Hinge Søbad!
Bjælkehuset med pavillonen til venstre fotograferet i juli 2008.
Serverings-pavillonen er halvvejs fjernet - det er kun ydervæggene, der står tilbage. Skjult bagtil lå privatlejligheden. Hinge Søbad 1966 – bjælkehus og restaurant! Bech og kusine Gerda ved min konfirmation den 12. april 1953 – også i 1969 kom der mange mennesker til søbadet
på en varm sommerdag! Bjerregaard med blæseorkestret.
Elevkoncert i Vinderslev Forsamlingshus 1952? Jeg står selv i bageste række helt til venstre med min b-klarinet. Fru Bjerregaard og strygergruppen opstillet til fotografering
i Vinderslev Forsamlingshus 1952? Jeg sidder med violin forrest til højre. Her er vi 5 elever, der spiller dansemusik.
Jeg stryger violinen. Sikkert til en elevkoncert på Schous Hotel i Kjellerup 1953 - 54? Vinderslev Drengeorkester til byfest i Bjerringbro år 1952? Min lillebror, Kurt, går til sin første spilletime
hos fru Bjerregaard med violin og en meget stor taske.
Introduktion.
Hinge Søbad (se kort!)
var i min barndom og ungdom (1940-erne – 1950-erne) et helt fantastisk sted –
ikke mindst for os børn. Så langt, jeg nu husker tilbage, var søbadet vores
faste tilholdssted hver eneste søndag i sommerhalvåret, men også på mange
hverdage – både sommer og vinter – var vi tit og ofte på besøg dernede!
Hvorfor nu det? Ja, det var der flere årsager til!
For det første var der jo ikke i 1940-erne så mange tilbud
til børn, som det er tilfældet i dag.
For det andet boede der et par vidunderlige mennesker på det
smukke og dejlige sted! Set med nutidens øjne boede de sikkert under primitive
og spartanske forhold, men der var fantastisk hyggeligt i deres lille trange
lejlighed, og vi elskede at komme der.
For det tredje var Hinge Søbad vel det eneste sted i det
midtjyske – bortset fra Silkeborg – hvor der var etableret en god offentlig
badestrand – med tilhørende badebroer, udsprigs-vipper,
bådudlejning og nogenlunde rent badevand! – og så ikke at forglemme det måske
allervigtigste: en iskiosk med Rønbjerg is – uhm!
For det fjerde var stedet i kraft af de 2 beboere et sted,
hvor der blev spillet og undervist i musik – og dette – og alt det andet
ovenfor nævnte – skal vi høre meget mere om i det følgende.
Forhistorien.
Et skolehjem for drenge beliggende
ved Kjellerup – Bøgildgård – havde engang i 20-erne
bygget et bjælkehus ved bredden af Hinge Sø – det blev sandsynligvis brugt til
lejrskole-arrangementer, ferier m.v. – men i 1932 blev bygningen udlejet til
musikdirektør Bech Bjerregaard (1890 – 1970) fra Kjellerup, der senere i 1936
køber huset og grunden.
Bjerregaard havde en idé med stedet. Han var stærkt
interesseret i idræt og især svømning, og hans tanke var at etablere et moderne
søbad med alt, hvad dertil hørte, men arealet var for lille, så derfor opkøbte
han et større jordtilliggende (4 – 5 tdr. land?) af naboen gdr. Jens Peter Rask
i Hinge.
"Resterne" af Hinge Søbad fungerede som sommerhus, men senere på sommeren 2008 blev det hele fjernet -
alle de gamle bygninger forsvandt - så det var åbenbart i sidste øjeblik, billedet blev taget! Her i 2009 er et nyt
sommerhus-byggeri i gang på stedet.
Vinderlevholm anes i baggrunden til venstre.
Det oprindelige bjælkehus bliver udvidet med en
serverings-pavillon, og en meget lille privat lejlighed indrettes i en tilbygning i den
vestlige ende, så der blev mulighed for overnatning i sommerhalvåret.
På bakkeskråningen ovenfor bjælkehuset får han bygget en
stor åben danseestrade, og endvidere bygger han nogle feriehytter /
sommerhuse lidt rundt omkring i terrænet.
Også en håndbold-/fodboldbane fik han anlagt, og i
forbindelse dermed blev der rejst en kæmpe flagstang, hvor det store flag vajede højt
fra toppen, når der om sommeren var idrætsstævner m.v.
Denne enorme flagstang kom engang under krigen til at indgå
i nogle nytårsløjer, som vi drenge var medvirkende til – og det kunne meget vel
have fået alvorlige følger for ejeren af søbadet.
