Steder og navne.................!


Lokale stednavne!

Først skal vi lige have fundet en forklaring på stednavnet Hingeballe. Navnet er jo klart nok en sammensætning af to navne, hvor af det første naturligvis refererer til landsbyen Hinge. Med det andet led er det straks lidt vanskeligere, selvom ordet: balle, dog er almindeligt brugt i jyske og fynske stednavne-sammensætninger.
Der er formodentligt to muligheder, som måske i virkeligheden har noget med hinanden at gøre – har samme oprindelse?
Man får hjælp ved at kigge i Ordbog over det Danske Sprog. Her er en længere beskrivelse af og forklaring til ordet: balle, som jo har mange forskellige betydninger i det danske sprog
Om ordets brug i stednavne står der følgende:

1. en til Bælg svarende ikke omlydt form balg (jf. Talg – Tælle) m. bet.: noget ophøjet afrundet flade, som hæver sig over det omliggende jordsmon (se UnivBl.II.18).

2. jy. balle, aaben, dyrket plads i en skov; jf. jy. bal, bar, aaben, flad


Begge betydninger passer på Hingeballe. Lokaliteten ligger på en afrundet moræneflade noget hævet over landsbyen, som til gengæld er placeret forholdsvis lavt i terrænet ned mod Hinge Sø.
Men også betydningen med det åbne dyrkede areal i / ved skoven passer jo fint.

Når vi dernæst skal kigge på de lokale stednavne, der knytter sig direkte til matr.nr. 10a – eller har umiddelbar forbindelse dermed – vil jeg gøre brug af en afhandling, som jeg skrev i 1967 som afslutning på mit liniefag i historie på Silkeborg Seminarium. Denne afhandling, der havde den lange og besværlige titel: »Om stednavne og særegne lokaliteters tilknytning til fortidige hændelser eller sagn i mit hjemsogn, Hinge«, omhandlede som titlen siger stednavne - og dertil knyttede historier – fra hele Hinge Sogn, men her vil jeg blot plukke i stoffet for at beskrive de helt lokale.

Indledning

Vore forfædre forstod det praktiske i brugen af stednavne. Det lettede og præciserede enhver samtale, hvori en naturbeskrivelse indgik. Derfor anstrengte de sig også for at navngive alt i naturen – lige fra det usleste vandhul til det største farvand, og alle grader af forskydninger eller kuperinger i terrænet fik et navn påhæftet.
De fleste af disse navne var naturligvis kun lokalt kendte og måske kun kendt og benyttet af de mennesker, der havde deres daglige færden eller arbejde i de pågældende omgivelser. Men for dem var det en praktisk foranstaltning, og deres flid og opfindsomhed med hensyn til navngivning er beundringsværdig og højt hævet over nutidens anstrengelser på samme område.

Mange af de gamle stednavne er imidlertid gået i glemmebogen eller er i det mindste lige på nippet til at gøre det, idet de i dag kun kendes og benyttes af de ældre generationer. Det er selvfølgelig en beklagelig udvikling – ikke bare på grund af tabet af de gamle navne – men også fordi der ikke sættes nye i stedet.
De kommende generationer vil altså ikke have samme mulighed for at præcisere deres naturbeskrivelse som de forrige slægter, men deres færden og arbejde vil sandsynligvis heller ikke få den samme tilknytning til den frie omgivende natur.

De eneste stednavne, der formodentlig vil overleve, er dem, der også er kendte uden for de lokale himmelstrøg. Om få år er de det fattige levn, vi har tilbage af den rigdom af stednavne, som vore forfædre forsynede naturen med. Nogle af de forsvundne navne vil naturligvis kunne genfindes og studeres i gamle papirer, dokumenter og kort, men mange andre, der ikke er blevet foreviget gennem det skrevne ord, vil for al evighed være borte, og samtidig vil en masse sagn og historier, der ofte knytter sig til særegne lokaliteter, være gået tabt.
Det er nemlig et karakteristisk træk, at der om ejendommelige lokaliteter ofte er overleveret én eller anden fortælling, der evt. forsøger at forklare navnets eller stedets oprindelse – eller måske bare er knyttet til det pågældende sted uden en nøjere forbindelse med selve navnet.

Også på anden måde kan stednavne være yderst interessante. De kan f.eks. have deres oprindelse i historiske tildragelser og derved berette om begivenheder, der måske har fundet sted en gang i en fjern fortid. Studiet af navnet og stedet kan da afsløre de fortidige hændelser, som vi måske ellers ikke havde mange efterretninger om.


Smedebakken (se på kort!)

