Den fantastiske historie om en sejlivet Citroën 11 BL Sport årgang 1937!


Indledning
I beretningen om min skoletid – menupunktet Husker du vor skoletid....? – fortæller jeg bl.a. om min allerførste skoledag i Hinge Forskole den 1. april 1946 – og om, hvordan jeg på denne dag blev kørt op til skolen i en næsten ny og meget flot Citroën – model 1937.
Denne fantastiske bil vil jeg nu fortælle lidt mere om, for det har efterfølgende vist sig, at bilen, der dengang tilhørte min fars fætter, Hans Hvam, Pederstrup, har en lang og interessant historie, der fortjener at blive fortalt!

Men allerførst lidt om personen, Hans Hvam. Hvem var han? – hvad lavede han? – og hvordan var hans familiemæssi-ge baggrund? – og hvorfor køber han mon denne teknisk set helt revolutionerende bil – en Citroën Traction Avant – der helt tilbage i 1937?

Hans Hvam bag rattet i sin nye flotte Citroën Traction Avant!

Se evt. slægtstavlen for Hvam-slægten her!

Slægten
I starten af 1870-erne sker der det helt usædvanlige, at en del slægter/familier fra Dræby og Munkebo sogne på Nordøstfyn forlader deres hjemstavn og flytter til Vinderslev sogn i Midtjyl-land. Hvor mange slægter, der er tale om, er uklart, men det kan sikkert tælles på én hånd.
Hvad årsagen er til, at de sådan forlader den fynske idyl og flytter til det lidt mørke Midtjylland, kan der kun gisnes om, men måske var der på det tidspunkt lidt "overbefolket" på deres hjemegn, og derfor både vanskeligt og dyrt for unge landmænd at købe og etablere sig med et jordbrug. Priserne på landbrug var måske lavere i Vestdanmark – og udbuddet større.
Det kunne så være forklaringen på denne spektakulære fynske immigration!

I 1872 forlader den 30-årige Hans Nielsen fynsland sammen med sin lille familie og

Dorthea og Laura stillet op til fotogra-fering sidst i 1880-erne.


flytter til Vinderslev sogn – nærmere bestemt Pederstrup. Han er kort forinden blevet gift med enken Kirsten Poulsen, hvis mand, Jens Jensen, var død året forinden. Kirsten Poulsen er 3 år ældre end Hans Nielsen, og hun har født et barn, Dorthea Margrethe (16/10 1869), i sit ægteskab med Jens Jensen.
Familien køber – (efter al sandsynlighed?) – Damgård i Pederstrup – martr.nr. 3a – hvor de så flytter ind og etablerer sig i 1872 – og 5 år senere – den 2/12 1877 – føder Kirsten endnu en pige, Laura Mathilde.

Hans Nielsen – der aldrig blev kaldt andet end Hans Fynbo – var en usædvanlig personlighed, idet han både var landmand og ikke mindst spillemand – og så absolut en kendt én af slagsen. Han var kendt viden om og spillede på sin violin til fester rundt omkring i det midtjyske i masser af år. Vel ikke helt til sine dages ende, men tæt på. Han dør i 1922 – firs år gammel. Hans kone, Kirsten, var død 5 år for-inden i 1917.

Her var det så min tanke at fremføre en noget løs teori, som jeg absolut ikke har skyggen af beviser for rigtigheden af – men alligevel vil jeg vove det ene øje og forsøge!
Jeg vil prøve at ræsonere mig frem til, hvordan det kunne gå til, at min farfar, Knud Overby fra Hingeballe, fandt den unge, smukke Dorthea oppe i Pederstrup – Hans Fynbos steddatter – blev gift med hende og fik børn og børnebørn – og dermed blev hun jo min rare og elskelige bedstemor, der passede så godt på mig og mine brødre, da vi var helt små!
Min farfar var født 1862 og blev 30 år gammel gift med den 23-årige Dorthea fra Damgård i Pederstrup. De overtog derefter gården i Hingeballe og drev den i fællesskab, indtil Knud dør i 1924. Knud var altså landmand, men han var også spillemand, og spilleriet optog ham sandsynligvis langt mere end landbrugsdriften? Han gjorde sig i hvert fald ikke bemærket indenfor landbrugskredse – i foreninger og bestyrelser etc. – så min konklu-sion må være, at han nok mere var landmand af navn end af gavn!
Til gengæld tror jeg – og ved(!) – at han gik meget op i musik og især sit violinspil, idet jeg har nogle nodebøger, hvor han med fantastisk flot og sirlig nodeskrift har indskrevet violinstemmen til mange kendte og ukendte musikstykker – såvel dansenumre som ensemble-stykker.
Altså – musikken havde hans store interesse, og denne interesse bringer ham så i forbindelse med den kendteste og dygtigste spillemand på egnen på denne tid – nemlig Hans Fynbo! Det er ret sandsynligt – og derfor også en absolut nærliggende tanke!

