Hinge Søbad!


Introduktion.

Hinge Søbad (se kort!) var i min barndom og ungdom (1940-erne – 1950-erne) et helt fantastisk sted – ikke mindst for os børn. Så langt, jeg nu husker tilbage, var søbadet vores faste tilholdssted hver eneste søndag i sommerhalvåret, men også på mange hverdage – både sommer og vinter – var vi tit og ofte på besøg dernede!
Hvorfor nu det? Ja, det var der flere årsager til!

For det første var der jo ikke i 1940-erne så mange tilbud til børn, som det er tilfældet i dag.

For det andet boede der et par vidunderlige mennesker på det smukke og dejlige sted! Set med nutidens øjne boede de sikkert under primitive og spartanske forhold, men der var fantastisk hyggeligt i deres lille trange lejlighed, og vi elskede at komme der.

For det tredje var Hinge Søbad vel det eneste sted i det midtjyske – bortset fra Silkeborg – hvor der var etableret en god offentlig badestrand – med tilhørende badebroer, udsprigs-vipper, bådudlejning og nogenlunde rent badevand! – og så ikke at forglemme det måske allervigtigste: en iskiosk med Rønbjerg is – uhm!

For det fjerde var stedet i kraft af de 2 beboere et sted, hvor der blev spillet og undervist i musik – og dette – og alt det andet ovenfor nævnte – skal vi høre meget mere om i det følgende.


Forhistorien.

Et skolehjem for drenge beliggende ved Kjellerup – Bøgildgård – havde engang i 20-erne bygget et bjælkehus ved bredden af Hinge Sø – det blev sandsynligvis brugt til lejrskole-arrangementer, ferier m.v. – men i 1932 blev bygningen udlejet til musikdirektør Bech Bjerregaard (1890 – 1970) fra Kjellerup, der senere i 1936 køber huset og grunden.

Bjerregaard havde en idé med stedet. Han var stærkt interesseret i idræt og især svømning, og hans tanke var at etablere et moderne søbad med alt, hvad dertil hørte, men arealet var for lille, så derfor opkøbte han et større jordtilliggende (4 – 5 tdr. land?) af naboen gdr. Jens Peter Rask i Hinge.

Bjælkehuset med pavillonen til venstre fotograferet i juli 2008. Serverings-pavillonen er halvvejs fjernet - det er kun ydervæggene, der står tilbage. Skjult bagtil lå privatlejligheden.
"Resterne" af Hinge Søbad fungerede som sommerhus, men senere på sommeren 2008 blev det hele fjernet - alle de gamle bygninger forsvandt - så det var åbenbart i sidste øjeblik, billedet blev taget! Her i 2009 er et nyt sommerhus-byggeri i gang på stedet.
Vinderlevholm anes i baggrunden til venstre.

I årene inden krigen får Bech indrettet sit søbadested på det nyopkøbte jordstykke og på badestedet bygger han også et lille charmerende kvadratisk bindingsværkshus, hvorfra han solgte is og slik til badegæsterne.

Det oprindelige bjælkehus bliver udvidet med en serverings-pavillon, og en meget lille privat lejlighed indrettes i en tilbygning i den vestlige ende, så der blev mulighed for overnatning i sommerhalvåret.

På bakkeskråningen ovenfor bjælkehuset får han bygget en stor åben danseestrade, og endvidere bygger han nogle feriehytter / sommerhuse lidt rundt omkring i terrænet.

Også en håndbold-/fodboldbane fik han anlagt, og i forbindelse dermed blev der rejst en kæmpe flagstang, hvor det store flag vajede højt fra toppen, når der om sommeren var idrætsstævner m.v.

Denne enorme flagstang kom engang under krigen til at indgå i nogle nytårsløjer, som vi drenge var medvirkende til – og det kunne meget vel have fået alvorlige følger for ejeren af søbadet.

En nytårsaften under krigen – det må vel have været i 1944 – skulle min bror (7 år) og jeg (5 år) sammen med Peder Hørup ("bette Peder”), som var tjenestekarl hos min far, på nytårshalløj hos de nærmeste naboer. Vi drenge var naturligvis ikke gamle nok til at gå alene, så derfor blev vi assisteret af Peder, som nok må have været en 16 – 17 år – sådan cirka?

Det var jo krigstider, så derfor var der ingen nytårsskyts at købe – og sandsynligvis heller ikke lovligt at bruge i disse krigsår?

Men det lod Peder sig ikke gå på af. Han havde et eller andet sted fået fat i noget karbid, og med dette kemikalium kunne han nu frembringe hjemmelavet skyts, der fuldt stod på højde med de kinesere og kanonslag, der under normale forhold ville blive skudt med sådan en nytårsaften?

Det var faktisk meget enkelt opbygget. Man skulle bruge en dåse med et aftageligt  låg, tændstikker og så noget karbid. Først skulle man lige lave et hul med et søm i bunden dåsen, og så var man ellers klar til det store knald!

