovedet skulle gå nogen steder? Det var ret svært at finde ud af, så jeg tog op til Alfred Christensen i Holstebro og købte en stor, brugt gulv-bas (kontrabas)! Der var et eller andet, der sagde mig, at den ville der blive brug for inden længe?
Jeg anede intet om bas-spil, men jeg prøvede at finde på noget, jeg mente passede til et par swing-numre, og så fik Maren-bas ellers kludene på og kom med ud og spille. Selvom jeg havde mistet min faste pianist, havde jeg dog stadig forbindelsen til SP, og han kunne altid skaffe engagementer. Der var så den gamle historie med at finde en brugbar klaverspiller, når et engagement stod for døren.

En aften på Hotel Gudenå havde jeg været så heldig at få fat i en super pianist – nemlig Jacob Overby fra Sejling. Jeg var jo en lille bitte smule – langt tilbage i generationerne – i familie med ham, og det havde vi meget fornøjelse af at snakke om!
Jacob var vel en 7 – 8 år ældre end mig, men vi gik utroligt godt i spænd, og skønt hans professionelle niveau lå lysår over mit, var han let at arbejde sammen med. Han var en lun og hyggelig fyr, der altid havde levet af sin musik – og han fortsatte sin professionelle karriere, indtil han i en forholdsvis ung alder blev alvorligt syg og døde nogle år senere.
Jeg havde selvfølgeligt også min bas med den aften på Hotel Gudenå, men Jacob var nok ikke helt tilfreds med min kunnen, for han anbefalede mig at få fat i et lille hæfte, der hed ”Moderne becifring”! I forvejen vidste jeg intet om akkorder og becifringer – overhovedet ikke – men jeg gik nu målbevidst i gang med at studere denne vigtige disciplin, og dermed blev en helt ny verden indenfor musikken pludseligt åbnet for mig.
Det blev en stor ”aha-oplevelse" – og blev det fundament, som jeg derefter kunne bygge mit bas-spil op omkring. Så tak for det, Jacob!

Men jagten på pianister fortsatte, så derfor lige en lille beretning mere fra den forvirrede tid i de allertidligste 60-ere.
Sidst på vinteren i 1961– må det have været – havde jeg en bestilling i Frederiksdal forsamlingshus til én eller anden fest – det kunne godt være en fastelavnsfest? Måske var SP med derude? – og jeg tror også føromtalte Stanley Møller fra Kjellerup var med på sit tudehorn og trommer? Han var nok en 17 – 18 år på det tidspunkt – og gik for øvrigt på gymnasiet i Viborg.
Men der skulle jo findes en klaverspiller, og der tror jeg, at Stanley bragte et muligt emne på banen. Stanley havde nemlig en jævnaldrende kammerat i Kjellerup – som også gik på gymnasiet i Viborg – og som spillede klaver. Han skulle – ifølge Stanley – være en ret ”underholdende” type, der nok kunne betjene et klaver til lidt mere end husbehov! Hans navn var Per Bjørn!

Nå, men vi tog chancen, og Stanley fik aftalt med Per, at han skulle tage med til Frederiksdal den pågældende aften. Jeg kendte ham jo ikke og vidste intet om hans spil – så jeg var lidt spændt på at høre hans tangent-arbejde – og kunne han mon læse noder?
Der var ikke noget med at øve forinden – det var lige på og hårdt! – men det var sådan set ikke usædvanligt – sådan foregik det tit dengang!
Jeg kom i god tid til Frederiksdal forsamlingshus – og førend de to fra Kjellerup, der efter aftale selv skulle sørge for transporten derud. Jeg fik mine instrumenter pakket ud og fik vel også stillet noget ”primitivt” højttaler-anlæg op? – og prøvede så lige, om alle tangenter virkede på forsamlingshusets sølle, gamle klaver. Det gjorde de naturligvis ikke! – og det var bare det sædvanlige med et klaver, der til dagligt stod i et koldt og fugtigt forsamlingshus.
Almindeligvis stemte et forsamlingshus-klaver heller ikke, og de tangenter, der evt. virkede, kunne være både tunge og seje at arbejde med – så det var ofte en blandet fornøjelse at blive anbragt ved sådan et monstrum – og samtidigt få noget musik ud af det!

Efter et stykke tid sker der noget – døren går op – og ind træder Stanley efterfulgt af en noget ”sydlandsk” udseende ung fyr med et meget kraftigt mørkt hår – og iført en kort, glat gråbrun vinterfrakke! – hvorunder han havde sin mørkebrune jernbane-fløjlsjakke!
Det var Per Bjørn fra Kjellerup, der her første gang gjorde sin entré i min verden – men det skulle senere blive efterfulgt af et utal af repriser!