Hans Fynbo foran Damgård sammen med sine 3 børnebørn ca. 1913


Jeg ved desværre ingenting om, hvor meget min farfar har spillet? Om han har spillet ude til dans og fester i lighed med Hans Fynbo etc. – eller om han kun har dyrket musik-ken som en højt værdsat fritidsinteresse?
Men under alle omstændigheder har han kendt Hans Fyn-bo og været med indenfor i spillemands-kredsene – og der i Pederstrup møder han så sin kommende kone, Dorthea – som for øvrigt altid blev kaldt Thea!
Det var så min egen selvbryggede teori om, hvordan min farmor og farfar fandt hinanden. Den er faktisk meget smuk – og viser på bedste vis, hvad musikken også kan føre med sig af evt. bonusgevinster! Jo, jeg tror skam på histo-rien – sådan gik det helt sikkert til?
Se evt. slægtstavlen for Overby-slægten her!

Inden vi helt forlader Hans Fynbo har jeg en lille anekdo-te, som jeg lige må have fyret af.
I min fortælling om Hinge Søbad beretter jeg om, hvor-dan jeg i min barndom gik til musikundervisning hos Esther og Bech Bjerregaard på Hinge Søbad. Fra omkring 1947–48 – til vel et stykke op i 1950-erne?
Bech Bjerregaard var dengang en meget benyttet musiker til morgenmusik ved sølv- og guldbryllupper. Han spillede selv trompet og havde så almindeligvis en horn- eller basun-spiller med, men da jeg var blevet rimelig habil på min b-klarinet, fik jeg ind imellem lov til at være med.
Bjerregaard var – udover at være en meget dygtig musiker – også en underholdende og festlig person, der havde stor fornøjelse af at snakke med folk – børn såvel som voksne! Han kendte mange mennesker og havde altid mange anek-doter at diske op med – og én af disse anekdoter blev altid fortalt, når vi f.eks. spillede morgenmusik i Vinderslev-, Pe-derstrup- eller Mausing-området.
Så var hans yndlingshistorie, at ham der – den unge musiker – (altså mig!) – som var med på klarinet, faktisk var Hans Fynbo's oldebarn! Og denne oplysning var virkeligt noget, som gav anerkendende nik og smil fra de deltagende gæster, for mange af dem kunne jo huske den berømte spillemand Hans Fynbo – eller i det mindste havde de hørt beretninger om ham.

Hans Hvam – fotograferet i Ollerup i midt-20-erne?

Selv havde jeg ikke den store indsigt i mine slægtsforhold på dette tidspunkt, og jeg satte mig heller ikke ind i, hvordan det nu hang sammen med denne fynske oldefar. Men jeg troede på historien – og var jo også lidt stolt af at være i slægt med denne tilsyneladende berømte mand, som åbenbart havde været noget stort inden for spil-lemands-musikken!
Men ak! – senere i mit voksne liv fandt jeg jo så ud af, at jeg slet ikke var i slægt med – og overhovedet intet fynsk gén havde tilfælles med – denne Hans Fynbo.
Så sikke en nedtur! Min oldefar hed Jens Jensen – og han var fra Måle, Viby sogn på Fyn – og om ham ved jeg ikke ret meget! Kun, at han var gift med min fynske oldemor, Kirsten Poulsen – med hvem han i 1869 fik datteren, Dorthea – min farmor – men han dør så i 1871 – kun 39 år gammel, hvorefter min oldemor bliver gift med Hans Nielsen (Fynbo)!
Min "rigtige" oldefar, Jens Jensen, var helt sikkert et udmærket menneske – og han var i hvert fald fra Fyn – ligesom ham min berømte pap-oldefar, Hans Fynbo!
Men under alle omstændigheder – mine oldeforældre på min farmors side var beg-ge to fynboer, så de fynske géner i mit dna er en kendsgerning – og de udgør skam ikke mindre end 25% – jamen uha-dada! – det var godt nok meget!
Se evt. slægtstavlen for Hvam-slægten her!

Hans Hvam
10 år efter storesøster Thea's giftermål med Knud fra Hingeballe bliver lillesøster Laura i 1902 gift med en mand fra nabolaget – Peter Jensen Hvam (23/12 1863) – hvis forældre havde et landbrug i Mausing. Peter og Laura Hvam får 3 børn – Hans (1903), Alfred (1908) og datteren Ida Kirstine (1910).
På et tidspunkt i starten af 1910-erne overtager Laura og Peter Hvam Damgård – og nu er vi så der, hvor hovedper-sonen i denne fortælling – nemlig Laura og Peter Hvams ældste søn, Hans, begynder at træde frem på arenaen!
Jeg ved ikke så meget om Hans' barndom – og heller ikke om Alfreds og Idas barn-

Alfred Hvam – fotograferet i Ollerup sidst i 20-erne?

domsår for så vidt – men der er ingen tvivl om, at de alle tre var begavede og op-vakte på alle måder.
Da Hans og Alfred kommer op i ungdomsårene viser der sig et interesse-fælles-skab for de to unge mennesker – nemlig idræt – og specielt gymnastik. Og det var gymnastikken, som den netop i disse år blev fremført og praktiseret på Ollerup Gymnastikhøjskole på Fyn – grundlagt 1920 af Niels Bukh, der var forstander og leder for skolen og for de elitegymnaster, der i 20-erne og 30-erne rejste Verden rundt og blev populære på at vise herre-gymnastik i verdensklasse!