Når der skulle affyres, hældte man lidt karbid i bunden af dåsen efterfulgt af en ordentlig klat spyt. Derefter trykkede man låget på – lagde dåsen på jorden med hullet opad – og idet man holdt dåsen fast med en fod, satte man en tændstik ned til hullet, hvorefter der lød et gevaldigt brag, og låget fløj en 10 – 15 m ud i omverdenen. Det var virkeligt et larmende nytårsskyts!

Med denne ammunition gik vi nu ud i vintermørket og ned til naboerne Anne og Marius Søndergaard, der havde en ejendom, der lå nabo til Hinge Søbad. Der fyrede Peder kanonen af et par gange, og da vi så forlod stedet, tog vi så deres store havelåge med. Den blev derefter med møje og besvær båret hen til Søbadet, hvor vi hejste den op i Bjerregaard’s store flagstang.

Ret så uskyldigt – og helt traditionelt nytårsløjer – men i løbet af natten skete der noget, som ikke var så godt! Et blæsevejr – måske ligefrem storm? – satte ind hen på morgenen, og det satte så meget gang i naboens havelåge i toppen af flagstangen, at den blev slynget over i nogle tyske telefontråde, der i krigsårene forløb klos op ad Bjerregaard’s flagstang. Måske havde vi ikke fået strammet og bundet flaglinen godt nok? – i hvert fald gik det galt – meget galt! – for forbindelsen blev afbrudt, og tråde faldt ned – og dagen efter sværmede det så med tyskere på Søbadet, og det var ikke så heldigt, for Bech var jo indblandet i nogle frihedskæmper-aktiviteter.

Det vidste vi faktisk godt, og vi vidste også, at der på stedet med jævne mellemrum blev opbevaret ting og sager, der havde med disse aktiviteter at gøre. Så vores ”uskyldige” nytårsløjer satte i virkeligheden Bjerregaard i en meget farlig situation, der kunne have fået temmelig alvorlige følger for ham, men heldigvis endte det hele godt, og tyskerne fik repareret og hængt trådene op igen, uden de fik nys om modstands-aktiviteterne på stedet!

Nå, men under krigen (1940 – 1945) blev Bech’s byggeaktiviteter naturligvis sat lidt ned i tempo, for andre vigtigere ting kom til. Som vi lige har hørt, blev han engageret i frihedskampen – og det endda vist nok i første geled! – og de forskellige huse / lokaler på Søbadet blev jævnligt benyttet som midlertidige depoter for de illegale engelske våben-nedkastninger. Det lyder utroligt, men vi drenge så faktisk flere gange med egne øjne, at disse ting lå opstablet i nogle af bygningerne dernede.

Disse våben-nedkastninger, der efterhånden blev ret så hyppige i de sidste krigsår, havde for øvrigt Styltbjerg (se kort!) som fixpunkt

Der var selvfølgeligt også travlhed i sommerperioden med at servicere alle de gæster, der i krigsårene besøgte Hinge Søbad, for netop i disse år – og i det hele taget 40-erne – var stedet utrolig velbesøgt og mål for mange udflugtsgæster fra nær og fjern.

Og så sker der jo også det, at ungkarlen Bech Bjerregaard i en alder af 54 år i 1944 bliver gift med den 29 år yngre Esther Jungbloot, der kom fra Almind – beliggende mellem Kjellerup og Viborg.

Her skal der lige fortælles en lille sjov historie. Vi børn fra nabolaget havde jo hurtigt vores gang nede på Søbadet, hvor vi interesseret fulgte med i alle Bjerregaards byggeprojekter og planer, og vi lyttede med store øren til hans mange historier. Hans fortællelyst var eminent, og vi var meget lydhøre. Det var simpelthen et godt sted at komme for os børn, og vi blev hurtigt fast inventar dernede. Vi var min storebror Knud og mig selv, naboens søn Berthel og så vores fætter Henning.

Så sker der det, at da Esther og Bech bliver gift en forårsdag(?) i 1944 holdt de naturligvis også en bryllupsfest med indbudte. Og de 4 indbudte til bryllupsmiddagen på Hinge Søbad var: Knud, Berthel, Henning og lille jeg! Jeg var kun 5 år, Knud var 7, Berthel 8 og Henning vel en 12 – 13 år.

Jeg husker det tydeligt den dag i dag, og det morer mig stadigt at tænke på denne usædvanlige begivenhed. Dengang fandt vi drenge det ikke spor mærkeligt, og jeg er også ganske sikker på, at det morede Esther og Bech at arrangere det. Det var helt i deres ånd! Jeg husker ikke noget om gaver? og hvad vi spiste? – ud over, at der naturligvis var masser af Rønbjerg is!

Hinge Søbad 1966 – bjælkehus og restaurant!