Per gik op til det ”forstemte” klaver – tog sine becifrings-nodehæfter og tekster frem – og fortalte så, at han ikke spillede efter klavernoder i særlig grad – og for øvrigt helst spillede i D-dur! – og det demonstrerede han så ved at synge og spille ”Flickorna i Småland” – på svensk og i D-dur! Han gjorde det ganske udmærket, men D-dur? – det var jo sådan set den værste toneart, man kunne blive udsat for, når man spillede på B- og Eb-instrumenter –såsom klarinet og saxofon!
Nå, men hvordan vi så ellers kom igennem aftenen i Frederiksdal forsamlingshus – og om det mon blev en aften udelukkende i D-dur? – er ikke lagret i min hukommelse. Jeg husker kun disse indledende ting, der til gengæld må have sat sig dybe spor på min hukommelses indre bagvæg!


Den første kvartet

En forårsaften i maj 1961 gik jeg – som så ofte – en tur ned til Søbadet. Der var nok ikke andre gæster så tidligt på sæsonen, så Esther og Bech sad sikkert og hyggede sig med en kop kaffe og fjernsynet, og så kunne man jo altid ”kigge” med og få en snak!
Mens jeg sad der og drak min cola ringede telefonen, og der blev spurgt efter mig. Det var Stanley, der var i røret, og han fortalte, at han og Per Bjørn samt én for mig ukendt guitarspillende skorstensfejer-lærling fra Kjellerup – Jørn Klein hed han – lige nu sad og snakkede om at lave noget musik sammen, og så ville de lige høre, om jeg kunne være interesseret i at være med.
Jeg havde ikke brug for lang betænkningstid, men sagde ja med det samme. Vi aftalte så at mødes aftenen efter for at få tingene sat i system, og få øvet de første numre.
Instrumenteringen gav sig selv: Per på klaver, Jørn på guitar, Stanley på trommer og mig på bas, og så gik det ellers ud på, at vi skulle spille noget ”swing”-musik – centreret omkring evergreens – dog med enkelte numre fra tidens melodier! Der skulle fortrinsvis synges på engelsk – (jo, vi var nok lidt snobbede dengang!) – men der blev dog blødt noget op på et tidspunkt, og sange på modersmålet indgik efterhånden også i kvartettens repertoire.

Konceptet med klaver, guitar, bas og trommer var noget helt nyt i det midtjyske, og det gav hurtigt ”pote” i form af et hav af musik-bestillinger – næsten fra dag ét!
Men ok! – gruppen bestod jo af 4 ”smukke unge mennesker”, så det hjalp sikkert også med til populariteten?
Kvartettens navn blev: Jørn Klein’s Kvartet, og vores første-sanger var helt afgjort Jørn, der præsenterede gruppen fint, når han – iført hvid skjorte, hvide bukser og mørk jakke – stod helt i front med guitaren om halsen og sang ind i mikrofonen med sin udmærkede sangstemme. Derudover havde Per sine sangnumre, og Stanley sang vel også et par numre? Jeg var som regel den tavse bassist!
Rytmegruppe med klaversoli og sang var altså udgangspunktet, men ”stilen” blev dog tit og ofte – ”krydret” med Jørn’s guitar-singler, Stanley’s numre på trombone, og mit klarinet og saxofon-spil.

Og så gik det ellers med fuld musik rundt i det midtjyske – til forsamlingshus-baller, kroballer, privatfester etc. – i godt og vel 1 år – en kort, men hektisk periode!
Det var jo i midnats-ballernes tid, så arrangementerne, vi spillede til, kunne være både langvarige og opslidende. Et midnatsbal startede typisk kl. 23 og sluttede så ved 4- 5-tiden om morgenen, men hyren talte altid – ifølge musikforeningens regler – fra kl. 20, så et sådant arrangement kunne være ret indbringende, men naturligvis hårdt!
Det med, at vi fik betaling fra kl. 20, irriterede arrangørerne, så de forsøgte at udnytte orkestret i timerne inden kl. 23 på én eller anden måde, så når vi f.eks. fik en bestilling til et midnatsbal i Foulum forsamlingshus, kunne vi være sikre på, at vi skulle starte arrangementet med at spille til børnebal fra kl. 20 til kl. 22.30 – ak ja - men vi var jo unge og stærke etc.!

Med hensyn til midnatsballer husker jeg en hel ekstrem situation engang, hvor vi spillede på Knudstrup kro til et ganske normalt krobal fra kl. 20 til 01, men hen mod slutningen på ballet blev vi kontaktet af nogle folk fra Lysgård, der fortalte, at musikken til deres midnatsbal ikke var dukket op, og om vi ikke kunne fortsætte derude, når vi var færdige på kroen? Joh, hvorfor ikke? – så det gjorde vi da bare!
Knudstrup kro var for øvrigt et af vore faste spillesteder. Det var et godt sted at komme, fordi der kom mange mennesker, og så sluttede ballet altid kl. 01. Til gengæld kom folk først ved 22.30-tiden, så vi havde altid et par timer i fred og ro, inden vi startede med at spille.
Den gamle hyggelige krovært sad som regel inde i én af krostuerne og spillede kort med sine kammesjukker, men en aften manglede de en fjerdemand, og så blev vi spurgt om vi kunne levere en whist-spiller? Jeg ved ikke, om vi trak lod om tjansen – eller om Stanley uselvisk og uden videre påtog sig opgaven? – men han tog i hvert fald ophold i krostuen et par timer og vendte først tilbage et godt stykke tid efter, at ballet var begyndt! Jo, joh, alting var skam mere afslappet dengang i de fjerne tider!