Både Hans og Alfred var gymnaster på elite-niveau og var med på skolens opvis-ningshold , og især Alfred var også med på rejser i udlandet. Efter Ollerup engage-rer de sig begge i lokal og regional gymnastik på ledelsesniveau, og også her er Alfred den, der engagerer sig allermest. Han gør en meget stor indsats ude i kred-sene i Gl. Skanderborg Amts Gymnastikforening – og sidder også med mellemrum med i diverse bestyrelser.
Under en gymnastikopvisning med Ollerups elitehold sker der desværre et uheld, idet Alfred under et spring lander uheldigt og falder ned på plinten og slår sig gan-ske slemt lige i nyre-regionen. Uheldigvis udvikler det sig derefter til en alvorlig nyrelidelse, og efter flere indlægggelser og operationer dør Alfred i 1936 – kun 28 år gammel.
Et hårdt slag for familien, der også 10 år tidligere havde mistet deres eneste dat-
ter, Ida, der døde under et ophold på Levring Efterskole – 16 år gammel – vist nok af meningitis?

Håndstand på tag-rygningen – Alfred ca. 1930!

Ved skæbnens ugunst var Hans nu i en alder af 33 år den eneste tilbageværende af Laura og Peter Hvams børn.
Jeg forestiller mig nu – uden dog på nogen måde at kunne dokumentere det! – at Hans derefter i 1930-erne og indtil faderens død i 1943 – var hjemme på Damgård og be-styrede bedriften for sine forældre, der efterhånden var godt oppe i årene. Det lå selv-følgeligt i luften, at Hans skulle overtage Damgård på et tidspunkt, men det skete dog først efter Peter Hvams død i 1943.
Hans var på dette tidspunkt fortsat ungkarl, men denne tilværelse ændres dog, da han den 26. juni 1945 bliver gift med Ena Borup Frederiksen (f. 1914) fra Kjellerup, og 2 år efter får de datteren, Dorrit (14/8 1947).

Hans og Ena kom ofte på besøg i Hingeballe hos mine forældre – og omvendt var mine forældre også tit på besøg i Pederstrup. Ved sådanne lejligheder blev der som regel spillet kort – og almindeligvis en lokal afart af whist. Ena var en lidenskabelig kortspiller – og det samme må man sige om min mor og far.
Hans derimod – spillede ikke kort! Det havde absolut ikke hans interesse, men det be-tød ikke, at han var "u-selskabelig" anlagt – så absolut ikke! Han var en åben, hyggelig, smilende og humoristisk mand, der i godt selskab elskede at fortælle historier. Han havde som regel altid en anekdote eller historie i ærmet, som han skulle have fyret af – også ind imellem én af de lidt mere vovede af slagsen. Naturligvis til stor moro for alle de voksne – for vi børn var naturligvis i nogenlunde passende afstand, når den "frække" historie blev fortalt – troede de da!

Hans var gennem hele sit liv meget interesseret i alt, hvad der havde med teknik og mekanik at gøre. Han samlede på ting og sager – og brugte derefter løs af sine samlinger til at konstruere diverse forskellige ting af mere eller mindre me-kanisk tilsnit. Det kunne være lige fra sindrige dekorative konstruktioner til mere mekaniske – såsom væg- og standure! Mange af tingene forærede han gavmildt væk, så i mit barndomshjem i Hingeballe så man også nogle af hans finurlige konstruktioner.
Hvis man var barn, var det også godt at besøge – eller få besøg af – Hans Hvam, for han havde som regel altid én eller anden spændende ting med i lommen, som han så med stor glæde forærede til – f.eks. mig! Mit første flotte armbåndsur – som jeg var vildt stolt af – fik jeg f.eks. af Hans Hvam engang i starten af 50-erne – da jeg var en 11 – 12 år, og stadig-væk – her på mine gamle dage – har jeg forskellige ting liggende, som jeg i barndommen fik foræret af Hans. Og så er jeg for øvrigt helt sikker på, at han også selv glædede sig over – og havde stor fornøjelse af – at forære os disse små og store – og meget spændende ting og sager!

Haven med træer, dam og lysthus!


Men selvom det nok ikke var landbruget, der havde Hans' aller-største interesse, så blev gården alligevel drevet, passet og plejet efter alle kunstens regler, og der var orden i sagerne både ude og inde.
En stor gammel have med græsplæne og store skyggefulde træ-er hørte til – og naturligvis havde Damgård også en dam – ja, næsten en hel lille sø, der lå i forlængelse af haven mod vest – og under trækronerne ved "søbredden" lå så et lille charmerende gult lysthus, som Hans sandsynligvis selv havde bygget?

Stuehuset var stort og næsten herskabeligt – syntes vi! – og stu-erne var udstyret med fine kvalitetsmøbler og med kunst på væg- gene – og så stod der jo – allerede der midt i 50-erne – det aller-nyeste indenfor tekniske apparaturer – nemlig et vidunder af et fjernsyn – fantastisk!
Hans og Ena var blandt de allerførste i miles omkreds, der fik
en sådan moderne tingest installeret.