En nytårsaften under krigen – det må vel have været i 1944 –
skulle min bror (7 år) og jeg (5 år) sammen med Peder Hørup ("bette Peder”),
som var tjenestekarl hos min far, på nytårshalløj hos de nærmeste naboer. Vi drenge
var naturligvis ikke gamle nok til at gå alene, så derfor blev vi assisteret af
Peder, som nok må have været en 16 – 17 år – sådan cirka?
Det var jo krigstider, så derfor var der ingen nytårsskyts at købe – og sandsynligvis heller
ikke lovligt at bruge i disse krigsår?
Men det lod Peder sig ikke gå på af. Han havde et eller andet sted fået fat i noget karbid, og
med dette kemikalium kunne han nu frembringe hjemmelavet skyts, der
fuldt stod på højde med de kinesere og kanonslag, der
under normale forhold ville blive skudt med sådan en
nytårsaften?
Det var faktisk meget enkelt opbygget. Man skulle bruge en dåse med et aftageligt
låg, tændstikker og så noget karbid.
Først skulle man lige lave et hul med et søm i bunden dåsen,
og så var man ellers klar til det
store knald!
Når der skulle affyres, hældte man lidt karbid i bunden af
dåsen efterfulgt af en ordentlig klat spyt.
Derefter trykkede man låget på – lagde dåsen på jorden med hullet opad – og idet
man holdt dåsen fast med en fod, satte man en tændstik ned til hullet, hvorefter der
lød et gevaldigt brag, og låget fløj en 10 – 15 m ud i omverdenen. Det var virkeligt
et larmende nytårsskyts!
Med denne ammunition gik vi nu ud i vintermørket og ned til naboerne Anne og Marius Søndergaard, der havde en
ejendom, der lå nabo til Hinge Søbad. Der fyrede Peder kanonen af et par gange,
og da vi så forlod stedet, tog vi så deres store havelåge med. Den blev derefter
med møje og besvær båret hen til Søbadet, hvor vi hejste den op i Bjerregaard’s store flagstang.
Ret så uskyldigt – og helt traditionelt nytårsløjer –
men i løbet af natten skete der noget, som ikke var så godt! Et blæsevejr –
måske ligefrem storm? – satte ind hen på morgenen, og det satte så meget gang i
naboens havelåge i toppen af flagstangen, at den blev slynget over i nogle
tyske telefontråde, der i krigsårene forløb klos op ad Bjerregaard’s
flagstang. Måske havde vi ikke fået strammet og bundet flaglinen godt nok? – i
hvert fald gik det galt – meget galt! – for forbindelsen blev afbrudt, og tråde
faldt ned – og dagen efter sværmede det så med tyskere på Søbadet, og det var
ikke så heldigt, for Bech var jo indblandet i nogle frihedskæmper-aktiviteter.
Det vidste vi faktisk godt, og vi vidste også, at der på stedet med jævne mellemrum blev opbevaret ting og sager,
der havde med disse aktiviteter at gøre. Så vores ”uskyldige” nytårsløjer satte
i virkeligheden Bjerregaard i en meget farlig situation, der kunne have fået
temmelig alvorlige følger for ham, men heldigvis endte det hele godt, og
tyskerne fik repareret og hængt trådene op igen, uden de fik nys om
modstands-aktiviteterne på stedet!
Nå, men under krigen (1940 – 1945) blev Bech’s byggeaktiviteter naturligvis sat lidt ned i tempo, for andre vigtigere ting kom
til. Som vi lige har hørt, blev han engageret i frihedskampen – og det endda
vist nok i første geled! – og de forskellige huse / lokaler på Søbadet blev
jævnligt benyttet som midlertidige depoter for de illegale engelske
våben-nedkastninger. Det lyder utroligt, men vi drenge så faktisk flere gange
med egne øjne, at disse ting lå opstablet i nogle af bygningerne dernede.
Disse våben-nedkastninger, der efterhånden blev ret
så hyppige i de sidste krigsår, havde for øvrigt Styltbjerg
(se kort!)
som fixpunkt
Der var selvfølgeligt også travlhed i sommerperioden med at servicere alle de gæster,
der i krigsårene besøgte Hinge Søbad, for netop i disse år – og i det hele
taget 40-erne – var stedet utrolig velbesøgt og mål for mange udflugtsgæster
fra nær og fjern.
Og så sker der jo også det, at ungkarlen Bech Bjerregaard i en alder af 54 år i 1944
bliver gift med den 29 år yngre Esther Jungbloot, der
kom fra Almind – beliggende mellem Kjellerup og Viborg.