Et stort og tungt problem, som vi havde at slås med konstant, var Per’s instrument – klaveret! Nogle steder stod der et klaver, men mange af dem var i en så elendig forfatning, at de dårligt kunne bruges. Vi kendte jo efterhånden forholdene ude omkring, så vi vidste derfor, hvornår vi selv skulle medbringe de 250 kg dødvægt!
Når det var tilfældet, måtte vi en tur over Viborg, hvor der i kælderen til en villa i den vestlige del af byen stod et rimeligt godt klaver, som vi kunne leje for en aften. Det skulle så afhentes og køres ud til vores spillested, og senere på natten, når musikken var stoppet, skulle det bringes tilbage og placeres i kælderrummet. Rampen ned til kælderen var ret stejl, så både op- og nedkørsel af klaveret var et hårdt og besværligt nattejob!

Men både klaveret og vi skulle jo transporteres, så der måtte vi også på låne-leje-markedet. I staden Kjellerup, var der en pladesmed, der havde en ældre lukket folkevogns-rugbrød – med lastrum bagi og 2 sæder i førerhuset. Den havde vi mulighed for at leje, og det var også fint nok, men der var jo kun 2 sæder foran, så der sad vi så alle fire klemt sammen – ja, en overgang var vi 5, for vi havde – i en meget kort periode - fået en sangerinde med!
Bagi var der god plads til klaveret og vore instrumenter, men vognen var desværre ikke helt stabil. Den havde det med at sætte ud, og så måtte vi om til motoren, der sad helt omme bagtil, og manipulere med karburatoren, for at få gang i mekanikken igen.>br />
Når vi så omsider nåede frem til vores spillested – og det kunne jo være midtvinter med sne og frost – skulle de 250 kg bakses ud ad bilen, ind i lokalet og måske op over en høj scenekant. Vore egne instrumenter skulle også bæres ind, stilles op og akklimatiseres, og der skulle tages nogle forholdsregler med hensyn til elektriciteten. Visse steder var der endnu 110 volts jævnspænding, og der måtte vi medbringe en omformer, der så stod ude bag scenen og larmede den hele aften!
Der kunne også være problemer med Jørn’s guitarforstærker. Den havde det med at støje utilsigtet, og derfor måtte han ofte ud ad vinduet med en ledning og et søm, som han bankede i jorden, og det var ikke altid helt let, når jorden var frossen. Han fastgjorde så ledningen til sømmet, og det gav en jordforbindelse, der tog den værste del af støjen – resten måtte så ”drukne” i den almindelige larm, når musikken spillede. Sådan var det!

I 15 hektiske måneder spillede musikken på høje omdrejninger, men d. 1.september 1962 var det slut. Jørn var færdig-udlært og flyttede til Holstebro, Stanley skulle ind som soldat, og jeg skulle starte på en skole i Støvring – så vi blev spredt for alle vinde og havde ikke mulighed for at fortsætte.
Men det havde været en sjov tid – og vi havde da også tjent lidt håndmønt på foretagenet. Jeg havde købt mig en 5 år gammel bil – en blå Taunus 15 varevogn på papegøjeplader. Dvs. en varevogn, der havde bagsæde, men til gengæld ingen sideruder bagtil. Man betalte så kun halv registrerings-afgift, men et krav var, at mit navn desværre skulle stå med store typer på bagklappen, og det var måske ikke det mest smarte at køre rundt i landskabet med sit åbne visitkort placeret bag på bilen!
Jeg fik først og fremmest bilen for at kunne transportere mine musikinstrumenter, men også fordi jeg skulle starte på højskole i Askov den 1. november 1961 og samtidig ville fortsætte mit spilleri med kvartetten. Jeg kørte så hjem hver lørdag og tog ud at spille med gutterne og returnerede søndag aften til Askov.

Dette halve års ophold på Askov Højskole er nok noget af det bedste, der er sket i mit liv. Jeg var utroligt glad for at være der – lærte meget og fandt ud af en masse ting om mit liv – og livet i almindelighed, men det er jo en hel anden historie, og den skal ikke lige fortælles her!
Jeg kom aldrig til at spille med Jørn og Stanley igen, hvorimod Per skulle komme til at krydse mine musik-veje igen inden så længe – men derom lidt senere i fortællingen!
Jørn blev skorstensfejer-mester i Holstebro og boede der i mange år, indtil hans alt for tidlige død for en tre-fire år siden. Stanley fik en karriere inden for militæret og gjorde tjeneste i Skive, hvor han stadigvæk bor. Jeg har aldrig helt mistet forbindelsen med mine gamle spillekammerater, og især på vores lidt ældre dage er kontakten blevet udbygget.