Det nygifte par slog sig nu permanent ned i de – mildest talt – minimalistiske omgivelser på Hinge Søbad!
Efter krigen og årene fremefter fortsætter Bjerre-
gaards byggeaktiviteter, men det karakteristiske er nu, at han ikke får færdiggjort sine projekter – f.eks. starter han på et stort tænkt byggeri af et frilufts-teater. Modsat almindelige amfiteatre, hvor tilskuerne sidder hævet i trappeform i forhold til scenen, skulle scenen i Bjerregaards teater bygges ind i skrænten og derved hæves op over tilskuerne, der så skulle placeres nedenfor skrænten.

Han får lavet scenen med orkestergraven nedenunder – støbt i jernbeton (han arbejdede meget i beton!) – men derefter går det hele i stå, og han kommer aldrig længere med projektet.
Mens han stadigvæk arbejdede hårdt med cement, sand og grus, havde han dog også tid til at fortælle i
dramatisk form om, hvad der ville komme til at foregå på den færdige frilufts-scene, og vi lyttede til hans visioner med den allerstørste interesse!

Men andre nye projekter startes op – f.eks. et stort bro- og vippeprojekt, hvor han støber to enorme beton-piller et godt stykke ude i vandet. De nåede vel en 3 meter op over vandet, og da dybden nok har været en 2 – 3 meter forstår man, at det var et stort byggeri, han der havde indledt, men heller ikke det får han bygget færdigt.

De to beton-piller kommer i mange, mange år derefter til at stå som et monument over Bjerregaards adskillige ufuldendte projekter. Med tiden kom de til at hælde mere og mere – og måske er de til sidst væltet helt omkuld? – og måske ligger de så på bunden af Hinge Sø den dag i dag?


Hans Peter Bech Bjerregaard.

Hvem var han? – og hvor kom han fra? Han fulde døbenavn var Hans Peter Bech Bjerregaard men selv kaldte han sig Bech Bjerregaard – og vi kaldte ham altid blot Bjerregaard.

Bech var ud af en meget kendt musik-familie med domicil i Kjellerup. Hans far var musikdirektør Ditlev Saugmann Bjerregaard (1852 – 1916), der etablerede musikforlag og musikforretning i Kjellerup, var udøvende musiker, underviser og ikke mindst komponist med hundredvis af udgivne kompositioner – især af spillemands- og dansemusik.

(Om Saugmann Bjerregaard og slægten Bjerregaard kan der læses mere i bogen: ”Fem gange Bjerregaard”, hvor 5 generationer af denne absolut interessante slægt beskrives. Se evt. også web-sitet om Saugmann Bjerregaards fond).

Bech og kusine Gerda ved min konfirmation den 12. april 1953

Alle 7 børn i musikdirektør-hjemmet i Kjellerup – 4 piger og 3 drenge – fik undervisning i musik, og flere af dem blev senere professionelle udøvende musikere, der i forskellige sammenhænge spillede og gav koncerter både her hjemme og i det store udland. Bech’s hovedinstrument var celloen, men også på trompet var han habil. I 20’erne turnerede han i ind og udland – gerne sammen med brødrene Jens og Hans, men også i mange andre orkester-sammenhænge.

I starten af 30’erne stopper han , og som nævnt lejer han bjælkehuset ved Hinge Sø i 1932 – for senere at købe det i 1936.

Han får nu anlagt den store offentlige badestrand med dertil hørende faciliteter, etableret restaurant med kaffe- og issalg – og alle de andre ting, som er nævnt ovenfor. Han kalder stedet Hinge Søbad.

Allerede sidst i 30-erne slår Bech sig permanent ned på stedet og bor der nu sommer som vinter. Esther Jungbloot kommer til i 1944, og sammen bor de nu i en længere årrække på Hinge Søbad – helt frem til 1966, hvor tingene nu har ændret sig så meget, at der ikke mere er grundlag for videre drift.

Så lukkes stedet, og de flytter hen i familieejendommen på Søndergade i Kjellerup, hvor Bech dør i 1970.

En stor del af søgrunden – inklusive badestedet – frasælges derefter til daværende Kjellerup kommune, der dermed påtager sig opgaven med at tilbyde en offentlig badestrand til kommunens beboere – en opgave, som de desværre ikke forvaltede særlig godt!

Esther efterlevede Bech i mange år og dør først i 2001. Esther og Bech Bjerregaard – som begge var utroligt glade for børn – fik ikke selv nogen børn!


En sommer-søndag ved Hinge Søbad i 1946.

Når man erindrer sig en sommer-søndag i barndomsårene, er det jo altid med høj sol og sommervarme.
Sådan var det jo sikkert ikke altid, men det er bare sådan man husker det.

Selvfølgeligt skulle man om eftermiddagen ned til Hinge Søbad, så lige så snart vi havde spist middagsmad (kl. 12.00) tog min storebror og jeg vore cykler og kørte de få hundrede meter gennem skoven ned til søbadet – måske med badebukserne i bagagebæreren.