Her skal der lige fortælles en lille sjov historie. Vi børn fra nabolaget havde jo hurtigt
vores gang nede på Søbadet, hvor vi interesseret fulgte med i alle Bjerregaards
byggeprojekter og planer, og vi lyttede med store øren til hans mange
historier. Hans fortællelyst var eminent, og vi var meget lydhøre. Det var
simpelthen et godt sted at komme for os børn, og vi blev hurtigt fast inventar
dernede. Vi var min storebror Knud og mig selv, naboens søn Berthel
og så vores fætter Henning.
Så sker der det, at da Esther og Bech bliver gift en forårsdag(?) i 1944 holdt de
naturligvis også en bryllupsfest med indbudte. Og de 4 indbudte til
bryllupsmiddagen på Hinge Søbad var: Knud, Berthel, Henning og lille jeg! Jeg var kun 5 år,
Knud var 7, Berthel 8 og Henning vel en 12 – 13 år.
Jeg husker det tydeligt den dag i dag, og det morer mig stadigt at tænke på denne
usædvanlige begivenhed. Dengang fandt vi drenge det ikke spor mærkeligt, og jeg
er også ganske sikker på, at det morede Esther og Bech at arrangere det. Det
var helt i deres ånd! Jeg husker ikke noget om gaver? og hvad
vi spiste? – ud over, at der naturligvis var masser af Rønbjerg is!
Det nygifte par slog sig nu permanent ned i de – mildest talt – minimalistiske omgivelser
på Hinge Søbad!
Efter krigen og årene fremefter fortsætter Bjerre-
gaards byggeaktiviteter, men det
karakteristiske er nu, at han ikke får færdiggjort sine projekter – f.eks.
starter han på et stort tænkt byggeri af et frilufts-teater. Modsat almindelige
amfiteatre, hvor tilskuerne sidder hævet i trappeform i forhold til scenen,
skulle scenen i Bjerregaards teater bygges ind i skrænten og derved hæves op
over tilskuerne, der så skulle placeres nedenfor skrænten.
Han får lavet scenen med orkestergraven nedenunder – støbt i jernbeton
(han arbejdede meget i beton!) – men derefter går det hele i stå, og han kommer aldrig
længere med projektet.
Mens han stadigvæk arbejdede hårdt med cement, sand og
grus, havde han dog også tid til at fortælle i
dramatisk form om, hvad der ville
komme til at foregå på den færdige frilufts-scene, og vi lyttede til hans visioner
med den allerstørste interesse!
Men andre nye projekter startes op – f.eks. et stort bro- og vippeprojekt,
hvor han støber to enorme beton-piller et godt stykke ude i
vandet. De nåede vel en 3 meter op over vandet, og da dybden nok har været en 2
– 3 meter forstår man, at det var et stort byggeri, han der havde indledt, men
heller ikke det får han bygget færdigt.
De to beton-piller kommer i mange, mange år derefter til at stå som et monument over
Bjerregaards adskillige ufuldendte projekter. Med tiden kom de til at hælde
mere og mere – og måske er de til sidst væltet helt omkuld? – og måske ligger
de så på bunden af Hinge Sø den dag i dag?
Hans Peter Bech Bjerregaard.
Hvem var han?
– og hvor kom han fra? Han fulde døbenavn var
Hans Peter Bech Bjerregaard
men selv kaldte han sig Bech Bjerregaard – og vi
kaldte ham altid blot Bjerregaard.
Bech var ud af en meget kendt musik-familie med domicil i Kjellerup. Hans far var
musikdirektør Ditlev Saugmann Bjerregaard (1852 –
1916), der etablerede musikforlag og musikforretning i Kjellerup, var udøvende
musiker, underviser og ikke mindst komponist med hundredvis af udgivne
kompositioner – især af spillemands- og dansemusik.
(Om Saugmann Bjerregaard og slægten Bjerregaard kan der læses mere i bogen: ”Fem gange
Bjerregaard”, hvor 5 generationer af denne absolut interessante slægt
beskrives. Se evt. også web-sitet om
Saugmann Bjerregaards fond).
I starten af 30’erne stopper han , og som nævnt lejer han bjælkehuset ved Hinge Sø i 1932 –
for senere at købe det i 1936.
Han får nu anlagt den store offentlige badestrand med dertil hørende faciliteter,
etableret restaurant med kaffe- og issalg – og alle de andre ting, som er nævnt ovenfor.
Han kalder stedet Hinge Søbad.
Allerede sidst i 30-erne slår Bech sig permanent ned på stedet og bor der nu sommer som
vinter. Esther Jungbloot kommer til i 1944, og sammen bor de nu i en
længere årrække på Hinge Søbad – helt frem til 1966, hvor tingene nu har ændret sig så meget,
at der ikke mere er grundlag for videre drift.