I den sydvestlige del af Hinge sogn ligger et engareal – kaldet Vesterkær og den aller østlige del af dette engareal – en 14 - 15 td. land – tilhører 10a. Fra sydsiden rager et lidt højere-liggende område ind i den ellers meget lavtliggende eng, og dette lille bakkeparti er fra gammel tid blevet kaldt Smedebakken.
Selve navnet fortæller jo en del, men det er ploven, der har givet den rette forklaring. Den afslører nemlig en så imponerende ophobning af jernslagger, at al tvivl fejes bort: Det må være et gammelt jernudsmeltningssted, der har givet lokaliteten navn!

Men hvorfor har man nu udsmeltet jern her på denne isolerede ”odde” i Vesterkær? Var der mon mulighed for at skaffe råmaterialerne: myremalm og trækul – her i de sumpede enge? Joh, råstofferne var nok til stede, men hvor har man lige nøjagtig opgravet det, og hvordan med transporten? Er der måske noget i de lokale omgivelser, der kan give en forklaring?

Smedebakken ligger som lige nævnt på et højere parti, der lige som en odde rager ud i Vesterkær. På den anden side af engen – ca. 500 m mod nord – ligger på skrænten langs engen den langstrakte Hingeballe Skov, og der i den sumpede overgang mellem eng og skov findes nogle vandfyldte ”huller”, der af de lokale beboere blot kaldes ”æ graw”.
Der findes endnu (i 1967!) på egnen ældre mennesker, der kan forklare disse hullers tilblivelse. I følge dem er det nemlig her, man hentede den myremalm, der blev udsmeltet i milen på Smedebakken. Det lyder meget sandsynligt, og eksistensen af en lav ”dæmning” tværs over engen mel lem hullerne og odden giver en forklaring på, hvordan man løste transportproblemet.
Jernudsmeltningen var altså sat ordentlig i scene, og de udstrakte opgravninger og vældige slaggeforekomster vidner også om en omfattende produktion. Men hvor stor denne i virkeligheden var – og hvornår den fandt sted – fortæller tingene intet om, men nogle af svarene finder man måske ved at kigge lidt i arkiverne?

Jernudvinding var gennem mange århundreder almindelig i Midtjylland – og mange andre steder i landet – for øvrigt! På mange af de ejendomme, der havde adgang til råstofferne, blev der foretaget jernudsmeltning, og den rene, forædlede jern indgik i form af ”jernkloder” i mange fæstebønders årlige afgifter til herremanden.
Hvor mange af gårdene i Hinge Sogn, der har haft denne side-beskæftigelse, er ikke klarlagt, men en 2 – 3 kendte slaggeophobninger andre steder i sognet vidner om, at der har været flere. For øvrigt kan det jo også være, at flere fæstebønder har været fælles om udvindingen på f.eks. Smedebakken. Det er ret sandsynligt, men vi ved ikke rigtigt noget derom!

Smedebakken og hullerne ved skoven ligger som sagt på jord tilhørende gården matr.nr. 10a, Hinge by, og ejes af min far, Peder Overby (1967!). I de gamle regnskaber fra 1700-tallet finder man, at gården i 1719 i landgilde måtte udrede: »20 Cloder Jærn, 1 Skovvogn, anslaaet udi Penge, 1 Rigsd., (og) ellers som de andre Gaarde«.
Det, der interesserer os, er de 20 kloder jern, og svaret på spørgsmålene er dermed til dels givet. Jernudsmeltning fandt sted så sent som 1719, og den fremstillede mængde var – efter hvad vi kan skønne – anselig!
Vi har nemlig nogle gamle herredsopgørelser, der oplyser, hvor meget jern, der i hvert enkelt herred indkom ved bøndernes landgildeydelser. Regnskaberne er ganske vist fra 1524 – altså ca. 200 år tidligere, så der må tages hensyn til skatte-inflationen, men ifølge papirerne indkom der dette år 53 kloder i afgifter i Lysgård Herred (Hinge Sogn ligger i dette herred), 42 kloder i Hids Herred og 100 i Ginding Herred.

Sammenholder man de 20 kloder med disse tal, virker det jo temmelig imponerende, men der kan som nævnt være sket en stigning i afgifterne – og jernudvindingen må derfor være blevet intensiveret? Det er der dog noget, der taler imod.
Et cirkulære fra begyndelsen af 16-tallet tillader nemlig, at de midtjyske bønders jernydelse afløses af en fast pengeafgift, »efterdi der nu intet Jærn gøres her mere«. Jernproduktionen var altså af forskellige årsager stagnerende på dette tidspunkt, så det er vel ret bemærkelsesværdigt, at man på Smedebakken fortsætte helt op til i hvert fald 1719. Men det skyldes måske rige malmlejer og tilstrækkeligt af det nødvendige brændsel i de omgivende skove?