Forinden havde vi dog undersøgt alle skuffer og gemmer for at evt. at finde nogle mønter, for vi skulle jo helst hver have mindst 15 øre med, så vi i hvert fald kunne købe en rund Rønbjerg jordbæris – som smagte helt fantastisk. Vi kunne få lang tid til at gå med at indtage denne runde rødlige delikatesse. Ikke noget med ”sluge” den i en fart – nej, nydelsen af denne lækkerbisken skulle trækkes i langdrag.

Men måske var vores far i spenderbukserne og gav os hver en 25 øre, og dermed var vi så ”rige”, at vi kunne købe en firkantet nougatis – fint indpakket i sølvpapir – og så kunne man næsten heller ikke opnå en større nydelse! Jeg ser endnu for mig denne fantastiske flødeis, hvor nougaten ligefrem drev ud af. Tilsvarende is finder man desværre ikke nu om dage!

For øvrigt var min bror og jeg hele tiden på jagt efter penge. Lommepenge var der ikke noget, der hed for os dengang. Vi måtte pænt bede om lidt småmønt, når det var søndag, eller når vi med mellemrum gerne ville en tur i biografen i Kjellerup – en billet her kostede 50 øre.

Ind imellem kunne vi være heldige i vores penge-opsøgning, for når der f.eks. havde været kortspil aftenen forinden, var der nemlig stor sandsynlighed for at finde tabte mønter under bordet. Det kunne være ret så indbringende!

Nå, men tilbage til turen mod søbadet. Vi kørte stærkt ned gennem skoven, men vores cykler var jo ikke de allerbedste og sikreste – det var jo lige efter krigen! – så engang gik det desværre meget galt for min storebror. Hans kæde hoppede af, og derfor kunne han ikke bremse, hvilket medførte, at han fortsatte ud over skrænten ved søbadet, hvor der dengang af uransagelige grunde var opsat et pigtrådshegn. Det ramte ham lige i halsregionen og gav ham meget alvorlige kvæstelser.

Men denne solbeskinnede søndag i sommeren 1946 sker der heldigvis ikke alvorlige ting på vores vej til badet. Vi smider vore cykler i mængden af alle de andre tohjulede, som der er en ustyrlig mængde af, for der er mange mennesker ved søen, og langt de fleste er kommet dertil på cykler. Der er også enkelte biler – alle naturligvis førkrigsmodeller, der måske har overlevet krigen ved at stå ”opklodset” og nu er blevet gjort køreklare igen.

– også i 1969 kom der mange mennesker til søbadet på en varm sommerdag!



Der er mennesker alle vegne – mange børn naturligvis – men også mange voksne har taget turen til stranden og måske medbragt kaffe og kager, som nu indtages på et medbragt tæppe, mens man nyder scenariet af badende og legende børn og voksne. I iskiosken står Bech – og måske en hjælper – og har vældig gang i is- og sodavandssalget. Der er faktisk en længere kø foran kiosken, og vi stiller os med det samme op i rækken for at få købt dagens is. Vi kan simpelthen ikke vente.

Så efter en times tid er vi endelig klar til at hoppe i vandet. Bag et træ får vi badebukserne lempet på plads, og er nu klar til klar til den sværeste del af proceduren – nemlig, at få vores små kuldskære kroppe ud og helt ned i det forholdsvis kølige vand. Der er to muligheder: enten går man ud, eller også hopper man i fra broen. Jeg var nok mest til det første, men det kunne være en ret problematisk og langvarig affære, for sådan en hektisk søndag med mange badende, fik man let sprøjt på sig, og det kunne nok få én til at trække sig lidt tilbage og afvente bedre forhold!

Nå, men i kom man dog på et eller andet tidspunkt, og så stod den ellers på vandpjaskeri og ”hundesvømning” – så godt som man nu beherskede denne disciplin. Med årene fik vi dog også lært at svømme efter mere regulære metoder, men alt indenfor svømmeindlæring måtte foregå ved selvindstudering, for der var jo ingen svømmeundervisning den gang i disse fjerne tider!

Som sagt, var der – sådan en sommersøndag ved badet – også gæster, der var ankommet i bil. Ikke mange af slagsen, men en tre fire stykker kunne der vel godt være på en god dag. Det var mest ”de rige” henne fra Kjellerup – eller rettere sagt deres store børn, der måske havde fået lov til at låne forældrenes fine førkrigsmodel.

Der var almindeligvis stor opmærksomhed omkring disse ”fars-sønner” og deres biler, som de gerne parkerede så tæt ved vandet som muligt og derfor lige midt imellem alle sommergæsterne. Bilerne blev måbende beundret af os børn – det var jo ikke så almindeligt med disse køretøjer dengang, så vi kunne godt bruge lang tid på at studere tidens højteknologiske vidundere. Måske kunne vi også finde på diskret at ”pille” lidt ved dem – det var jo fristende bare lige at røre disse lakerede og forkromede tingester, for derved ligesom at lære dem bedre at kende.