Så lukkes stedet, og de flytter hen i familieejendommen på Søndergade i Kjellerup, hvor
Bech dør i 1970.
En stor del af søgrunden – inklusive badestedet – frasælges
derefter til daværende Kjellerup kommune, der dermed påtager sig opgaven med at tilbyde en
offentlig badestrand til kommunens beboere – en opgave, som de desværre ikke forvaltede særlig godt!
Esther efterlevede Bech i mange år og dør først i 2001. Esther og Bech Bjerregaard –
som begge var utroligt glade for børn – fik ikke selv nogen børn!
En sommer-søndag ved Hinge Søbad i 1946.
Når man erindrer sig en sommer-søndag i barndomsårene, er det jo altid med høj sol og
sommervarme.
Sådan var det jo sikkert ikke altid, men det er bare sådan man husker det.
Selvfølgeligt skulle man om eftermiddagen ned til Hinge Søbad, så lige så snart vi havde
spist middagsmad (kl. 12.00) tog min storebror og jeg vore cykler og kørte
de få hundrede meter gennem skoven ned til søbadet – måske med badebukserne i bagagebæreren.
Forinden havde vi dog undersøgt alle skuffer og gemmer for at evt. at finde nogle
mønter, for vi skulle jo helst hver have mindst 15 øre med, så vi i hvert fald kunne købe en rund
Rønbjerg jordbæris – som smagte helt fantastisk. Vi kunne få lang tid til at gå med
at indtage denne runde rødlige delikatesse. Ikke noget med ”sluge” den i en fart – nej,
nydelsen af denne lækkerbisken skulle trækkes i langdrag.
Men måske var vores far i spenderbukserne og gav os hver en 25 øre, og dermed var vi så ”rige”, at vi kunne
købe en firkantet nougatis – fint indpakket i sølvpapir – og så kunne man
næsten heller ikke opnå en større nydelse! Jeg ser endnu for mig denne
fantastiske flødeis, hvor nougaten ligefrem drev ud af. Tilsvarende is finder
man desværre ikke nu om dage!
For øvrigt var min bror og jeg hele tiden på jagt efter penge. Lommepenge var der ikke
noget, der hed for os dengang. Vi måtte pænt bede om lidt småmønt, når det var
søndag, eller når vi med mellemrum gerne ville en tur i biografen i Kjellerup –
en billet her kostede 50 øre.
Ind imellem kunne vi være heldige i vores penge-opsøgning, for når der f.eks. havde været
kortspil aftenen forinden, var der nemlig stor sandsynlighed for at finde tabte
mønter under bordet. Det kunne være ret så indbringende!
Nå, men tilbage til turen mod søbadet. Vi kørte stærkt ned gennem skoven, men vores
cykler var jo ikke de allerbedste og sikreste – det var jo lige efter krigen! –
så engang gik det desværre meget galt for min storebror. Hans kæde hoppede af,
og derfor kunne han ikke bremse, hvilket medførte, at han fortsatte ud over
skrænten ved søbadet, hvor der dengang af uransagelige grunde var opsat et
pigtrådshegn. Det ramte ham lige i halsregionen og gav ham meget alvorlige
kvæstelser.
Men denne solbeskinnede søndag i sommeren 1946 sker der heldigvis ikke alvorlige ting på
vores vej til badet. Vi smider vore cykler i mængden af alle de andre
tohjulede, som der er en ustyrlig mængde af, for der er mange mennesker ved
søen, og langt de fleste er kommet dertil på cykler. Der er også enkelte biler
– alle naturligvis førkrigsmodeller, der måske har
overlevet krigen ved at stå ”opklodset” og nu er blevet gjort køreklare igen.
Der er mennesker alle vegne – mange børn naturligvis – men også mange voksne har taget turen til stranden og måske
medbragt kaffe og kager, som nu indtages på et medbragt tæppe, mens man nyder
scenariet af badende og legende børn og voksne. I iskiosken står Bech – og
måske en hjælper – og har vældig gang i is- og
sodavandssalget. Der er faktisk en længere kø foran kiosken, og vi stiller os
med det samme op i rækken for at få købt dagens is. Vi kan simpelthen ikke
vente.
Så efter en times tid er vi endelig klar til at hoppe i vandet. Bag et træ får vi
badebukserne lempet på plads, og er nu klar til klar til den sværeste del af
proceduren – nemlig, at få vores små kuldskære kroppe ud og helt ned i det
forholdsvis kølige vand. Der er to muligheder: enten går man ud, eller også hopper
man i fra broen. Jeg var nok mest til det første, men det kunne være en ret
problematisk og langvarig affære, for sådan en hektisk søndag med mange
badende, fik man let sprøjt på sig, og det kunne nok få én til at trække sig
lidt tilbage og afvente bedre forhold!