Papirerne fortæller imidlertid ingenting om, hvor langt tilbage i tiden man har udvundet jern på stedet. Måske går det helt tilbage til den periode, man kalder romersk jernalder? – eller måske endnu tidligere – hvem ved? – men alt det ville nogle udgravninger sikkert kunne give vigtige oplysninger om?


Styltbjerg (se på kort!)

Styltbjerg er navnet på et af de højeste punkter i Hingeballe (61 m). Det er en såkaldt ”falsk bakke”, dannet ved smeltevandets erosion i det bølgende morænelandskab. ”Bjerget” virker da heller ikke særligt imponerende, når man står oppe på moræneplateauet, men bevæger man sig ned i dalen, ændres forholdet, og den stejle bakke får til dels tilgivelse for sin ubeskedne anvendelse af ordet bjerg!

I meget gamle dage gik vejen fra Hinge til Vinderlev lige forbi foden af Styltbjerg. Siden er vejen blevet reduceret til markvej, men den gamle sognevej er – i lighed med ”bjerget” – endnu markeret på officielle kort over egnen.
Vejen var den eneste færdselsåre mellem de to sogne – landsbyer – og også folk fra udflyttergårdene i Hingeballe måtte ad vejen, når de havde ærinde i Hinge. De skulle jo i kirke om søndagen og også med mellemrum besøge købmanden, smeden eller kroen. Denne sidstnævnte institution blev i følge krøniken den indirekte årsag til navngivningen af den stejle skovklædte bakke ved vejen til Hingeballe.

Styltbjerg set fra landevejen langs Hinge Sø – billedet er taget mod nordvest en forårsdag i april 2008.

Det skete nemlig, at de Hingeballe-bønder fik et par genstande for meget, inden de i det begyndende nattemørke startede på hjemturen. Deres omtågede tilstand i forbindelse med deres tilbøjelighed til overtro fik dem nu til at se trolde, nisser eller elverfolk alle vegne.
Galt var det især ved den skumle passage af den afsidesliggende bakke. Der var troldene særlig aktive, og ofte skete det, at de ligefrem løftede bakken op på stylter og åbenbarede deres fæle underverden for de fordrukne og skrækslagne bønder. I ild og røg dansede og for troldene rundt under bakketoppen og gjorde ihærdige forsøg på at få de fabulerende menneske-sjæle draget ind til sig.
En sådan oplevelse kunne gøre selv den mest berusede bondeknold fuldstændig ædru, og med tanken om, at en hel masse trolde måske var lige i hælene på ham, benede han hjemad!

Det skulle altså være sådanne oplevelser, der ligger til grund for navet: Styltbjerg. Hvad var jo mere snærliggende at kalde en bakke, der med mellemrum blev løftet op på stylter?
Om det virkeligt er forklaringen på navnet, er svært at sige, men man er tilbøjelig til at tro det. Folk kunne se og opleve meget dengang. På den anden side var de også gode til at brygge en god historie om et stednavn, hvor der ikke rigtig var en naturlig forklaring. De høje mørke træer, der også i dag vokser på ”bjerget”, kan nok i nattemørke lede tanken hen i retning af stylter, men hvor stor en fantasi, og hvor mange våde genstande, der skal til, før ”bjerget” løfter sig, er ikke undersøgt!


Kæmpens Grav (se på kort!)

I Hingeballe Skov findes et par af sognets mest mærkværdige lokaliteter, hvortil er knyttet i hvert fald 2 anekdoter, som i det følgende skal refereres – men allerførst skal lokaliteterne nærmere bestemmes og forklares.
Den langstrakte Hingeballe Skov er orienteret i retningen øst – vest, og den vestligste og smalleste del af skoven er præget af de store niveau-forskelle mellem det højereliggende moræne-plateauet, Hingeballe, mod nord og de lavereliggende engstrækninger, Vesterkær, mod syd – så stejle skrænter og ret så dybe kløfter er derfor karakteristisk for denne del af skoven.
Neden for skrænten og i hele skovens længde forløber en skovvej, og hvis man fra ”Skovhuset” følger denne vej gennem skoven mod øst, kommer man efter 300 – 400 m’s vandring til et stort kildevæld beliggende syd for skovvejen, men umiddelbart op ad denne. Det er forholdsvis store vandmængder, der her vælder frem af jorden, men det er også et anseligt bakkemassiv, der rejser sig stejlt op derfra og muliggør en kilde af denne dimension.