Ena og Hans Hvam med datteren Dorrit 7/9 1959

De var faktisk så tidligt på færde med TV, at der end ikke på daværende tidspunkt var fær-dig-bygget en sendemast i Jylland, så de måtte i starten rette an-tennen mod Odense, hvor der var rejst en sendemast, hvorfra man så kunne nedtage et halvdårligt signal – og i stærkt varie-rende kvalitet.
Men hurtigt efter blev der rejst sendemaster i hele Jylland, og det forbedrede naturligvis billedkvaliteten væsentligt. Nu skete der så det, at alle i den nære familie derefter tog mange ture op til Dam-gård i Pederstrup for at opleve dette fantastiske nymodens fjernsyns-kiggeri.
Jeg husker f.eks., at jeg så de legendariske ungarns-udsendel-ser, der blev sendt i 1956 – og så mindes jeg også noget om Grace Kelly's bryllup med fyrst Rainier 3. af Monaco – og det var jo også en begivenhed fra 1956.
Jeg er ikke sikker på, at Hans og Ena altid var lige begejstret for denne familie-invasion, men de tog det nu meget pænt – og efterhånden svandt nyhedens interesse jo også – og så var der jo sandt for dyden heller ikke meget andet i flimmer-kassen dengang, der var værd at se på!

Bilen!
Hvornår fik Hans sin første bil? Sandsynligvis engang sidst i 1920-erne? – men det er igen en udokumenteret påstand! Dog må man gå ud fra, at en så teknisk interesseret mand som Hans allerede tidligt i sit voksne liv må have siddet bag rattet i egen vogn – selv om vi er helt tilbage i 1920-erne og 30-erne, hvor det absolut ikke var almindeligt, at man ude på landet kørte rundt i automobiler! Men der må have været et – eller flere? – motor-køretøjer inde over, førend han i 1937 gør det ultimative indkøb af en splinterny Citroën Traction Avant!
Jeg forestiller mig også, at Hans har interesseret sig for – og løbende fulgt med i – hvordan den tekniske udvikling forløb hos de forskellige europæiske bil-producenter, og på et tidspunkt i starten af 30-erne bliver han så opmærksom på den franske procucent af bilmærket Citroën, der netop i disse år lancerer en masse tekniske nytænkninger i deres nye

Citroën-logo'et –
i en nyere version!

modeller.
Denne franske bilfabrik var grundlagt i 1919 af André Citroën (1878 – 1935) – en fransk/jø-disk ingeniør og iværksætter, hvis forældre var indvandret fra Holland i 1873. Der knytter sig den pudsighed til efternavnet Citroën, at en oldefar til André faktisk havde levet af at sælge citroner i Amsterdam og derfor havde antaget det hollandske ord for citron som familienavn. Da familien ankom til Frankrig, ændrede de navnet fra Citroen til det mere franske Citroën!

En lille interessant historie er knyttet til det karakteristiske Citroën-logo. Alle kender sikkert logoet med de to vinkler oven over hinanden? – og på det første billede i begyndelsen af den-ne fortælling, ser man også logoet nogenlunde tydeligt foran på køler-grillen af Hans Hvam's Citroën fra 1937.
Allerede fra den første bil forlod fabrikken har alle Citroën'er været udstyret med netop dette logo i én eller anden udformning – og historien bag det er som følger:
Før André Citroën startede sin bilfabrik, havde han i en del år – og med stor succes – produ-

André's tandhjul

ceret tandhjul. Under en rejse til Polen – (hans mor var født i Polen!) – så han et sted en tømrer, der lavede store tandhjul af træ – til møller vel sagtens? Men det interessante og nye (for André!) var, at tømreren lavede tænderne dobbelt skråtskårne. Forklaringen var, at tandhjule-ne derved fik et lettere løb og med mindre slitage til følge.
André blev meget begejstret for denne måde at udforme tandhjul på og købte på stedet pa-tentet af den polske tømrer. Han tog hjem og overførte princippet til sine metal-tandhjul – og da han senere gik i gang med bilproduktion, brugte han også dette princip til konstruktion af bilernes gear-tandhjul – og samtidig gav det ham så inspiration til virksomhedens logo!

Bilfabrikken, som André nu havde fået sat i værk, lavede i 1920-erne deres biler til dels efter samme recept som alle andre europæiske bilproducenter dengang praktiserede. Dvs. at man traditionelt opbyggede en bil således, at først konstruerede man en fast undervogn – chassis-et – hvorpå alle de mekaniske dele – motor, kobling/gearkasse, hjul m.v. – blev påmonteret. Oven på dette understel monterede man så selve karosseriet.
Motoren sad foran, men trækket lå på baghjulene – derfor måtte man have en kardanaksel fra motoren til baghjulene, og denne aksel lå i en kardan-tunnel, der så optog plads inde i bilen.
Bil-designet i 1920-erne var overvejende karakteriseret ved de høje og firkantede HGF-typer – og det gjaldt for stort set alle bilmærker – så aero-dynamik, lavt tyngdepunkt og dermed bedre

Citroën model B 1921/22

køreegenskaber havde endnu ikke vundet indpas!
Dette var i hovedtræk standarden for europæisk bilproduktion indtil ca. 1930 – men så begyndte der at ske noget!