Den anden kvartet

Da jeg tog på skole i Støvring i efteråret 1962, var det som forberedelse til at komme ind på et seminarium. Jeg havde omsider fået mig taget sammen til at komme i gang med en uddannelse – og jeg bestemte mig for at læse til lærer. Man skulle til en optagelsesprøve på seminariet, hvis man ikke havde en studentereksamen, og jeg valgte så at forberede mig til prøven under et 9 mdr’s ophold på Støvring Højskole.

Det viste sig at være et effektivt sted, hvis man skulle have forberedt et pensum, for man blev stort set afskåret fra kontakt med det pulserende liv uden for murene! Det var et meget lukket sted at komme til – med så mange forbud og restriktioner, at man tror, det er løgn – det føltes næsten som at komme i et kloster.
Man måtte ikke forlade stedet efter kl. 20 om aftenen, og der var kun fri-weekend hver 3. lørdag/søndag. Der blev holdt meget stærk kontrol med, at reglementet blev overholdt, så derfor var vi også på nippet til at blive smidt ud, da vi en lørdag aften havde sneget os ned på kroen, og blev snuppet, da vi vendte tilbage!

Oplevelsen var i starten ved at slå benene væk under mig. Jeg var jo vant til den frie tilværelse, og på baggrund af mit tidligere ophold på Askov, hvor der var frihed under ansvar, var det en slem omvæltning. Jeg var de første uger tæt på at forlade stedet permanent, men holdt ud og blev efterhånden også glad for at være der – under forstander Grosbøl’s milde åsyn! – og jeg nåede skam det, jeg kom efter, og blev i juni 1963 optaget på Silkeborg Seminarium.

Jeg havde ikke gået lang tid på seminariet, før jeg fandt ud af, at der var nogle studerende, der var i gang med at starte et band op. Jeg gjorde diskret opmærksomt på, at jeg var interesseret. Fortalte dem, at jeg spillede bas og visse andre instrumenter, men de havde godt nok allerede en bassist – det de manglede var en klaverspiller – (klaverspiller! – der var den igen!).
Nå, men de var dog villige til at ændre på instrumenteringen – én af dem spillede lidt klaver – så muligvis kunne han flyttes dertil. Efter en ”optagelsesprøve”, hvor jeg skulle demonstrere mit basspil, var vi klar til at starte op. Vi manglede dog lige en trommeslager, så ham måtte vi i byen for at finde.
Orkestrets navn blev ”College Band”, og medlemmerne var Hans Holm Olesen på klaver, Peter Pallesen på tenor-sax, trommeslageren husker jeg ikke navnet på – men han var i lære hos Thorkild Knap på Østergade i Silkeborg – og så var der mig på bas og div. instrumenter. Vi fik øvet lidt, og så tog vi ellers ud at spille.

Hans Holm – som jeg gik i klasse med – og Peter Pallesen - der gik en klasse over - kendte vist nok hinanden i forvejen? – de kom i hvert fald fra samme lokalitet – nemlig Sevel på Skive-kanten. Hans Holm er jo senere blevet landskendt gennem sin musik og pædagogik, og Peter Pallesen var i mange år skoleinspektør på Ungdomsskolen i Silkeborg.
Det blev dog ikke til et længere forløb med ”College Band”, og årsagen til, at det gik i sig selv efter forholdsvis kort tid – og ikke mindst måden det skete på – er jeg med garanti ikke særlig stolt af!
Jeg var sikkert ikke alt for tilfreds med bandets musikalske udfoldelser. Derfor var jeg også hele tiden på udkig efter andre muligheder – og så spillede jeg jo stadigvæk lidt på løst med min gamle spille-kammerat fra Kjellerup – Per Bjørn.
Dette spilleri med Per begyndte efterhånden at gå i retning af et mere fasttømret sammenspil. En trommeslager fra Grauballe – Freddy Niebuhr – trådte ind på scenen, og han var helt med på idéen om et nyt band. Derefter præsenterede Per en meget ung guitar-spillende fyr fra Kjellerup – Søren Kloster hed han – og så var det hele næsten sat på skinner!
Men der var bare lige det, at jeg jo stadigvæk spillede med ”College Band” – og desværre ikke havde fået meddelt dem, at jeg var i gang med at etablere mig i en anden musik-gruppe. Måske fordi jeg var lidt usikker på, om det nye orkester virkeligt blev til noget? Man skulle jo nødigt skippe det, man havde, før man var sikker på noget andet!
Ja, sådan har jeg sikkert tænkt! – og så skete der jo det, som man kunne forvente, at jeg går hen og får en dobbelt-booking – at de to bands får en bestilling til samme dato! Det måtte jo ske! – og så var jeg pisket til at melde fra på en utrolig ubehagelig og lurvet måde! Det var ikke rart, men jeg var dog ikke i tvivl om, hvad jeg skulle vælge.