Hvis man endnu efter gåturen besidder en smule energi – og en god portion nysgerrighed vel at mærke – forsøger man så at forcere den meget stejle skrænt oven for kilden mod nord. Hensigten hermed er at beskue Kæmpens Grav oppe på plateauet.
Når man først er kommet derop, lader det sig let gøre at finde ”graven”, der udgøres af 5 forholdsvis store kampesten – dannende en irregulær femkant. Stenene er omtrent ens i størrelse og til dels facon. De er alle aflange og mere eller mindre flade og jævne på den side, der vender opad. Længden er mellem 90 og 100 cm og bredden 55 – 60 cm – højden over skovbunden er i dag (1967!) mellem 15 og 35 cm.

Kæmpens Grav – fotograferet med snedække marts 2008. Siden jeg sidst besøgte stedet, er der desværre sket det, at "armstenen" til højre er blevet vippet op – sandsynligvis påkørt af en traktor e.l.?

Det synes umiddelbart mærkeligt, hvorfor disse sten ligger geometrisk ordnede her midt i den ældgamle Hingeballe Skov. Det har naturligvis altid undret den forbipasserende, og når en naturlig forklaring ikke var mulig, var en overnaturlig nærliggende – vi mennesker kræver som bekendt en forklaring på alting!
Den traditionelle overleverede forklaring på opstillingen er da også, at en ”kæmpe” i sin tid er blevet begravet her, og at gravstedet blev forsynet med ikke mindre end 5 sten, der henholdsvis markerer hoved, arme og ben.
Den vestligste sten står over ”kæmpens” hoved og de andre 4 over de respektive arme og ben – og dermed i overensstemmelse med den almindelige kristne gravskik, hvor hovedet vender mod vest og fødderne mod øst.

Hvem ”kæmpen” var, og hvordan han kom af dage, er der lidt uenig hed om, idet der verserer 2 fortællinger, der hver på sin måde beretter om en tilknyttet fortidig hændelse.
De har dog det tilfælles, at de begge inddrager førnævnte kildevæld i deres forklaring, hvilket også en nutidig beskuer af den bundløse kilde må finde ret naturligt.

De to historier er dog ikke lige kendte på egnen, og mange af de lokale beboere har måske kun hørt den ene beretning – hvis de i det hele taget kender noget til fortællingen om ”kæmpens” endeligt? Måske har de yngre generationer slet ikke hørt noget om de 5 sten og kildevældet i Hingeballe Skov, og de historier, der knytter sig dertil? – men det berettiger jo kun til en nedskrivning, og i det følgende skal begge historier genfortælles – men først den mest kendte – den, jeg selv fik fortalt i min tidlige barndom – og at fortælleren var Rasmus Zimmer, er jeg ikke i tvivl om!


Historie 1:

»Engang i længst forsvundne tider levede der en ung og dejlig adelsfrøken på den nærliggende Vinderlevgård, som lå – og ligger (nuværende Vinderslevholm! – se på kort!) – på en odde i vestenden af Hinge Sø. Denne ungmø havde hele 2 bejlere, og mellem disse lidenskabeligt opsatte ungersvende opstod der nu en tvekamp.
Kampen foregik naturligvis på hesteryg, og våbnene var lanse, sværd etc., men de solide rustninger ydede effektiv modstand mod alle hug og slag – indtil videre da! – for pludseligt går et sabelhug rent ind og gør derved den ene bejler aldeles ukampdygtig.
Hans eneste chance er nu at flygte – for evt. at kunne tage kampen op igen på et senere tidspunkt. Han vender derfor hesten og galopperer sydover i rasende tempo – og med den anden lige i hæle. Ridtet går i retning af Hingeballe Skov, hvor afgørelsen snart efter ganske uventet falder uden yderligere brug af kampvåben.

De to kæmpende er nemlig ikke stedkendte og aner derfor intet om den lumske stejle skrænt, der skjuler sig inde i den tætte skov. Den flygtende og forfulgte riddersmand når derfor ikke at stoppe hesten og dreje af, inden det er for sent. I fuld galop styrter hest og rytter ud over afgrunden og lige ned i det nedenfor liggende bundløse kildevæld.
Der forsvandt hest og rytter fuldstændigt – og de er aldrig senere blevet fundet!
Den forfølgende rytter når derimod at få sin hest stoppet, og fra toppen af skrænten er han nu vidne til sin medbejlers grufulde endeligt. Han havde nu omsider vundet sig den eftertragtede ungmø - men dog ikke uden med-indgriben fra en uudgrundelig skæbne!