André Citroën's bilfabrik havde klaret sig godt igennem 20-erne og var på et tidspunkt Verdens fjerde-største bilproducent (i følge Wikipedia!) – med fabrikker i Belgien, England, Tyskland og Italien – foruden i Frankrig natur-ligvis!
Men denne voldsomme satsning havde kostet dyrt, og fabrikken var i starten af 1930-erne tæt på en konkurs. Én af virksomhedens største kreditorer, Michelin, griber dog ind og overtager fabrikker og produktion – og smider grundlæggeren ud. Tabet af sit livsværk var så hårdt et slag for André Citroën, at han går ned med stress, hvilket i sudste ende fører til hans død i 1935.
Men inden André Citroën helt mistede kontrollen med sit livsværk, havde han dog i begyndelsen af 30-erne givet sin udviklings-afdeling en ny stor udfordring:

En bilteknisk revolution fra 1934 – Citroën Traction Avant

De skulle designe en bil efter helt nye prin-cipper og med helt nye revolutionerende bil-tekniske løsninger. Det, de skulle skabe, fik betegnelsen: Citroën Traction Avant.

Til at forestå denne nyskabelse havde An-dré Citroën haft held til at ansætte to meget dygtige personer, der efterfølgende kom til at præge Citroën de næste mange år!
Først og fremmest var det den italienske kunstner og designer, Flaminio Bertoni (1903 – 1964), der blev ansat på Citroën i 1932, og det blev også ham, der egenhændigt (på kun én nat? – siges der!) skaber "Traction Avant" i modellervoks. For første gang i historien sker det, at en model af en ny bil realiseres som "skulptur" i stedet for – som vanligt – at blive nedfældet på papir.

Den anden betydningsfulde person, som André får ansat, er den franske fly-ingeniør, André Lefèbvre (1894 – 1964), der kommer til at stå for udviklingen af alt det tekniske vedrørende "Traction Avant".
Og det var virkeligt epokegørende nyt, der blev resultatet af hans og Bertoni's banebrydende arbejde. Mange af de prin-cipper, hvorefter man hidtil havde opbygget en bil – teknisk og designmæssigt – blev radikalt ændret med denne nye Citroën-model.
En hel masse ting kan nævnes, men blandt de allervigtigste – og helt revolutionerende – var selvfølgeligt forhjulstrækket (traction avant) – og så ikke mindst det absolut avancerede og opsigtsvækkende: et selvbærende karosseri – altså væk med chassi-rammen! Og så skal også fremhæves, at bilen samtidigt fik et lavt og aerodynamisk

Helsvejset selvbærende stål-karosseri!

design, der gav et lavt tyngdepunkt og dermed eminente køreegenskaber!
Andre og flere avancerede tekniske løsninger blev introduceret med denne model, men derom kan man læse på diverse netsider, hvor der indgående fortælles om disse – f.eks. på hjemme-siden Traction Avant – hvor der også er flere billeder, der på glim-rende vis viser den tekniske opbygning!
Den standard – og mange af de bil-tekniske løsninger – der blev indført med denne enestående og smukke bil fra 1934 – lever videre i moderne biler, så nutidens bilproducenter Verden rundt har meget at takke André Citroën for!

Desværre havde modellen en del børnesygdomme i starten, så der måtte en del tekniske ændringer til, før modellen i 1936 for alvor var kureret og klar til at erobre det europæiske bil-marked. Modellen – i forskellige varianter – var i produktion til og med 1957, og igennem de 23 år blev der bygget og produceret i alt 759.123 Traction Avant's!
Hjemme i Pederstrup havde Hans Hvam naturligvis fulgt med i, hvad der var under udvikling på den store franske bilfa-brik i disse år. Han har helt sikkert med den allerstørste interesse læst om den nye Citroën Traction Avant – om alle de nye og avancerede tekniske detaljer – og da så endelig bilen i 1936 var blevet renset for alle børnesygdomme og var klar til distribution – også i Danmark – beslutter han sig for at anskaffe sig et eksemplar af vidunderet og henvender sig derfor til den lokale Citroën-forhandler i Kjellerup, Fr. Dalsgaard.