En gang gik det desværre grueligt galt, og det kunne meget vel være denne sommersøndag i 1946, at det skete!

Min kammerat – naboens dreng – og jeg lå i græsset ved siden af én af de beundrede køretøjer. Det var vist nok bagerens søn fra Kjellerup, der havde lånt faderes flotte HGF-er!
Jeg var 7 år og min kammerat var 3 år ældre og en del klogere – især på biler. Han fortalte om og viste mig mange tekniske ting ved køretøjet, som jeg selvfølgeligt ikke anede noget som helst om. Jeg labbede hans forklaringer i mig og var fuld af beundring.

Da vi kiggede på de fine forkromede hjul med de kraftige eger, forklarede han, hvordan den specielle ventil, som jeg godt kunne se var anderledes end den, jeg kendte fra min cykel, fungerede. Den lille tap, der sad i midten af ventilen, kunne man trykke ned med en lille pind eller lignende, og så ville luften fise ud, indtil man stoppede med at trykke.

Han mente nu, at jeg skulle prøve at trykke tappen ned. Det ville der jo ikke ske noget ved, for lige så snart, jeg slap igen, ville luften stoppe med at fise ud – så enkelt var det!

Han fandt en lille pind i græsset og rakte mig den, så nu var der næsten ingen vej tilbage – jeg måtte gøre det! Jeg tog pinden og trykkede forsigtigt på den lille ventiltap, men blev voldsom forskrækket, da luften med stor kraft og en høj hvæsende lyd kom væltende ud. Jeg slap øjeblikkeligt, men det stoppede ikke luftstrømmen – desværre. Den fortsatte – og på et højt lydniveau – så hurtigt var der fyldt med mennesker omkring gerningsstedet, hvor jeg nu var fuldstændig spærret inde – og kammeraten var forduftet. Der stod jeg så – alene og forladt – stadig med ”mordvåbnet” i hånden – og dækket var efterhånden helt fladt.

Hurtigt kom ejermanden til, og så blev der vild opstandelse. Han råbte og skældte – og en masse af de omkringstående kom med deres kommentarer og nedsættende bemærkninger om lille elendige jeg, der selvfølgeligt havde det helt forfærdeligt.

Hvad der videre skete – om de havde et reservehjul eller evt. en pumpe med? – husker jeg ikke, men episoden kom desværre til at præge mig i lang tid derefter. Det var en så voldsom begivenhed, at jeg ikke glemte den siden – og for øvrigt blev jeg mindet om episoden i år derefter, når jeg f.eks. var i biografen i Kjellerup, hvor jeg kunne blive genkendt som ”ham der fes bagerens bil”!

Det var ikke rart! – og denne ”skæbnesvangre” søndag ved Hinge Søbad luskede jeg nok hjemad lidt tidligere end normalt. Hjem til de tryggere omgivelser – og en hel del erfaringer rigere! Nu var det jo også sådan, at vi skulle komme hjem midt-eftermiddag, for moster Esther og Kresten (hendes samlever) var sikkert kommet på besøg, og kl. 15 stod vores mor så klar med eftermiddagskaffen, hvortil hun sikkert – som vanligt – serverede vandbakkelser og æblekage med flødeskum – og disse herlige delikatesser ville vi jo nødigt gå glip af!


Musik og spil hos Esther og Bech Bjerregaard.

Jeg husker ikke nøjagtigt, hvor gammel jeg var, da jeg startede med at gå til violinspil hos fru Bjerregaard. Et godt gæt er nok 8 år, og det vil så sige, at jeg sikkert er startet efter sommerferien i 1947. Da jeg begyndte dernede, var jeg deres første barne-elev, men hurtigt kom der flere til, og med årene blev der rigtig mange.

Fru Bjerregaard var en utrolig dygtig musiker. Hendes instrument var violinen, og hun havde gået til undervisning i violinspil fra sin tidligste barndom for til sidst at afslutte med en konservatorie-uddannelse. Hun var teknisk dygtig og meget musikalsk – ja, hun havde vel det man kalder absolut gehør! – og så var hun jo derforuden en gudsbenådet pædagog, der altid med højt humør og stor tålmodighed tog sig af sine unge elever.

Og alt det til trods for, at hun var utroligt svagtseende – ja, vel efterhånden nærmest blind. En øjensygdom fra barnsben var årsag til det tiltagende svage syn. Senere i livet sker der dog det, at hun gennemgår en øjenoperation, der giver hende synet tilbage – et sandt lille mirakel!