I mange år derefter blev der talt om dette forfærdelige drama, der havde udspillet sig i Hingeballe Skov, og folk på egnen opsatte siden 5 store sten på bakketoppen på det sted, hvor den forfulgte rytter i sin tid var styrtet ud over skrænten og forsvundet i det bundløse væld!
Stenenes størrelse og opstilling skulle så minde eftertiden om, hvilke drabelige ”kæmper” det var, der hin skæbnesvangre dag dystede om den dejlige ungmø udi Vinderslevgård!«

Det var så den første historie om Kæmpens grav – den korte! – men jo også meget lidenskabelige må man sige – idet det evigtgyldige trekantdrama her – som i den følgende historie – danner motivstoffet for fortællingen. Her rendyrkes de to begreber: lidenskab og skæbne, og de gøres til grundpiller i fortællingen – ganske i overensstemmelse med, hvordan det forholder sig i virkelighedens verden. Uden at overdrive kan man vel sige, at denne – næsten blicherske – fortælling om Kæmpens Grav er det korteste og mest kontante drama, der tænkes kan!
Den anden historie er mere omfattende og endvidere interessant – dels ved, at vi her får en tidsfæstelse – og dels ved, at der forekommer navne på personer, hvis eksistens vi kan kontrollere rigtigheden af. Episoden er henlagt til Karl Gustav krigene 1657 – 60 og udspilles i og omkring førnævnte Vinderslevgård.


Historie 2:

»En dag i den strenge vinter 1658 vandrede en flok tatere tværs over de åbne lyngstrækninger, der dengang fandtes i den sydlige del af Lysgård Herred. Gruppen bestod af en mand og hans kvinde, deres to mindreårige børn, en datter, Gertrud, på 18 år, samt en lyshudet og lyshåret ung mand, der lige fra sin barndom havde fulgtes med taterne og af disse havde fået navnet Jens Ulv.
Den lille gruppe nærmede sig Hinge Sø, og i en dal umiddelbart vest for Hingeballe Skov stødte de på et faldefærdigt og forladt møllehus, hvori de søgte hvile og læ for natten. Denne forladte vandmølle tilhørte den nærliggende Vinderslevgård, der på daværende tidspunkt blev forpagtet af en søster til lensmanden på Silkeborg – Mette Høgh hed forpagteren.

Vinderslevholm – opr. Vinderslevgård – ligger i vestenden af Hinge Sø på en lille halvø, der er gennemgravet af en voldgrav. Hovedbygningen er fra 1600-tallet. Billedet er taget mod syd/sydøst en sommerdag i august 2009.

Tateren, der for øvrigt hed Peder Bustorg, tog én af de følgende dage på besøg hos frøken Mette, hvor han bad om lov til, at hans lille gruppe for en tid kunne tage ophold i den forladte vandmølle – til gengæld tilbød han at skaffe vildt til gårdens køkken. Endvidere var han interesseret i at få Gertrud ansat som terne på gården, og Jens Ulv ville gerne i tjeneste som skytte og skovløber.
Alle Peder Bustorgs ønsker blev imødekommet af Mette Høgh, og Gertrud og Jens kom derpå i tjeneste på Vinderslevgård, hvor de begge blev meget vellidte. De to unge var også glade for pladsen hos den afholdte frøken på det skønt beliggende gods, hvis beliggenhed på den lave odde i vestenden af Hinge Sø var en fortrinlig kombination af det forsvarsmulige og det naturskønne. Det første kunne der nok være brug for i disse ufredstider – og det andet nød det unge nyforelskede par til fulde.

Foråret og sommeren gik, uden at de lykkelige mennesker på godset mærkede noget som helst til krigen, men en kold blæsende efterårsdag skete der noget. En afdeling svenske soldater gjorde holdt uden for den hævede vindebro, og de beordrede broen sænket. Ordren blev modvilligt efterkommet, hvorefter det lille regiment under anførsel af en imponerende stor svensk kaptajn red ind på gårdspladsen og forlangte at blive indkvarteret og underholdt.
Den abnormt store kaptajn fik overladt et fornemt gæsteværelse og spiste med ved herskabets måltider, men desværre for frøken Mette udnyttede han også gæstfriheden til at tilegne sig gårdens sølvtøj.
Mette Høgh og hendes tjenestefolk stod ganske magtesløse over for dette åbenlyse tyveri, men svenskeren gik et skridt videre, idet han lagde an på Jens Ulvs kæreste, Gertrud. Situationen blev nu aldeles uholdbar, men forløsningen kom dog også snart derefter – pludseligt og ganske uforudset.