Forhandler-logo fra 1930-erne


Men interessen for denne ny-udviklede Citroën-model var meget stor – ikke bare i Danmark, men over hele Europa – så den var slet ikke "lager-vare" hos Fr. Dalsgaard i Kjellerup. Den måtte bestilles direkte på fabrik-ken i Paris, og så måtte man indstille sig på en del ventetid. På fabrikken indgik bestillingen nu i produktions-køen, og man fik oplyst en dato for levering.
Den modeltype af Traction Avant, som Hans bestiller, hedder helt korrekt Citroën 11 BL – men i Danmark bliver den også kaldt Citroën 11 Sport! Bilens farve vælges i en speciel, men meget flot grå-grøn nuance med lidt metalglimmer i – vert irisé hedder farven på fransk – direkte oversat til dansk betyder det regnbuegrøn!
Den 22. maj 1937 er bilen færdigbygget på fabrikken. Den sendes deref-ter med tog til Danmark den 28. maj, men forinden er den blevet skilt ad. Ved ankomsten til Danmark samles den igen i Sydhavnen i København.
Citroën havde i 1927 startet en samlefabrik i en større fabrikshal i Scandiagade i Sydhavnen, og i mange år fremefter bliver bilerne til det danske marked – og senere hele Skandinavien – samlet og færdiggjort her på denne københavnske samlefabrik.
Årsagen til denne fremgangsmåde skal søges i gældende told-regler for indførsel af hel-fabrikata og halv-fabrikata. Der var lavere toldsats på halv-fabrikata, så derfor kunne det være en økonomisk fordel for bil-producenten at have disse samlefabrikker i f.eks. Danmark! Også Ford og General Motors (GM) havde i mange år samlefabrikker i København, så der var skam stor bilproduktion i Danmark dengang!
Der opstår i øvrigt et problem for Citroën, da de lancerer den nye Traction Avant med selvbærende stål-karosseri. De danske told-myndigheder nægter i første omgang at godkende karosseriet som halv-fabrikata, så Citroën må i gang med at importere bilen samlet fra fabrikken i Paris. Det fordyrer bilen og tager samtidig arbejdet fra mange af de ansat-te på fabrikken i København, hvor personalet i f.eks. 1929 var på hele 450 mand! Senere finder man vist nok en ordning, så produktionen kan gen-etableres og arbejdspladserne reddes – og Hans Hvams bil bliver i hvert fald samlet i Sydhav-nen i København i 1937!
Bilen bliver færdiggjort, fortoldet og indregistreret lørdag d. 26. juni 1937, og sandsynligvis modtager Hans sin nye flotte bil få dage derefter!
Prisen for hele herligheden inklusive diverse afgifter var 6.134,50 kr – hvilket omregnet til 2014-priser svarer til cirka 210.000 kr. Bilen får registrerings-nummeret T 2996. Se diverse attester her!

De næste mange år kører Hans nu rundt i sin Citroën – dvs. der kommer dog ret hurtigt en lidt længere pause på ikke mindre end 6 år. Allerede da krigen indledes i starten af september 1939, indføres der benzin-rationering i Danmark, så privat bilkørsel blev stærkt indskrænket, og da så krigen også kommer til Danmark i form af den tyske besættelse den 9. april 1940, bliver benzin til privatkørsel helt forbudt.
Så er der ikke andet at gøre end at opklodse bilen og afvente bedre tider. Først i starten af 1946 bliver privat bilkørsel igen tilladt, og Hans får bilen gjort klar til ny-syning og gen-indregistrering, der finder sted den 14. marts 1946.
Men benzin-rationeringen er stadigvæk gældende – og det fortsætter helt op til starten af 50-erne. Man kunne få tildelt et vist antal liter benzin til privat-kørsel – men kun til kørsel i lokal-området. Ønskede man at køre f.eks. på ferietur uden for lokal-området, måtte man ansøge om ekstra ferie-tildeling af benzin. En sådan tildeling får Ena og Hans Hvam efter ansøgning i april 1950 – og så tager de på en uges ferietur til hovedstaden!
Først i begyndelsen af 50-erne forsvandt de sidste restriktioner og rationeringer – og her iblandt benzin-rationeringen – og derefter var al privatkørsel tilladt i hele landet!
Men altså – efter 14. marts 1946 ruller hjulene igen på den stadigvæk tiptop moderne bil, der har stået trygt og godt i garagen, hvor den var blevet passet og plejet igennem alle de mange år på stand-by! Hans havde sikkert gemt noget benzin, så motoren kunne blive startet med mellemrum – så den ikke helt "groede" fast!

Hans nedlægger en motorcykel på Nørregade i Kjellerup!

Der er ikke de store problemer med det mekaniske – og med bilen i det hele taget i årene fremefter. Den kører stabilt og godt. Nu er det jo også sådan, at den heller ikke udsættes for de store strabadser. Kortere køreture til familie og venner rundt omkring – indkøbsture til Kjellerup og Silkeborg – og så en gang imellem en længere tur til Skagen eller Vesterhavet måske?

Jo, Hans passede godt på sin Citroën, og han overlod ikke rattet til hvem som helst. Efter han bliver gift med Ena i 1945, får hun dog også lov til at føre bilen ind imellem, men om det var af manglende lyst eller uenighed om hendes evner udi bilkørsel, der fik hende til at stoppe efter et par år, står uafklaret.
I 1968 får datteren, Dorrit, kørekort, og hun husker, at hun prøvede at køre Citroën'en, men havde problemer med gearstangen, der sad et besynderligt sted midt i instrument-brættet! – og hun oplevede bilen som meget "stiv" (i affjedringen?) at køre i sammenlig-net med den Opel Rekord, hun havde erhvervet sit kørekort i!

Uheld er der heldigvis ikke mange af. En vinterdag måtte bilen dog en tur i grøften pga. isglatte veje i det midtjyske, men det gav ikke anledning til den helt store dramatik.
Lidt værre gik det en gang sidst i 40-erne på Nørregade i Kjellerup, hvor Hans glemte at se sig tilbage ved et venstresving og derfor kom til at nedlægge en overhalende motor-cyklist med en passager på bagsædet. De to på motorcyklen fik lettere skader – motor-cyklen og bilen fik vel også et par skrammer? – men bilens fører og passager kom intet til! Politiet optog rapport, og mon ikke Hans blev præsenteret for en mindre bøde?