Nå, men i kom man dog på et eller andet tidspunkt, og så stod den ellers på vandpjaskeri
og ”hundesvømning” – så godt som man nu beherskede denne disciplin. Med årene
fik vi dog også lært at svømme efter mere regulære metoder, men alt indenfor
svømmeindlæring måtte foregå ved selvindstudering, for der var jo ingen svømmeundervisning
den gang i disse fjerne tider!
Som sagt, var der – sådan en sommersøndag ved badet – også gæster, der
var ankommet i bil. Ikke mange af slagsen, men en tre fire stykker kunne der vel godt være på en god dag. Det var
mest ”de rige” henne fra Kjellerup – eller rettere sagt deres store børn, der
måske havde fået lov til at låne forældrenes fine førkrigsmodel.
Der var almindeligvis stor opmærksomhed omkring disse ”fars-sønner”
og deres biler, som de gerne parkerede så tæt ved vandet som muligt og derfor
lige midt imellem alle sommergæsterne. Bilerne blev måbende beundret af os børn
– det var jo ikke så almindeligt med disse køretøjer dengang, så vi kunne godt
bruge lang tid på at studere tidens højteknologiske vidundere. Måske kunne vi
også finde på diskret at ”pille” lidt ved dem – det var jo fristende bare lige
at røre disse lakerede og forkromede tingester, for derved ligesom at lære dem
bedre at kende.
En gang gik det desværre grueligt galt, og det kunne meget vel være denne sommersøndag i
1946, at det skete!
Min kammerat – naboens dreng – og jeg lå i græsset ved siden af én
af de beundrede køretøjer. Det var vist nok bagerens søn fra Kjellerup,
der havde lånt faderes flotte HGF-er!
Jeg var 7 år og min kammerat var 3 år ældre og en del klogere – især på biler.
Han fortalte om og viste mig mange tekniske ting ved køretøjet, som jeg
selvfølgeligt ikke anede noget som helst om. Jeg labbede hans forklaringer i
mig og var fuld af beundring.
Da vi kiggede på de fine forkromede hjul med de kraftige eger, forklarede han, hvordan den specielle
ventil, som jeg godt kunne se var anderledes end den, jeg kendte fra min cykel,
fungerede. Den lille tap, der sad i midten af ventilen, kunne man trykke ned
med en lille pind eller lignende, og så ville luften fise ud, indtil man
stoppede med at trykke.
Han mente nu, at jeg skulle prøve at trykke tappen ned. Det ville der jo ikke ske noget ved, for
lige så snart, jeg slap igen, ville luften stoppe med at fise ud – så enkelt
var det!
Han fandt en lille pind i græsset og rakte mig den, så nu var der næsten ingen vej tilbage –
jeg måtte gøre det! Jeg tog pinden og trykkede forsigtigt på den lille
ventiltap, men blev voldsom forskrækket, da luften med stor
kraft og en høj hvæsende lyd kom væltende ud. Jeg slap øjeblikkeligt, men det
stoppede ikke luftstrømmen – desværre. Den fortsatte – og på et højt lydniveau
– så hurtigt var der fyldt med mennesker omkring gerningsstedet, hvor jeg nu
var fuldstændig spærret inde – og kammeraten var forduftet. Der stod jeg så –
alene og forladt – stadig med ”mordvåbnet” i hånden – og dækket var efterhånden
helt fladt.
Hurtigt kom ejermanden til, og så blev der vild opstandelse. Han råbte og skældte – og en masse
af de omkringstående kom med deres kommentarer og nedsættende bemærkninger om
lille elendige jeg, der selvfølgeligt havde det helt forfærdeligt.
Hvad der videre skete – om de havde et reservehjul eller evt. en pumpe med? – husker jeg
ikke, men episoden kom desværre til at præge mig i lang tid derefter. Det var
en så voldsom begivenhed, at jeg ikke glemte den siden – og for øvrigt blev jeg
mindet om episoden i år derefter, når jeg f.eks. var i biografen i Kjellerup,
hvor jeg kunne blive genkendt som ”ham der fes bagerens bil”!
Det var ikke rart! – og denne ”skæbnesvangre” søndag ved Hinge Søbad luskede jeg nok hjemad
lidt tidligere end normalt. Hjem til de tryggere omgivelser – og en hel del
erfaringer rigere! Nu var det jo også sådan, at vi skulle komme hjem midt-eftermiddag, for moster Esther og
Kresten (hendes samlever) var sikkert kommet på besøg, og kl. 15 stod vores mor så klar med
eftermiddagskaffen, hvortil hun sikkert – som vanligt – serverede vandbakkelser
og æblekage med flødeskum – og disse herlige delikatesser ville vi jo nødigt gå
glip af!