Den svenske kaptajn var meget glad for at gå på jagt, og en dag gik han til skytten og ytrede ønske om at ledsage denne på en jagttur i Hingeballe Skov. Jens Ulv, der efterhånden hadede svenskeren af et godt hjerte, havde ingen mulighed for at sige nej, så sammen tog de to "rivaler" af sted på den jagttur, som mange på gården forudså, at kun én ville vende tilbage fra!
Det blev dog ikke en dramatisk mand til mand duel, der skulle udløse den spændte situation, idet skæbnen også her spillede ind og blev afgørende.

Jagten foregik på hesteryg, og inden de nåede helt over til skoven havde kaptajnen allerede fået øje på en råbuk, og efter at have affyret sit gevær et par gange – uden dog at ramme – satte han i galop efter det skræmte dyr. Forfølgelsen gik ind i skoven, der i udkanten bestod af et tæt vildnis af lave træer og buske på en meget blød bund, og hans ukendskab til de lokale forhold resulterede i, at han red direkte ud i det forræderiske bundløse kildevæld, hvor både hest og den korpulente rytter aldeles forsvandt.
Det lykkedes dog for den tililende Jens Ulv – med assistance af tateren fra Møllehuset – at få det store menneske fundet og med brandhage, reb o.s.v. hevet op på fast grund – men ganske vist i livløs tilstand. De to mænd var meget bekymrede for de svenske soldaters reaktion, og de besluttede sig for at begrave ham i skoven og ikke underrette det svenske kompagni. Over graven anbragte de fem store mark-sten – for dermed at holde den store kæmpe på plads i graven!

Den forventede ballade med de svenske soldater udeblev dog, idet disse sandsynligvis havde været meget utilfredse med kaptajnen og derfor benyttede hans udeblivelse til at sige farvel og tak og skyndsomt afmarchere fra godset.
Vejen var nu banet for Gertrud og Jens’ lykke, og så snart krigen var forbi, giftede de sig og bosatte sig i det hus, som frøken Mette til Vinderslevgård havde ladet bygge til dem i skovbrynet ved Hingeballe Skov – der, hvor det nuværende Skovhuset (opført 1915) ligger.«

Det var den anden fortælling om Kæmpens Grav – og den lyder jo næsten helt realistisk, men om nogen af historierne overhovedet fortæller sandheden? – ja, det er jo ikke til at vide!
Der har aldrig – så vidt jeg ved! – været foretaget nogen form for udgravninger for at konstatere, om noget evt. skjuler sig under stenene.
Derimod har forskellige folk af bar nysgerrighed undersøgt kildens bundforhold, og det har så vist sig, at bunden er særdeles fast, og vandet ikke er dybere, end man har præsteret at vade igennem vældet i gummistøvler – og vel at mærke uden a t få våde sokker. Nå, men tiderne kan naturligvis have ændret på de oprindelige bund- og dybdeforhold.

Nu er det jo sådan, at de to sagn/historier udmærket kan have baggrund i hændelser, der virkelig har fundet sted på egnen en gang i tidernes morgen – uden dog samtidigt at have nogen som helst forbindelse med de 5 sten på bakketoppen. Og sandheden kan så være den, at man i sin søgning efter en forklaring på de mystiske sten i Hingeballe Skov simpelthen med tiden har fået dem flettet ind i nogle historier, der eksisterede på egnen, og som blev fortalt op gennem generationerne! – hvem ved?


Teori og fakta om Kæmpens Grav:

Men er man tilbøjelig til at afvise ovennævnte historier omkring Kæmpens Grav, melder sig dog straks spørgsmålet: Hvad er så forklaringen på de 5 sten på toppen af bakken? For helt sikkert er det, at det ikke er et udslag af naturens luner – derom vidner stenenes ensartethed og symetriske opstilling!
Men hvordan så? – Kan der måske findes en mere troværdig forklaring?
Et godt bud – efter min mening! – kunne være, at der er tale om et gammelt tingsted! Hvis man prøver at arbejde lidt med idéen, viser det sig efterhånden at være en acceptabel mulighed. Der er flere ting, der taler for – men også nogle imod. I det følgende skal vi prøve at veje tingene op mod hinanden og se, om der ad denne vej kan findes frem til noget fornuftigt og antageligt.

Det gamle herredsting i Hingeballe Skov?

Hvis vi nu forudsætter, at der har været et tingsted, må det have været et herredsting (evt. sysselting?), idet det er det eneste, vi kan få til at passe ind i vores iagttagelse af natur og lokalitet.
Herredstingene lå almindeligvis på ”frimark” uden for alfervej og fjernt fra menneskelig bebyggelse – netop for at understrege tingets uafhængighed og ukrænkelighed.