Hvorfor jeg blev sendt til violinspil hos fru Bjerregaard, har jeg ikke fuld klarhed over, men der var lidt tradition for musik og instrumentspil i familien. Min farfar – som jeg aldrig har kendt (han døde 14 år, før jeg blev født) – var en habil violinist, der vist nok var mere interesseret i musik end i landbrug? Min egen far havde aldrig spillet et instrument - så vidt jeg ved? – hvorimod min mor havde gået til klaverundervisning som barn, og hun spillede tit og ofte på klaveret i mit barndomshjem.

Nå, men mine forældre havde nok på et tidspunkt snakket med Bjerregaard om muligheden for musikundervisning, og da de nu havde en ¾ violin hængende derhjemme, blev jeg sendt ned til fru Bjerregaard med den under armen – og det var en rigtig god idé, må man sige, for jeg blev hurtigt interesseret i spilleriet og kom til at elske min ugentlige undervisningstime nede hos de rare mennesker.

I Vinderslev sker der samtidigt det, at nogle entusiastiske mennesker finder sammen om at etablere et blæseorkester for sognets børn – d.v.s. i starten var det nu kun drengebørn, man havde tænkt på, og de kaldte da også orkesteret for ”Vinderslev Drengeorkester”. Ret hurtigt kom der dog piger med – vist nok – som jeg husker det – i form af et tamburkorps – men navnet blev alligevel hængende ved.

De skulle naturligvis have fundet en leder og underviser, og der gjorde de så et ”scoop”, da de fik gjort Bjerregaard interesseret i projektet. Han overtog job’et, og dermed skal jeg love for, at der kom gang i musikundervisningen på Hinge Søbad.

De 20 – 25 børn, der skulle indgå i selve blæseorkestret, skulle have et instrument og have lært at spille på det. Det medførte selvfølgeligt en masse undervisningstimer, og når så de mange instrumentalister begyndte at beherske deres instrument, skulle der jo også øves sammenspil m.v. – bl.a. husker jeg, at der blev brugt en masse tid på at lære at marchere og spille samtidigt – for det var virkeligt svært!

Bjerregaard med blæseorkestret. Elevkoncert i Vinderslev Forsamlingshus 1952? Jeg står selv i bageste række helt til venstre med min b-klarinet.

Hele dette store menageri medførte en del sideeffekter, fordi mange af de elever, der spillede på et blæseinstrument, også gik i gang med at tage undervisning i et andet instrument – f.eks. violin eller klaver, og det gav så mulighed for mange forskellige andre sammenspils-kombinationer – eksempelvis stryger-grupper evt. kombineret med klaver o.l.

Jo, der kom virkelig gang i musikken på Hinge Søbad! – og de følgende år blev derfor en sjov og spændende tid for alle de børn fra området, der deltog i spilleriet.

Alt det her skete jo så indenfor de første par år efter, jeg var startet med at gå til spil hos fru Bjerregaard. Naboens søn, Berthel, var i mellemtiden også startet med at gå til spil dernede, og han fik undervisning i harmonikaspil. Fru Bjerregaard tog sig også af denne undervisning.

Så vi var altså 2 drenge fra nabolaget, der var i gang med musikken, da alle de børn fra Vinderslev dukkede op. På et eller andet tidspunkt fandt Bjerregaard ud af, at vi også burde indrulleres i den drengegarde, der var under opbygning, også selvom vi ikke var fra Vinderslev. Men så skulle der jo findes et instrument til hver af os, og de forskellige messing-instrumenter var allerede besat, derfor måtte der findes alternative løsninger. Bjerregaard valgte så, at fravige brassband-princippet en lille smule, og putte et par træblæsere ind i den ”rene messingsuppe”.

Fru Bjerregaard og strygergruppen opstillet til fotografering i Vinderslev Forsamlingshus 1952? Jeg sidder med violin forrest til højre.
Læg endelig mærke til de kønne Vinderslev-piger!

Det blev derefter bestemt, at Berthel og jeg skulle spille på klarinet, og derfor blev der nu hjemskaffet 2 klarinetter – en C-klarinet og en B-klarinet. Jeg anede ikke noget om, hvad en klarinet var for en størrelse – hvordan den så ud? – og hvordan den lød? – og jeg husker endnu den spændte fornemmelse, jeg havde i kroppen, da vi skulle cykle hen til Hans Bjerregaards (bror til Bech) musikforretning i Kjellerup for at hente vores instrumenter.

Da jeg så min klarinet for første gang, syntes jeg, den var utrolig flot – som den lå der på bordet med sin sorte ibenholt farve – og så alle de besynderlige huller og knapper! Men hvordan skulle jeg dog få lært at spille på den? – og stadigvæk: hvordan mon den lød? Så tog Hans min B-klarinet op til munden, og uden videre spillede han en masse vidunderlige toner, der var den rene vellyd. Du milde, hvor lød det godt! Jeg var godt nok heldig med at skulle spille på sådan et dejligt instrument – ja, det tænkte jeg!