Jeg husker ikke, om de andre drenge fra ”College Band” fortsatte deres spilleri efter min udtræden, men mit sidespring fik heldigvis ikke nogen varige følger for mit daglige samarbejde med Hans Holm. Han og kæresten – Kirsten – fik mig senere ”lokket” til at gå med på et liniefagshold i musik – der manglede lige én for at nå de 6 personer, der var minium for et liniefag – og der hyggede vi os så de næste 2 - 3 år!


Den tredje kvartet

Tidligt på sommeren 1963 spillede jeg – sammen med Per og Freddy – til en sandsynligvis animeret studenterfest i Sjørslev Sognegård. Ved den lejlighed løb der en ung fyr – på vel en 16 – 17 år – rundt og tog billeder af festdeltagerne – fotografen var Søren Kloster fra Kjellerup.
Jeg havde aldrig før truffet denne vakse unge mand – og der var absolut heller intet, der ved denne lejlighed antydede, at jeg inden for den næste års tid, skulle komme til at spille i orkester sammen med ham.
Søren havde musikken i generne, idet hans far – Henry Kloster – selv var musiker – spillede klaver – og havde været aktiv i mange musikalske sammenhænge. Henry Kloster havde desuden en stor guld og sølvvare forretning i Kjellerup – Kloster Sølv – en forretning, som Søren senere kom til at overtage og føre videre i adskillige år.

Søren spillede guitar – ikke overbevisende i starten af vores orkester-samarbejde, men hurtigt blev han rigtig go’ – og så sang han bedre end de fleste! Han var også bandets yngste medlem – så rimeligt godt ud ( jo-jo-da!) – og da han så samtidigt var en åben og udadvendt person, var han den rette frontfigur til vores nye band, som derfor også fik navnet: Søren Klosters Kvartet.
Vores trommeslager – Freddy Niebuhr – kom fra Grauballe og var typograf på Silkeborg Avis. Per og jeg havde som sagt flere gange i 1962 – 63 spillet sammen med Freddy, og jeg tror, at vi oprindeligt havde mødt ham – og lært ham at kende – til dansant på Hinge Søbad? Der kunne man jo træffe på alle mulige mennesker – trommeslagere inklusive!

Vi var nu fire personer, der var enige om, at starte det nye band. Søren på guitar og sang, Per på klaver og sang, Freddy på trommer og sang – og som "the rosin in the hot-dog-end!” – som man sagde! – min ringhed på bas, sax, klarinet og violin – og så fik jeg for øvrigt vist nok også lov til at synge et par enkelte numre?
Det er svært at fastsætte en bestemt startdato for vores nye kvartet, men det må jo have været på et eller andet tidspunkt i vinteren 1963 – 64? – men fra da af gik den vilde jagt ud over stepperne i en lang, lang årrække i de nok så forkætrede, brølende 60-ere – og også et godt stykke ind i de mere afdæmpede 70-ere – med masser af musik-bestillinger – skæg og ballade – og et fantastisk godt kammeratskab!

Rent musikalsk var stilen – hvis man vel at mærke kan tale om en sådan? – blødt noget op med hensyn til pop-musikken – tidens populære melodier blev spillet – det var en simpel nødvendighed! – men inderst inde bankede ”vore hjerter” for swing-musikken – så den blev naturligvis stadigvæk dyrket og holdt ved lige!
For os var begrebet ”swing-musik” naturligvis forbundet med det rytmiske, og vi havde en hel klar indforstået fornemmel-se for, hvad der mentes med denne betegnelse. Rent teknisk forklares begrebet "swing" inden for musikkens verden vist nok som den måde, hvorpå ottendedels-noderne spilles? Se evt. en god beskrivelse her!.
Men for os dengang havde det ikke noget med den højere musik-teori at gøre – naturligvis ikke! Det var simpelthen en fælles "kollektiv fornemmelse", der "gennemsyrede" kvartetten, når det hele "swingede" og musikken bare kørte der ud af og ligesom blev løftet til et højere niveau!
Selvfølgeligt er det sådan, at det med, at musikken kan "swinge", er en lidt underlig uforklarlig størrelse? – men i virke-ligheden tror jeg, at al musik kan "swinge"? – og det beskriver i så fald én eller anden fælles fornemmelse – følelse – der kollektivt opstår mellem orkestrets medlemmer gennem deres fælles musikalske udfoldelse? Jo, noget i den retning? – det er i hvert fald den fornemmelse, jeg selv har følt i situationen!
Men halløj-sa-da! – det var godt nok en noget "langhåret" beskri-velse! – når nu den simple og enkle forklaring blot er, at det er og bliver noget, der sker inde i hovedet på folk. – færdig punktum!