Musik og spil hos Esther og Bech Bjerregaard.
Jeg husker ikke nøjagtigt, hvor gammel jeg var, da jeg startede med at gå til violinspil
hos fru Bjerregaard. Et godt gæt er nok 8 år, og det vil så sige, at jeg sikkert er
startet efter sommerferien i 1947. Da jeg begyndte dernede, var jeg deres første
barne-elev, men hurtigt kom der flere til, og med årene blev der rigtig
mange.
Fru Bjerregaard var en utrolig dygtig musiker. Hendes instrument var violinen, og
hun havde gået til undervisning i violinspil fra sin tidligste barndom for til
sidst at afslutte med en konservatorie-uddannelse. Hun var teknisk dygtig og
meget musikalsk – ja, hun havde vel det man kalder absolut gehør! – og så var
hun jo derforuden en gudsbenådet pædagog, der altid
med højt humør og stor tålmodighed tog sig af sine unge elever.
Og alt det til trods for, at hun var utroligt svagtseende – ja, vel efterhånden nærmest
blind. En øjensygdom fra barnsben var årsag til det tiltagende svage syn.
Senere i livet sker der dog det, at hun gennemgår en øjenoperation, der giver
hende synet tilbage – et sandt lille mirakel!
Hvorfor jeg blev sendt til violinspil hos fru Bjerregaard, har jeg ikke fuld klarhed over,
men der var lidt tradition for musik og instrumentspil i familien. Min farfar –
som jeg aldrig har kendt (han døde 14 år, før jeg blev født) – var en habil
violinist, der vist nok var mere interesseret i musik end i landbrug? Min egen
far havde aldrig spillet et instrument - så vidt jeg ved? – hvorimod min mor
havde gået til klaverundervisning som barn, og hun spillede tit og ofte på
klaveret i mit barndomshjem.
Nå, men mine forældre havde nok på et tidspunkt snakket med Bjerregaard om
muligheden for musikundervisning, og da de nu havde en ¾ violin hængende derhjemme, blev jeg
sendt ned til fru Bjerregaard med den under armen – og det var en rigtig god idé, må man sige,
for jeg blev hurtigt interesseret i spilleriet og kom til at elske
min ugentlige undervisningstime nede hos de rare mennesker.
I Vinderslev sker der samtidigt det, at nogle entusiastiske mennesker finder sammen om at
etablere et blæseorkester for sognets børn – d.v.s. i starten var det nu kun drengebørn, man havde
tænkt på, og de kaldte da også orkesteret for ”Vinderslev Drengeorkester”. Ret hurtigt kom der
dog piger med – vist nok – som jeg husker det – i form af et tamburkorps – men navnet
blev alligevel hængende ved.
De skulle naturligvis have fundet en leder og underviser, og der gjorde de så et ”scoop”,
da de fik gjort Bjerregaard interesseret i projektet. Han overtog job’et,
og dermed skal jeg love for, at der kom gang i musikundervisningen på Hinge Søbad.
De 20 – 25 børn, der skulle indgå i selve blæseorkestret, skulle have et instrument og
have lært at spille på det. Det medførte selvfølgeligt en masse undervisningstimer,
og når så de mange instrumentalister begyndte at beherske deres instrument, skulle
der jo også øves sammenspil m.v. – bl.a. husker jeg, at der blev brugt en masse tid på
at lære at marchere og spille samtidigt – for det var virkeligt svært!
Jo, der kom virkelig gang i musikken på Hinge Søbad!
– og de følgende år blev derfor en sjov og spændende
tid for alle de børn fra området, der deltog i spilleriet.
Alt det her skete jo så indenfor de første par år efter, jeg var startet med at gå til spil
hos fru Bjerregaard. Naboens søn, Berthel, var i mellemtiden også startet
med at gå til spil dernede, og han fik undervisning i harmonikaspil.
Fru Bjerregaard tog sig også af denne undervisning.
Så vi var altså 2 drenge fra nabolaget, der var i gang med musikken, da alle de børn fra
Vinderslev dukkede op. På et eller
andet tidspunkt fandt Bjerregaard ud af, at vi også burde indrulleres i den
drengegarde, der var under opbygning, også selvom vi ikke var fra Vinderslev.
Men så skulle der jo findes et instrument til hver af os, og de forskellige messing-instrumenter var allerede
besat, derfor måtte der findes alternative løsninger. Bjerregaard valgte så, at fravige
brassband-princippet en lille smule, og putte et par træblæsere ind i den ”rene messingsuppe”.