Vi fik så nogle timers klarinet-undervisning hos Hans Bjerregaard, indtil han ikke ”gad” at have bøvlet med os mere. Vi fik dog lært de mest almindelige og nødvendige greb, men måtte så ellers klare os selv – med assistance fra Bech – så godt han nu formåede. Men det gik da, og vi blev nu optaget som fuldgyldige medlemmer af blæseorkestret.

Vinderslev Drengeorkester blev i de første år af 1950’erne meget benyttet som underholdende musikindslag ved diverse by- og sommerfester i det midtjyske, men også ved juletid var der som regel bud efter drengene – og pigerne!

Her er vi 5 elever, der spiller dansemusik. Jeg stryger violinen. Sikkert til en elevkoncert på Schous Hotel i Kjellerup 1953 - 54?
Vi sidder på scenen - og sikke en rædselsfuld baggrund!

Hvert forår blev der desuden afholdt elevkoncert – de første år var det i Vinderslev Forsamlingshus – senere blev det flyttet til Schous Hotel i Kjellerup. Ved disse elevkoncerter var det selvfølgeligt ikke alene blæseorkestret, der spillede. Også alle de andre instrumentgrupperinger og ”solister” gav prøver på deres kunnen. Efter selve koncerten spillede nogle af eleverne som regel op til dans, og dansemusik var skam også noget, der var øvet flittigt på i tiden frem mod den store aften.

Dengang var dansemusik noget med rheinlændere, valse, danselege a la ”den toppede høne”, sekstur, totur til Vejle, skæve Thorvald – og hvad de nu ellers hed alle sammen? Enkelte ”moderne" ting kunne dog snige sig ind, men det var som hovedregel den ældre dansemusik, der endnu på den tid var den alt dominerende.

Netop standardnummeret: ”Skæve Thorvald” kom desværre til at spænde ben for min videre deltagelse i spilleriet på Hinge Søbad. Det forholdt sig således, at vi var i gang med at øve frem mod den tilstundende elevkoncert. Jeg skulle – foruden alt det andet – også øve dansemusik sammen med den gruppe, der nu var udset til at udføre denne. Jeg og et par andre skulle spille violin til dansen, og Berthel skulle spille harmonika – derforuden var der vel et par messingblæsere og selvfølgeligt klaver.

Vinderslev Drengeorkester til byfest i Bjerringbro år 1952?

Vi skulle bl.a. også indøve ”Skæve Thorvald”. Nu var det sådan, at Berthel og jeg havde "fundet ud af", at dette hopsa-nummer blev spillet i et alt for langsomt tempo. Bjerregaard havde naturligvis angivet og bestemt tempoet, men det var vi to drenge stærkt utilfredse med, så derfor aftalte vi, at næste gang vi skulle øve i gruppen, ville vi spille nummeret i vores langt hurtigere tempo.

Og det gjorde vi så, men resultatet blev kaotisk - og følgerne blev katastrofale! Bjerregaard fór op, og kokrød i hovedet fik han stoppet den galopperende ”Skæve Thorvald”. Dernæst fik han et voldsomt raserianfald – det kunne han nemlig også få! – hvorefter vi to ”obsternasige knægte” simpelthen blev ”smidt” ud af lokalet og etablissementet med alt, hvad dertil hørte, og fik besked på ikke at vise os på stedet mere!

For mig var det den rene katastrofe! Det var jo mit halve liv – på det tidspunkt – der lige pludseligt med et slag blev væltet omkuld. Al den musik og al den hygge – og så alle de kønne vinderslev-piger! Som lyn fra en klar himmel var det hele nu borte. Det var hårdt – meget hårdt!

Det tog lang tid at komme over denne nedtur. Vi var meget kede af det, og jeg kan huske, at da vi nåede frem til den aften, hvor elevkoncerten skulle afholdes, tog vi vore cykler og kørte til Vinderslev, hvor vi stillede os i mørket udenfor forsamlingshuset og lyttede – og kiggede vel også lidt ind af vinduerne.

Min lillebror, Kurt, går til sin første spilletime hos fru Bjerregaard med violin og en meget stor taske.
Jeg tror, han kun var 7 år, så året er 1954.

Det var svært at forstå, at vi nu var helt lukket ude fra det gode selskab!

Jeg husker ikke præcist hvilket årstal, det her skete, men det kunne godt være 1952? Jeg husker heller ikke, hvor lang tid vi var ude i kulden? – for vi kom skam ind igen! – men hvordan det gik for sig, husker jeg heller ikke.
Jeg er dog sikker på, at da vi vendte tilbage (1953?) var der sket store omforandringer. Drengeorkestret var vist nok ved at gå i opløsning? Der var dog stadig mange musikelever hos hr. og fru Bjerregaard, men det hele fungerede nu mere som en stor musikskole.