”Det er at observere, at alle Tinge i forrige Tider, saavel Landstinget, som Hjemmetingene, holdtes under a aben Himmel på fri Mark, dermed at bevise, at Retten var frie for hver Mand, som og sees af de gamle Love, at de som for nogen Sag bleve beskyldte, om det end var Crimen læsæ Majestatis (majestætsfornærmelse!), saa havde de Frihed at rejse til Tinge, og forsvare sig, som og Frihed at rejse Hjem igjen, om de ey paa Tinge vedgik Skyld”.

Således skriver herredsfoged, Christian Sørensen Testrup (1685 – 1761) i sin ”Relation om Tingene og Tingstederne samt Rættens Betiening” fra 1747, og gennem disse linier fornemmer man tingets fredhellighed og forstår, hvorfor herredstingene var placeret på neutral grund uden for godsernes og landsbyernes interessesfære. Herredstingene (Testrup benævner dem Hjemmetingene) var endvidere ofte beliggende på et højdedrag og gerne ved et skovbryn.

Et par ting kan dog rokke ved den udkastede idé om et fortidigt herredsting. For det første har vi ingen skriftlige kilder, og for det andet er der noget ved stenenes placering, der ikke rigtigt passer.
Mangel på skriftlige kilder kuldkaster dog ikke fuldstændig teorien, idet herredstinget er en ældgammel institution, der formodentligt er ligeså gammel som landets inddeling i herreder. Allerede så tidligt som 600 – 800 efter Kr. blev datidens Danmark inddelt i herreder, og den oprindelige betydning af ordet: herred, er netop: ”det område, hvorfra man rider til samme tingsted” – altså, de to begreber skylder hinanden deres oprindelse og må følgelig være af samme alder!

Hinge Sogn ligger i Lysgård Herred, og det første herredsting, de historiske kilder beretter om, er ét, der indtil 1650 lå i nærheden af gården, Marsvinslund, i Vium Sogn, men det behøver ikke nødvendigvis at have ligget der i al fortid. De senere omskiftelser vidner om stor tolerance på dette felt. I 1650 blev det flyttet til Svendshøj vest for Kjellerup, i 1688 til et område øst for Hinge by for endeligt i 1842 at finde sit blivende sted i Hørup ved Kjellerup.
Et tingsted kan altså udmærket have ligget ved Hingeballe Skov engang i fjerne tider – måske tilbage til Valdemarernes tid eller endnu tidligere? Forskellige ting ved målene på sten-opstillingen kan nemlig lede hen mod en tidsfæstelse til i hvert fald før år 1000 efter Kr.

Hvordan nu det? Jo, hvis vi kigger nøjere på målene, bemærker vi den overensstemmelse, der er i de 2 afstande mellem ”arme” og ”ben”. De 2 afstande er begge ca. 390 cm – målt fra stenenes midte. Altså, har ”konstruktøren” sandsynligvis benyttet sig af en form for opmåling og ikke bare lagt stene efter øjemål.
Nu er der så bare det mærkelige, at når man måler fra ”armene” til ”hoved” får man henholdsvis 336 cm og 322 cm.
Hvorfor så det? – tænker man så, indtil man indser, at et stort bøgetræ umiddelbart op ad hovedstenen ved sin vækst med tiden har skubbet denne en 6 – 7 cm til den ene side og derved forstyrret geometrien. Et godt gæt på det oprindelige mål vil derfor ligge på en ca. 330 cm.

Opstillingens fine symmetri og store overensstemmelse i målene tyder altså på, at der er brugt opmåling og dermed benyttet én eller anden måleenhed – men hvilken?

Ovtrup-præstens skitse af sognet – det er det lille kvadrat med prikken i midten, der er tingstedet.

Hvis man kan finde en måleenhed, der med rimelighed passer, kunne det måske føre frem til en sandsynlig alder på konstruktionen?
De måleenheder, der er blevet benyttet i Danmark gennem perioden fra ca. 100 før Kr. til metersystemet blev indført, er som følger:

1. den danske fod (31,385 cm) fra 1875
2. den jyske fod (28,76 cm) fra før 1875
3. den romerske fod (29,5 cm) – som vi ved f.ex. blev benyttet ved opførelsen af Trelleborg (ca. år 1000 efter Kr.)
4. den græsk/keltiske fod (33 cm) – som bl.a. Borremosefolket brugte (ca. år 100 før Kr.)