Læg endelig mærke til de kønne Vinderslev-piger!
Da jeg så min klarinet for første gang, syntes jeg, den var utrolig flot – som den lå der på
bordet med sin sorte ibenholt farve – og så alle de besynderlige huller og knapper!
Men hvordan skulle jeg dog få lært at spille på den? – og stadigvæk: hvordan mon den lød?
Så tog Hans min B-klarinet op til munden, og uden videre spillede han en masse vidunderlige toner,
der var den rene vellyd. Du milde, hvor lød det godt! Jeg var
godt nok heldig med at skulle spille på sådan et dejligt instrument – ja, det tænkte jeg!
Vi fik så nogle timers klarinet-undervisning hos Hans Bjerregaard, indtil han ikke ”gad”
at have bøvlet med os mere. Vi fik dog lært de mest almindelige
og nødvendige greb, men måtte så ellers klare os selv – med assistance fra Bech – så godt han nu formåede.
Men det gik da, og vi blev nu optaget som fuldgyldige medlemmer af blæseorkestret.
Vinderslev Drengeorkester blev i de første år af 1950’erne meget benyttet som underholdende
musikindslag ved diverse by- og sommerfester i det midtjyske, men
også ved juletid var der som regel bud efter drengene – og pigerne!
Vi sidder på scenen - og sikke en rædselsfuld baggrund!
Dengang var dansemusik noget med rheinlændere, valse, danselege a la ”den toppede høne”,
sekstur, totur til Vejle, skæve Thorvald – og hvad de nu ellers hed alle sammen? Enkelte
”moderne" ting kunne dog snige sig ind, men det var som hovedregel den ældre dansemusik,
der endnu på den tid var den alt dominerende.
Netop standardnummeret: ”Skæve Thorvald” kom desværre til at spænde ben for min
videre deltagelse i spilleriet på Hinge Søbad. Det forholdt sig således, at vi var i gang med
at øve frem mod den tilstundende elevkoncert. Jeg skulle – foruden alt det andet –
også øve dansemusik sammen med den gruppe, der nu var udset til at udføre denne.
Jeg og et par andre skulle spille violin til dansen, og Berthel skulle spille harmonika –
derforuden var der vel et par messingblæsere og selvfølgeligt klaver.
Og det gjorde vi så, men resultatet blev kaotisk - og følgerne blev katastrofale! Bjerregaard
fór op, og kokrød i hovedet fik han stoppet den galopperende ”Skæve Thorvald”. Dernæst fik han et
voldsomt raserianfald – det kunne han nemlig også få! – hvorefter
vi to ”obsternasige knægte” simpelthen blev ”smidt” ud af lokalet og etablissementet med
alt, hvad dertil hørte, og fik besked på ikke at vise os på stedet mere!
For mig var det den rene katastrofe! Det var jo mit halve liv – på det tidspunkt – der lige
pludseligt med et slag blev væltet omkuld. Al den musik og al den hygge – og så
alle de kønne vinderslev-piger! Som lyn fra en klar himmel var det hele nu borte.
Det var hårdt – meget hårdt!
Det tog lang tid at komme over denne nedtur. Vi var meget kede af det,
og jeg kan huske, at da vi nåede frem til den aften, hvor elevkoncerten skulle afholdes,
tog vi vore cykler og kørte til Vinderslev, hvor vi stillede os i mørket udenfor forsamlingshuset
og lyttede – og kiggede vel også lidt ind af vinduerne.
Jeg tror, han kun var 7 år, så året er 1954.
Jeg husker ikke præcist hvilket årstal, det her skete, men det kunne godt være 1952?
Jeg husker heller ikke, hvor lang tid vi var ude i kulden? – for vi kom skam ind igen! –
men hvordan det gik for sig, husker jeg heller ikke.
Jeg er dog sikker på, at da vi vendte tilbage (1953?) var der sket store omforandringer.
Drengeorkestret var vist nok ved at gå i opløsning? Der var dog stadig mange musikelever
hos hr. og fru Bjerregaard, men det hele fungerede nu mere som en stor musikskole.
For mig blev det aldrig så sjovt og spændende igen, som det havde været i årene med blæseorkestret,
men jeg var jo også ved at være et godt stykke inde i puberteten, og mange andre
interessante ting trængte sig på og lokkede ude i horisonten!
Dansant på Hinge Søbad.