Da bilen runder de tyve år sidst i 50-erne, er der begyndende rustskader, og Hans går derfor med tanker om at pensionere den "gamle" Citroën og erstatte den med en helt ny bil af et andet mærke. Han havde nemlig forelsket sig i en Volvo Amazon. En vogn, som var ny-introduceret på dette tidspunkt og meget populær.
Af én eller anden grund bliver det dog ikke til noget, og i stedet går han selv i gang med at udbedre rust-skaderne på Citroën'en. Han på-nitter metalplader over nogle rusthuller på skærmene – spartler, grunder og sliber – og pensel-maler reparationerne med en farve tæt på den originale. Jeg har dog en mistanke om, at hele bilen på et tidspunkt bliver ny-malet – og det er måske der, det sker? – og med en farve, som ikke er helt den flotte metal-grønne "vert irisé", den havde fra ny? Det vil jeg begrunde senere!

Så Citroën'en får altså lov at køre videre – og til langt op i 60-erne – indtil den omkring 1968 – 69 bliver erstattet af en Opel Rekord – men da har den også holdt ud i over 30 år! Ingen større reparationer har der været igennem de mange år – bortset fra rusten – altså! Og det er jo ret fantastisk, men vidner om bilens høje kvalitetsmæssige standard!
Citroën'en bliver dog ikke bare sendt til autoophuggeren. Hans kan simpelthen ikke nænne bare sådan uden videre at "smide" 30-ernes største bil-sentation ud til evig fortabelse, så for anden gang i sin tilværelse bliver bilen klodset op og denne gang anbragt i laden på Damgård. Og der står den nu i nogle år og samler støv.
I sommeren 1973 dør Hans Hvam, og året efter sælger Ena og Dorrit gården og flytter til Kjellerup. Ved denne lejlighed bliver den godt tilstøvede Citroën Traction Avant fundet frem, og en slægtning – Kurt Frederiksen i Herning – overtager den gamle veteranbil.
Og her i året 1974 forlader vi så Damgård i Pederstrup – og bevæger os næsten 4 årtier frem i tiden!

Bilen, der ikke ville dø!
Så er vi i starten af året 2013 – i januar måned – og her i denne fremskredne tidsalder er der nok ikke mange folk tilba-ge i Pederstrup og omegn, der endnu husker – eller har nogen som helst erindring om denne specielle bil, som Hans Hvam købte i 1937 – for ikke mindre end 76 år siden! – selv om den dog – med Hans bag rattet – kørte rundt på de lokale midtjyske landeveje i de efterfølgende 30 år.
Naturligvis er der ældre mennesker – inden og uden for den nære familiekreds – bl.a. forfatteren til disse skriblerier – der stadigvæk husker den flotte bil. Og jeg havde jo netop også den store fornøjelse at blive kørt op til skolen af Hans Hvam på min allerførste skoledag den 1. april 1946! – og denne dag husker jeg næsten i alle detaljer.
Det var for øvrigt én af de første ture, Hans kørte i bilen, efter den lange 6-års bil-løse tid, idet bilen netop var blevet gen-indregistreret den 14. marts 1946 – altså kun 14 dage før min tur til skolen i limousinen, men jeg husker også bilen som helt fantastisk flot og skinnende!
Men altså – vi snakker jo om "meget gamle dage"! – og hovedpersonen er forlængst død og borte – og bilen? – ja, den var sandsynligvis gået til – tæret op af rust og tidens tand i al almindelighed?

Så sker der imidlertid noget helt overraskende! En mail indløber i mailboxen fra én af mig ukendt person – bosiddende et eller andet sted på Sjælland. Afsenderen – Torsten Laursen Vig – fortæller i en kortfattet meddelelse, at han ved søg-ning på nettet er havnet på min hjemmeside www.hingeballe dk – og der under menu-punktet Husker du vor skoletid? – har set det gamle, flotte billede af Hans Hvam siddende i sin nye Citroën Traction Avant.
Torsten Vig beder om lov til at låne billedet, og informerer om, at han er med i en bilklub for gamle Citroëner, hvor de bruger meget tid på at samle oplysninger og billedmateriale om de gamle biler. Og så følger det ganske overraskende og sensationelle for mig, idet han også oplyser, at Hans Hvam's gamle Citroën stadigvæk eksisterer – men dog ikke i restaureret stand!
Det var dog helt fantastisk! Jeg skynder mig at fortælle Dorrit – Hans Hvam's datter – om mine oplysninger, og der følger derefter en mail-korrespondance mellem Dorrit og Torsten Vig – hvor hun sender billeder og udklip til Sjælland, og han kvitterer med en del oplysninger om bilens omtumlede tilværelse gennem de seneste 40 år – og så sender han ikke mindst nogle helt fantastiske nyere billeder af bilen!

Her står den så – tørt og lunt – Hans Hvam's gamle Citroën fra 1937 – fotograferet i 1996 hos Jørgen Kjær, Hadsten!