Indrømmet! – følgende konklusion er naturligvis ikke fuldstændig skudsikker, men hvis vi nu forudsætter, at en måleenhed er benyttet, må vi konkludere, at det sandsynligvis er den græsk/keltiske fod på 33 cm, idet den passer meget fint med de målte afstande.
Antagelsen må selvfølgeligt tages med alle mulige forbehold og kan kun være en løst udkastet teori, men hvis vi holder fast i idéen, indser vi, at vi skal tilbage til første årtusinde efter Kr. – og måske helt ned til 600 – 800 efter Kr. – netop den periode, hvor tingstederne blev oprettede og herredsinddelingen fandt sted. De 5 sten kunne så være resterne af et af landets ældste tingsteder? – en ret så fascinerende tanke!

Og den høje alder er måske så forklaringen på, ikke ligner de tingsteder, vi kender fra senere afbildninger. Denne divergens i konstruktionen er nemlig det andet tvivlsspørgsmål, der synes at kunne rokke ved teorien om et tingsted.
Om tingstedernes indretning fortæller Christian Sørensen Testrup:
”Tingstederne vare indrættede paa Marken, med 4re Tingstocke, som i en Firekant laa paa Stenene, hvorpaa sadde Fogden og Skriveren med flere, som administrerede Rætten, saa og de 8te Mænd, som af disse Tingstocke, kaldes Stockemænd. … Midt paa denne Plads imellem de 4re Stocke laa en stor Steen, paa denne Steen skulde Tyvene sidde naar de skulde dømmes, hvilke Stene endnu des Aarsage kaldes Tyve-Stenen paa denne Dag.”

Denne tingsteds-opbygning, som her beskrevet af Testrup, har man en samtidig tegning af (Politikens Danmarks Historie – bind 7 side 85). En præst i Ovtrup Sogn, Vester Herred, lavede i 1638 en skitse over sit hjemsogn, og på denne indgik herredstinget for Vester Herred.

Fig. 5

Tegningen stemmer nøjagtigt med Testrups beskrivelse, men det er imidlertid ikke det ældste billede, man har af et tingsted. Omtrent 100 år før – i 1555 – bringer svenskeren Olaus Magnus (1490 – 1557) i sit storværk: ”De nordiske folks historie”, et billede af proceduren på et nordisk tingsted (Politikens Danmarks Historie – bind 5 side 283), og opstillingen her skiller sig ud fra ovennævnte beskrivelse af et tingsted. Snarere kunne det minde lidt om stenformationen på Kæmpens Grav.
Det er dog ikke muligt ud fra billedet at foretage en nøjagtig bestemmelse af indretningen, men det er vel også nok, at billedet dokumenterer, at den firkantede model ikke var enerådende eller oprindelig!

Der synes altså at være en vis sandsynlighed for, at stenene på Kæmpens Grav kunne være resterne af et gammelt herredsting. At stenene ikke ligger i den beskrevne kvadratiske firkant, synes ikke umiddelbart at være en hindring. En svunden tid kan have haft en anden udformning af tingsteder – og vi har jo netop anslået alderen til godt og vel 1000 år.
Det formodede herredsting kan da meget vel have set ud som skitseret på fig. 5. De 3 ”stokke” lå så på stenene, der markerer ”kæmpens” 4 lemmer, og hovedstenen fungerede som ”tyvsten”.
Herredsfogden og skriveren har muligvis siddet på den korte stok med front mod den anklagede, og på de 2 lange stokke har der været rigelig plads til 8 ”stokkemænd” – hvis officielle betegnelse dog var ”sandemænd”. Der var også på stokkene plads til det antal vidner – (en 2 til 4 stk.) – som der hørte sig til!

De øvrige tingfolk – dem, der hørte på – har måske opholdt sig i en tilpas afstand bag ved tyvstenen, og deres befordringsmidler – hestene – stod imens bundet til træerne i skovbrynet. Det praktiske i at placere tingstedet i forbindelse med en træbevoksning åbenbares derved ganske uventet, og det kan jo også godt bestyrke teorien i en positiv retning.
Som et sidste ”indicium” til bestyrkelse af teorien kan der peges på stenenes ensartethed og deres flade, plane overflade, der gør dem velegnede som fundament for de planker – eller stokke – som vi har hørt om, dannede tingstedets siddepladser!


Det var så en helt anderledes – og naturligvis hjemmestrikket – forklaring på tilstedeværelsen af de besynderlige 5 sten på bakketoppen i Hingeballe Skov. Teoriens holdbarhed kan slet ikke garanteres, men de fremsatte tanker og idéer er blot et (nyt) forsøg på en forklaring ud fra historiske fakta – og ikke mindst iagttagelse på stedet!
Som sagt søger vi en forklaring på alting – andre har jo før forsøgt sig med en forklaring på Kæmpens Grav, har vi hørt om! – og denne her fremsatte bliver måske blot den tredje i rækken af uholdbare krøniker om 5 sten i Hingeballe Skov!