Mange midtjyder, der var unge i perioden fra midt-halvtredserne til midt-tresserne,
og som vel at mærke endnu – trods den stærkt tiltagende alderdom – erindrer
bare en lille smule om deres svundne ungdoms-udskejelser, nikker og lyser op
med et muntert smil på læben, hvis man spørger dem, om de også i tidernes
morgen jævnligt tog til dansant på Hinge Søbad. For faktum er jo, at det gjorde
stort set alle områdets unge dengang i de brølende 50 – 60-ere!
Det hele startede engang midt i 50-erne – måske 55(?) – og starten var beskeden, men
hurtigt blev det stort – ja, meget stort!
Jeg ved ikke, hvad det var, der inspirerede Bjerregaard til at forsøge med faste danseaftener
på Søbadet? – men der har jo nok været forskellige forespørgsler og
opfordringer fra de unge mennesker, der regelmæssigt havde deres gang dernede?
I hvert fald meddeler Bech på et tidspunkt i sommeren til hele stampublikummet,
at onsdag aften fra kl. 20 til 23 ville der være musik og dans i
restaurationen. Der blev ikke averteret i lokal-aviserne – og det blev der for
øvrigt aldrig heller senere – det hele foregik efter jungletromme-princippet.
Musikken bestod af 2 kapaciteter, Arne Nipgaard fra Rødkjærsbro på harmonika og
Egon Mogensen – kaldet Nicke – fra Kjellerup på klarinet, saxofon og vel også lidt
på trommerne! Disse 2 håndplukkede, dygtige musikere fra Bjerregaards
inderkreds spillede i alle årene frem til det hele stoppede en gang midt i
60-erne?
De første par gange var der selvfølgeligt ikke overvældende mange mennesker, men
da først fortællingen om dansant på Hinge Søbad havde bredt sig som en steppebrand
ud i det midtjyske, strømmede folk til, og hurtigt blev der ret tætpakket i det forholdsvis lille
lokale! – behovet for et dansested havde åbenbart været til stede blandt ungdommen!
For måske at få tilstrømningen jævnet noget ud gik man over til at holde dansant 2 gange om
ugen – onsdag og søndag – og dette fastholdt man så gennem alle årene.
Allerede året efter blev arrangementet flyttet op i den store danse-estrade, som med årene
var blevet forsynet med tag og sider, så den nu var nærmest helt lukket. Det
var ikke de mest fantastiske forhold – der var ret primitivt – taget og siderne
var utætte – men lokalet passede vel egentligt meget godt til formålet! Og der
var ikke så trangt, som tilfældet havde været i restaurations-lokalet – og man
friholdt derved også dette lokale til evt. andre gæster.
Sæsonen løb fra starten af maj til slutningen af september, og der var altid gratis adgang
– undtagen dog lige afslutnings-aftenen, hvor man måtte erlægge et mindre
beløb, som ubeskåret og velfortjent gik til de 2 spillemænd.
Alkohol kunne ikke købes – stedet havde ingen alkohol-bevilling! – så det hele blev holdt i
gang gennem salg af is, slik og sodavand – og her var der en nyhed, for CocaCola’en
var lige kommet til landet, og jeg husker, at jeg smagte min første cola til dansant på
Hinge Søbad – og den smagte ganske udmærket!
Der kom virkeligt mange mennesker til dansant – en 2 – 3-hundreder kunne der fint være
på en god aften! – og mange mere eller mindre løse forbindelser – men sandsynligvis
også mange mere faste og langtidsholdbare – blev disse sommeraftener etableret
på Hinge Søbad. Rundt omkring vil man nok stadig kunne finde et lykkeligt par,
som er mødtes og brændt varme på hinanden til estrade-bal ved Hinge sø,
og som måske i alle årene siden har holdt sammen i tykt og tyndt! - hvem ved?
Jo, disse dansant-aftener på søbadet var absolut en positiv oplevelse. Ingen alkohol –
ingen ballade (næsten da!) – intet natteroderi – et helt igennem trygt og godt
sted, som ethvert nervøst og ansvarligt forældrepar roligt kunne sende deres
teenage-datter af sted til! – og det gjorde de så også i stor stil!
Men alt har sin tid, og alt får en ende, og efter en 7 – 8 fede år med dansant på søbadet
begyndte det at knibe med tilslutningen. Den helt ny pop-/dansemusik,
der dukkede op i starten af 60-erne og hurtigt vandt indpas, var måske
medvirkende til nedturen?
Bjerregaard valgte så at stoppe sit engagement, men lod derefter andre komme til og forsøge
at videreføre og evt. forny traditionen. Det gik der en vel en 2 – 3 år med,
hvorefter al dans for altid stoppede på Hinge Søbad!
Og det var så det! – men sjovt var det så afgjort, mens det hele endnu stod på!