I en 3 – 4 år fortsatte vi med den oprindelige bestykning med klaver og gulv-bas. Maren-bas fyldte jo godt op i landskabet, så det gav også lidt problemer med transporten. Hun kunne faktisk godt ligge inde i min Taunus 15, men så var der fyldt så meget op , at der næsten ikke kunne være andre personer med, og det var ind imellem nødvendigt, selvom alle 4 orkester-medlemmer almindeligvis selv sørgede for deres egen transport.
Jeg fik derfor anskaffet en tagbagagebærer til bilen, og det blev nu det faste tilholdssted for Maren. Selvfølgeligt havde hun overfrakke på – og selvfølgeligt blev hun surret forsvarligt fast deroppe!
Men ak! – en gang gik det alligevel grueligt galt – én eller anden klovn havde nok sjusket med fastgørelsen – så en mørk vinternat med storm, sne og kulde røg hun af, og i faldet bræk-kede hun desværre halsen! En forfærdelig og tragisk ulykke, men heldigvis kunne de lappe hende sammen igen hos Alfred Christensen, så hun blev næsten ligeså god som før! – men en slem forskrækkelse var det – uha-da-da!

I 67 eller 68 sker der en mindre revolution med hensyn til instrumenteringen i bandet. Per anskaffer sig et Hammond-orgel – en P100 – Hammonds transportable udgave af deres meget berømte orgler med tonehjul, radiorør m.v. – der gav disse orgler denne helt specielle ”hammond-sound”, der var så eftertragtet i 60-erne og 70-erne – ja, og som stadigvæk finder anvendelse i nutidens rockbands.
Dette fantastiske orgel fik dog først sin helt rigtige ”sound”, når det blev koblet sammen med en Leslie-box. En Leslie-box var almindeligvis et stort, tungt møbel – udført i én eller anden imiteret træsort – med gesvejsninger og møbel-lak. Inde i dette monstrum var der en meget kraftig rør-forstærker, og en – og det er det helt specielle – roterende bashøjttaler i bunden og en ditto diskant i toppen. Disse roterende enheder kunne køre i 2 hastigheder, som man kunne skifte imellem med en knap på orglet.

Leslie-boxen var en tung og u-handy indretning, der måtte 2 til at bære. Men det var alligevel ingenting imod P100-orglet, der var så enormt tungt, at det sikkert har givet varige skader på de to, der normalt havde tjansen med at løfte og bære. Jeg synes stadig, at jeg – så mange år efter – kan mærke nogen skævhed og ømhed i ryggen!
Og det mest forunderlige var, at disse to enorme musik-indretninger blev transporteret rundt i Pers lille Renault postbil. De kunne lige nøjagtigt – på én eller anden mystisk vis – være i vognen, og der blev de så sikkert liggende til de skulle i brug igen lørdagen efter – selvom han godt nok påstod, at de blev læsset af en gang imellem!

Men hvis man ellers ser bort fra det med slæbet, må man sige, at Hammond-orglet med tilhørende Leslie-box gav orkestrets ”sound” et sikkert tiltrængt ”pift” – og når dertil kom, at jeg ved samme lejlighed fik udskiftet min gulvbas med en basguitar – (en Höfner ”violin”-bas – også kaldet en Beatles-bas, idet Paul McCartney spillede på en sådan i de første beatles-år – se Wikipedia!) – er det forståeligt, at bandet fra da af fik et helt anderledes lydligt udtryk, der måske var noget kraftigere, men absolut ikke dårligere!

Heldigvis var midnatsballernes tid forbi – nu var det kun nytårsaften og -nat, hvor der stadigvæk blev spillet og danset til kl. 5 om morgenen – til gengæld var der så dobbelttakst denne aften, så det kunne være ret så indbringende.
Vi havde vores faste spillesteder, hvor vi kom jævnligt forbi. Det var først og fremmest de tre kroer i henholdsvis Knudstrup, Linå og Ans, men ellers må man sige, at vi kom mange forskellige steder – og vidt omkring. Lige fra Havndal Kro i nord til Fakkegrav Badehotel i syd – Hotel Ikast i vest og Århus Toldkammer i øst – og jobbene var meget forskellige.
Lørdag aften stod den måske på almindeligt, offentligt foreningsbal i Lemming forsamlingshus, og et par aftner senere kunne det så f.eks. være en ”stille og pæn” privat sølvbryllupsfest på Schous Hotel i Kjellerup.