For mig blev det aldrig så sjovt og spændende igen, som det havde været i årene med blæseorkestret, men jeg var jo også ved at være et godt stykke inde i puberteten, og mange andre interessante ting trængte sig på og lokkede ude i horisonten!


Dansant på Hinge Søbad.

Mange midtjyder, der var unge i perioden fra midt-halvtredserne til midt-tresserne, og som vel at mærke endnu – trods den stærkt tiltagende alderdom – erindrer bare en lille smule om deres svundne ungdoms-udskejelser, nikker og lyser op med et muntert smil på læben, hvis man spørger dem, om de også i tidernes morgen jævnligt tog til dansant på Hinge Søbad. For faktum er jo, at det gjorde stort set alle områdets unge dengang i de brølende 50 – 60-ere!

Det hele startede engang midt i 50-erne – måske 55(?) – og starten var beskeden, men hurtigt blev det stort – ja, meget stort!
Jeg ved ikke, hvad det var, der inspirerede Bjerregaard til at forsøge med faste danseaftener på Søbadet? – men der har jo nok været forskellige forespørgsler og opfordringer fra de unge mennesker, der regelmæssigt havde deres gang dernede? I hvert fald meddeler Bech på et tidspunkt i sommeren til hele stampublikummet, at onsdag aften fra kl. 20 til 23 ville der være musik og dans i restaurationen. Der blev ikke averteret i lokal-aviserne – og det blev der for øvrigt aldrig heller senere – det hele foregik efter jungletromme-princippet.

Musikken bestod af 2 kapaciteter, Arne Nipgaard fra Rødkjærsbro på harmonika og Egon Mogensen – kaldet Nicke – fra Kjellerup på klarinet, saxofon og vel også lidt på trommerne! Disse 2 håndplukkede, dygtige musikere fra Bjerregaards inderkreds spillede i alle årene frem til det hele stoppede en gang midt i 60-erne?

De første par gange var der selvfølgeligt ikke overvældende mange mennesker, men da først fortællingen om dansant på Hinge Søbad havde bredt sig som en steppebrand ud i det midtjyske, strømmede folk til, og hurtigt blev der ret tætpakket i det forholdsvis lille lokale! – behovet for et dansested havde åbenbart været til stede blandt ungdommen!

For måske at få tilstrømningen jævnet noget ud gik man over til at holde dansant 2 gange om ugen – onsdag og søndag – og dette fastholdt man så gennem alle årene.

Allerede året efter blev arrangementet flyttet op i den store danse-estrade, som med årene var blevet forsynet med tag og sider, så den nu var nærmest helt lukket. Det var ikke de mest fantastiske forhold – der var ret primitivt – taget og siderne var utætte – men lokalet passede vel egentligt meget godt til formålet! Og der var ikke så trangt, som tilfældet havde været i restaurations-lokalet – og man friholdt derved også dette lokale til evt. andre gæster.

Sæsonen løb fra starten af maj til slutningen af september, og der var altid gratis adgang – undtagen dog lige afslutnings-aftenen, hvor man måtte erlægge et mindre beløb, som ubeskåret og velfortjent gik til de 2 spillemænd.

Alkohol kunne ikke købes – stedet havde ingen alkohol-bevilling! – så det hele blev holdt i gang gennem salg af is, slik og sodavand – og her var der en nyhed, for CocaCola’en var lige kommet til landet, og jeg husker, at jeg smagte min første cola til dansant på Hinge Søbad – og den smagte ganske udmærket!

Der kom virkeligt mange mennesker til dansant – en 2 – 3-hundreder kunne der fint være på en god aften! – og mange mere eller mindre løse forbindelser – men sandsynligvis også mange mere faste og langtidsholdbare – blev disse sommeraftener etableret på Hinge Søbad. Rundt omkring vil man nok stadig kunne finde et lykkeligt par, som er mødtes og brændt varme på hinanden til estrade-bal ved Hinge sø, og som måske i alle årene siden har holdt sammen i tykt og tyndt! - hvem ved?

Jo, disse dansant-aftener på søbadet var absolut en positiv oplevelse. Ingen alkohol – ingen ballade (næsten da!) – intet natteroderi – et helt igennem trygt og godt sted, som ethvert nervøst og ansvarligt forældrepar roligt kunne sende deres teenage-datter af sted til! – og det gjorde de så også i stor stil!

Men alt har sin tid, og alt får en ende, og efter en 7 – 8 fede år med dansant på søbadet begyndte det at knibe med tilslutningen. Den helt ny pop-/dansemusik, der dukkede op i starten af 60-erne og hurtigt vandt indpas, var måske medvirkende til nedturen?
Bjerregaard valgte så at stoppe sit engagement, men lod derefter andre komme til og forsøge at videreføre og evt. forny traditionen. Det gik der en vel en 2 – 3 år med, hvorefter al dans for altid stoppede på Hinge Søbad!

Og det var så det! – men sjovt var det så afgjort, mens det hele endnu stod på!