Torsten Vig oplyser, at der har været en del ejere af bilen i det lange tidsforløb fra 1974 til 2013. Først blev bilen – som allerede fortalt – overtaget af Kurt Frederiksen i Herning, der havde bilen til at stå i garagen en del år, uden dog at få noget gjort ved den. Han sælger den derefter til Preben Buchhave fra Randers, der heller ikke får noget gjort ved den og derfor sælger videre til en tredje citroën-entusiast, Jørgen Kjær, der bor i Hadsten.
Til sidst (i midt 90-erne?) køber nuværende ejer, Christian Friis, bilen af Jørgen Kjær. Christian Friis bor i Ballum i Søn-derjylland – og der står bilen så nu – tørt og lunt – og lider ingen overlast – og her i januar 2013 har han ingen aktuelle planer om at gå i gang med en restaurering!

Det første jeg bemærkede – og studsede over! – da jeg så billedet af Hans Hvam's Citroën stå i garagen hos Jørgen Kjær i Hadsten, var bilens farve. Den var anderledes, end jeg huskede den. Mere mørkegrøn – og ikke den fine grå-grønne og metalliske Vert Irisé, som ligesom ligger brændt fast på mit øjes nethinde!
At der er sket noget med farven, bliver også bekræftet af Torsten Vig, der fortæller, at bilen er blevet pensel-malet over det hele på et eller andet tidspunkt – og i en farve, som afviger fra den originale Vert Irisé!
Så er spørgsmålet, hvornår det er sket? – og hvem der har svunget penslen? Måske – og sandsynligvis – er det sket i det lange tidsrum efter 1974 – men muligheden er også, at Hans Hvam måske selv fik givet bilen en omgang med malerpenslen?
Måske allerede dengang han selv – omkring 1960 – lavede noget pladearbejde på skærmene? Eller måske snarere på et senere tidspunkt sidst i 60-erne, hvor han pensionerer bilen – køber en Opel Rekord til erstatning – og parkerer den gamle Citroën Traction Avant i laden – gemt

Et kig ind på førerpladsen – bemærk gearets placering!

under en presenning?
Nu er det som sagt således, at der stadig-væk er nogle "halvgamle" personer tilbage, der helt sikkert mener at kunne huske bilen fra 60-erne, og de erindrer ikke noget om en omgang nymaling og farveskifte!
Så de konkluderer, at hvis Hans skulle være maler-mesteren, kan tidspunktet kun have været sidst i 60-erne! – og måske har hen-sigten været et optimistisk håb om, at med en omgang maling ville den gamle bil være bedre beskyttet til at kunne overleve frem mod bedre tider – og en evt. restaurering? Bilen havde jo allerede en 33 - 34 år på bagen og havde for længst opnået veteran-status! Og én ting lå helt fast: – den skulle ikke under nogen omstændigheder bare skrottes!
Og måske gik Hans selv inderst inde med en "drøm" om at få bil-klenodiet total-restau-reret på et tidspunkt?
Måske et projekt, han ville gennemføre på sine "gamle dage"? – men Hans nåede jo
slet ikke at "blive gammel". Han dør som sagt i 1973 – kun 69 år gammel!
Så hvis han nu havde denne plan med sin kære gamle bil – så nåede han det altså ikke! – men heldigvis havde han jo med stor omhu passet og plejet bilen gennem næsten halvdelen af sit liv.
Og derfor står der nu en Citroën – årgang 1937 – i garagen i Ballum – lidt rusten i karosseriet, men ellers rimelig velholdt – og der venter den på at blive restaureret på et tidspunkt. For det ligger helt fast, at det er planen – og det vil blive gen-nemført – før eller siden!

Og hvad sker så!? I en ny mail her i marts 2014 oplyser min "trofaste" meddeler, Torsten Vig, at restaureringen er indledt og svejse-arbejdet på karosseriet stort set er færdigt.

Så er karosseriet færdigt – marts 2014

Det var en overraskende og god meddelelse at få. Nu er der lige-som taget hul på det store pro-jekt med at gennemføre en total restaurering af Hans Hvam's gamle Citroën.
Karosseri-arbejdet blev foreta-get af professionelle folk på et værksted "ude i byen" – hvori-mod det er planen, at Christian Friss selv vil tage sig af motor – plus alt det øvrige mekaniske. Han har stor erfaring gennem restaurering af en hel del gamle Citroëner i tidens løb – og han kører for øvrigt til dagligt rundt i en restaureret én af slagsen!

Men lige nu er bilen altså pillet fra hinanden i alle dens enkelte dele, og hver lille del skal vel ha-ve en større eller mindre overha-ling, inden det hele så til sidst kan samles igen.
Men forinden skal den jo males i den originale farve Vert Irisé – og når engang om et par år alle dele og detaljer er renoveret og monteret, vil den se ud, som da den forlod samlefabrikken i Sydhavnen i København i juni 1937.
Vi er afgjort nogle stykker, der med stor interesse ser frem til det endelige resultat af dette store arbejde. Så historien er altså ikke helt slut endnu – der mangler lige det sidste punktum!
Men jeg håber at kunne vende tilbage med afslutningen på historien – til den tid!