Meget varieret – og derfor også stor forskel på den musik, der skulle diskes op med ved de forskellige lejligheder. Var det en fest, hvor der var ”suppe, steg og is” på programmet, skulle der selvfølgeligt spilles diner-musik under middagen – og her kom violinen i brug!
Vores standard repertoire inden for underholdningsmusik var godt nok ikke stort, men vi havde dog, så vi kunne klare en normal omgang middags-musik. Efter spisningen skulle der så spilles dansemusik.
Et forsamlingshus-bal var en mere enkel foreteelse – og i virkeligheden var det også langt lettere. Gæsterne kom jo først hen på aftenen, så der var altid tid til lidt afslappet hygge forinden. Måske fik vi der tiden til at gå med at ”klunse” om en omgang øl? – eller måske skulle der lige øves et par nye numre til danse-repertoiret?
Når så omsider de første balløver og -løvinder hen ad 21 – 22-tiden begyndte at indfinde sig, skulle vi i gang med musikken, og derefter var det bare lige på og hårdt, indtil pausen omkring kl. 24, hvor der måske blev serveret kaffe og en ostemad ude i baglokalet.
Klokken 02 nat var det slut. Så skulle der afregnes og fordeles – pakkes sammen og bæres ud – snakkes og tages afsked, hvorefter en kortere eller længere hjemtur ventede, så det kunne let blive hen ad morgenstunden, inden man lå under sin (egen!) dyne.

På et eller andet tidspunkt i midt-tresserne skulle klaverbokser Per ind som soldat. Jeg husker ikke lige, hvilket år det var – og jeg husker heller ikke, hvad der kom først: hans seminarie-ophold i Skive eller hans soldatertid i Århus? – men det var i hvert fald der midt i 60’erne engang!
Det var vel omkring et års tid, han sprang soldat – ved telegraf-tropperne mener jeg? – og det var jo ikke i Fjernøsten, han var udstationeret – men blot så tæt på som Århus! – og det udnyttede den unge mand ret så kækt, for skønt han kun med jævne mellemrum havde reglementeret lørdags-udgangstilladelse, tror jeg alligevel ikke han svigtede sit musiker-job én eneste gang? – så orkestret spillede skam lystigt – og uden aflysninger – videre, selvom et af dets medlemmer i princippet var indrulleret som menig soldat i det kongelige danske telegrafkompagni!

Hvordan det kunne lade sig gøre, ved jeg ikke? – kun husker jeg, at den vakse soldat en lørdag mødte op – ilde tilredt – og med slemme sår og rifter på hænder, arme og ben! – efter sigende på grund af uforsigtighed i omgang med noget hegn og pigtråd!

Og så lige en lille beretning om en tur på ”Cassiopeia!
I 1967 – 68 må det have været? – begyndte vi at spille meget på Hotel Ikast – en danserestaurant, der ikke eksisterer mere, men lå nede i nærheden af jernbanestationen i Ikast. Det var det hotteste dansested – der i slutningen af 60’erne, og der var altid fyldt med danseglade yngre mennesker.
Stedet var ejet af en hr. Larsen(?), der havde flere tilsvarende dansesteder rundt omkring i Midtjylland – i Randers, Århus og Herning, tror jeg? Det var endnu på det tidspunkt en god og populær business at drive danserestauranter med levende musik i form af et firemands orkester. Det var der stadigvæk penge i, men der skulle ikke gå mange år, før det skulle ændre sig!

Larsen var til stadighed interesseret i at finde og starte nye dansesteder og fik kig på et sjovt og forholdsvis nybygget stort rundt hus i Virklund ved Silkeborg. På stedet var der dengang en isenkram-forretning. Larsen køber huset og ombygger det til en vidunderlig og charmerende danserestaurant, som han kalder ”Cassiopeia”.
Nu er jeg lidt usikker, men jeg mener, det åbner i november 1969? – og nu kommer vi til det interessante i vores sammenhæng. Vi bliver nemlig – i kraft af, at vi er blevet lidt kendte i de ”larsenske” kredse – engageret til at spille til indvielsen og i den efterfølgende uge. Vi kunne desværre ikke påtage os et længere engagement på det tidspunkt, for vi havde jo alle 4 vores daglige job at passe. Restauranten var åbnet alle ugedage med musik og dans – undtagen mandag.

Den runde restaurant Cassiopeia – som ikke lignede noget andet indenfor genren, men var helt i sin egen stil – blev hurtigt et populært sted – og det var skønt at spille i de lækre omgivelser.
Bygningen var som sagt rund og i 3 niveauer. I under-etagen var der indgangsparti med garderobe og toiletter – og køkkenafdelingen var også beliggende der. Derfra førte så en stor bred trappe op til selve restauranten, som lå på det mellemste dæk.
Inde i midten var indrettet en stor bar, men ovenover og allerøverst – i noget, der lignede et tårnværelse – lå bar nr. 2 – som man kom til ad en lille vindeltrappe.
Alt var lækkert og behageligt indrettet – med palisander paneler på væggene, røde gardiner og tykke gulvtæpper overalt. Der var brugt rigtig mange penge på at ombygge og indrette stedet – ingen tvivl om det!

Vi kom til at spille på Cassiopeia igen – i sommeren 1970 – og denne gang i en længere periode. Hele juli måned spillede vi fast hver aften – undtagen mandag – og det var stadigvæk et populært sted. For de to af os, der i mellemtiden var blevet skolelærere, var der ikke de store problemer med at spille hver aften – vi havde jo sommerferie! Det var straks lidt værre med de to andre, der arbejdede i det private erhvervsliv, men de klarede det i fin stil! – og vi var alle glade og tilfredse med vores dejlige sommertur til Cassiopeia.

Desværre holdt dansestedet sig ikke oprejst i ret mange år. Det var jo der i starten af 70’, at det begyndte at knibe for de store traditionelle dansesteder med orkester og levende musik. Snart blev markedet domineret og overtaget af diskotekerne, og så var det farvel og tak til en lang æra med store dansesteder. Jeg tror, at Cassiopeia forsvandt allerede inden 70’erne var kommet nogenlunde i gang?
Den runde bygning ligger der stadig – derude i Virklund – nu indrettet som møbel-forretning! Og sådan forgår al verdens skønhed jo før eller siden – men gode minder har vi da – alle os, der dengang mødtes på Cassiopeia!

I de første 3 – 4 år af orkestrets levetid brugte vi en del tid på fester og socialt samvær uden for selve spilleriet. Vi tog i byen sammen – på restaurant f.eks. – endda tit og ofte – var med til hinandens private fester – og en mindeværdig gang tog vi sågar på en temmelig animeret og interimistisk telttur til Saxild Strand – uheldigvis var det under den store øl-strejke i 1965 – så der var kun tyske øl at få, men vi klarede os alligevel!
Det var også på den tur, at vi på keglebanen ved Rude Strandhotel mødte ”Heldig, heldig” og ”Heldig pral”– 2 storskrydende personer af hankøn, som vi blev temmelig fascineret af – især på grund af de ikke helt stuerene historier, som de uafladeligt diskede op med!
Jo, sjovt og fornøjeligt har det helt sikkert været – og det tætte sociale samvær gav os en masse minder, som vi nu kan sidde og tygge nostalgisk på!

Fra midten af 60’erne og frem kom der ”damer” ind i kredsen – og mere faste parforhold blev etableret – ja, vi indgik vel alle efterhånden i den hellige ægtestand med den udvalgte partner.
Det lagde naturligvis en dæmper på ungkarle-tilværelsens ulidelige lethed med dens fest og ballade, og i årene derefter blev vores samvær efterhånden indsnævret til udelukkende at dreje sig om orkester-samarbejdet og musikken!

Det gik der så en del år med – alt imens verden omkring os ændrede sig. Det begyndte at tynde ud i de mange kro- og forsamlingshus-baller – og dermed også i vores engagementer. Bestillingerne hang ikke længere på træerne, og aktiv indsats i form af en impresario – eller to – var efterhånden en nødvendighed. Da vi kom ind i 70-erne begyndte vi ligefrem at få en del fri-lørdage. På en måde fint nok, men alligevel lidt ildevarslende!
Vi var nok også kommet i vane med at tage alt for let på spilleriet – øve-aftner var efterhånden ikke eksisterende – jo, vi kørte helt og holdent på rutinen!
Måske var alle nok på daværende mere eller mindre trætte af tingenes tilstand. Vi havde jo spillet sammen i 10 år, men ingen havde nu kræfter – lyst eller energi – til at rette op på skuden – vi var på vej til at køre helt fast! Tiden var derfor nok kommet, hvor der skulle sættes punktum – lukkes og slukkes?

Men for mit vedkommende sker det desværre igen på en uheldig og lurvet måde. Jeg meldte simpelthen fra, da Søren en lørdag formiddag ringer og siger, at jeg er vel klar over, at der skal spilles pågældende lørdag aften. Det var jeg aldeles ikke klar over, så i min frustration meddeler jeg, at jeg pr. omgående stopper i orkestret!

Længere tids oparbejdet utilfredshed og manglende glæde ved musik-samarbejdet – eller mangel på samme – har sikkert ligget og luret inde i baghovedet et stykke tid, men min reaktion var naturligvis fuldstændig åndssvag – og nærmest utilgivelig! – men det er de barske kendsgerninger – sådan skete det! – i 1974 var det vel? – og efter 10 skægge, sjove, festlige år i den lettere musiks tjeneste!

Tak til Søren Klosters Kvartet for det lange samvær og alle minderne – som vi stadigvæk kan more os kongeligt over, når vi ind imellem mødes. For det gør vi jo! – og det er næsten det mest fantastiske, at vi – selv om der var knas i maskineriet, da vi gik fra hinanden – den dag i dag er de fineste venner, der selv her i vores mere modne stadium af livet holder kontakten ved lige!